Plader

Lovvers: Think

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Think byder på et lille kick energisk og smadret punkrock. Udtrykket er lidt for ensformigt, og sangene kunne være stærkere, men alligevel er Lovvers et charmerende bekendtskab.

Hvis Lovvers på nogen måde sætter ens tankevirksomhed i sving, slår den højst ud i reptilhjernen. Nottingham-bandets første ep, Think, lægger op til mosh pit-slamming og harkende spyt på gulvet frem for filosofiske overvejelser – uanset abstraktionsniveau. Valget af pladetitel er derfor misvisende. Det ville have været mere rammende, hvis Lovvers havde genbrugt den gamle The Replacements-titel Stink. Ikke fordi Think stinker kvalitativt set, men fordi Lovvers attitudemæssigt er sammenlignelig med det tidlige Replacements ved at være det præcis modsatte af renskuret; nemlig slidt, beskidt og konfronterende. På det renommerede Minnesota-punkrockbands ep fra 1982 vrængede Paul Westerberg »fuck school«. Samme ungdommelige oprør mod autoriteter slår gnister fra Lovvers’ målt på spilletid korte ep, hvor der indgår sange med titler som “Teenage Shutdown” og “Wasted Youth”.

Ep’en indleder med lyden af et kassettebånd, der bliver spolet tilbage. Der bliver herefter trykket på play, og ud strømmer en kværnende omgang punkrock, der har tillagt sig en lo-fi-skramlet æstetik, som netop kan linkes til det gode gamle kassettebånds ringe lydmæssige kvalitet. Lovvers’ punkrockstil, der trods bandets engelske ophav har rødder i amerikansk punkrock fra sen-70’erne, følger samme opskrift på stort set hvert eneste nummer.

Støjende guitarer og skramlende trommer vælter ind i hinanden og gør ordlyden af Sean Henchers energisk bjæffende og egentlig ikke særligt bemærkelsesværdige vokal svær at tyde. Vokalen er bevidst lagt lavt i mikset, så det mere er dens udtryksmåde, frem for det der egentligt udtrykkes, som tillægges værdi. Og det er et larmende, udknaldet udtryk, som trods en noget ensformig og ikke videre stærk sangskrivning aldrig når at trætte. Ikke så meget fordi Lovvers blot behøver 13 minutter til at affyre syv numre, men allermest fordi de har så mange uimodståelige guitarhooks at byde ind med. I flere numre skærer et uimodståeligt guitarriff knivskarpt igennem den rodede, kaotiske lydmasse. Sammen med Henchers ligeledes melodifokuserede vokal er det netop disse insisterende guitarlinjer, der gør de fire englænderes retrospektive punkrockstil så fandens charmerende.

Der kan med rimelighed stilles spørgsmålstegn ved, om Lovvers på noget tidspunkt vil kunne diske op med nok diversitet og melodistærke momenter til at kunne udfylde en fuldlængdeplade. Men har man brug for et lille skud opkvikkende lo-fi-punkrock, kan Think absolut anbefales.

★★★★☆☆

Leave a Reply