Koncerter

Mogwai, 02.11.08, Store Vega, København

Skrevet af Mikkel Arre

Det tog noget tid, før Glasgow-kvintetten for alvor kom i gang, men da det endelig skete, viste Mogwai endnu en gang, at de mestrer brutalt eksplosiv postrock som få andre – og at deres styrke fortsat ligger i støjen.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Det er næppe nogen stor fornærmelse mod Mogwai at hævde, at de ikke var synderligt ekvilibristiske musikere, da de tog slut-90’erne med storm takket være debutpladen Young Team. Den er fyldt med støj og vilde intensitetsskift, men dygtige musikere var skotterne ikke – snarere vilde og hvileløst anarkistiske. Siden har skotterne skruet betydeligt mere op for melodierne, og nu om dage er de blevet et fermt band. Trommeslager Martin Bulloch er godt nok stadig mere kluntet end elegant, men der er ingen tvivl om, at Mogwai er blevet gode til dét, de nu engang gør: melankolsk instrumentalrock med følelserne uden på tøjet, helt enkle melodier og flosset, dundrende guitarstøj.

Til tider er de endda lige lidt for gode og rutinerede. Ved søndagens show i København fik man i al fald den fornemmelse, at der ikke var det helt store at komme efter i løbet af den første halve time. I “Friend of the Night” rullede det sukrede klavertema derudaf igen og igen uden nogen overraskelser, mens den pompøse “I’m Jim Morrison, I’m Dead” trods ekstra støjflader føltes som dét, den også virker som på The Hawk Is Howling: endnu ét i rækken af Mogwai-numre, der følger den mogwai’ske skabelon og er veludført håndværk uden den store emotionelle effekt.

Bedst som man begyndte at tænke, at det mest interessante ved koncerten var, at bassisten Dominic Aitchison takket være det blålilla lys bag ham så ud til at have fået indlagt dæmonisk rødt diodelys i sine stritører, begyndte der imidlertid at ske noget. Efter en tyst og tilbageholdt udgave af “Cody”, hvor publikums uvante tavshed understregede, hvor dedikerede tilhængere Mogwai har, fandt skotterne formen. De drønende guitarer virkede mere massive, hvormed parallellerne til metalbands som Pelican og Isis blev tydeligere, og det fik de mere lyriske og lavmælte passager til at stå stærkere i kontrast.

Således endte den sidste halvdel af det næsten halvanden time lange set med at blive virkelig god. De bidske øjeblikke bed hårdere, og ikke mindst det strålende afslutningspar, “Like Herod” og “Batcat”, gjorde koncertoplevelsen aldeles glimrende. Det er til stadighed imponerende, at “Like Herod” med mere end 10 år på bagen kan blive ved med at give et gib i maven, når den langmodige og stilfærdige indledning smadres af et på én gang dundrende og skingert støjinferno. I anden ombæring var klimakset endnu vildere og mere hylende, og det ville have virket helt passende, at hele verden var styrtet i grus imens.

mogwaiI stedet gled bandet over i en yderst potent version af den frådende single “Batcat”, der virkede om muligt endnu mere uhyggelig end med billeder. Havde de seneste tre kvarter ikke allerede slået det fast, blev det i sandhed klart her, at når det kommer til brølende støjudladninger parret med simple melodilinjer, er Mogwai stadig uforligneligt gode. Uanset hvor klichéfyldt det kan lyde, var der virkelig noget rensende over at blive rystet igennem af Mogwais mest dramatiske udtryk.

Og helt ren blev man for alvor, da den majestætiske “We’re No Here” som sidste ekstranummer buldrede af sted med al den kraft og tyngde, skotterne kan opbyde. Her virkede undergangen også tæt på, men der var intet hektisk eller panisk over den. Afgrunden sugede langsomt og uafvendeligt, og da nummeret bevægede sig over i en adskillige minutter lang og ekstremt larmende finale, hvor Stuart Braithwaite og John Cummings lod resten af bandet forlade scenen, hvorefter de loopede skrigende guitarfeedback, så hårene på armene rejste sig, var det på én gang skræmmende og sært rørende.

Når Mogwai tillader sig selv at gå til ekstremerne, er de virkelig intense, og afslutningen var så eminent, at der gik lidt tid, før man helt kom til sig selv igen. Men så kom man også i tanke om, at det for helhedsoplevelsens skyld var en skam, at det skulle tage skotterne så lang tid at komme ud af rutinens rammer.

★★★★½☆

Leave a Reply