Koncerter

moi Caprice, 27.11.08, Vanløse Kulturhus, Vanløse

Skrevet af Signe Palsøe

moi Caprice måtte kæmpe sig op ad bakke i modvind til torsdagens koncert i Vanløse. Hverken omgivelser, publikum eller teknik var ideelt for en god koncertoplevelse, men alligevel formåede bandet at gennemføre aftenen og efterlade sig et helt pænt indtryk.

Fotos: Rasmus B.S. Hansen, www.terranaut.dk

Fotos: Rasmus B.S. Hansen, www.terranaut.dk

moi Caprice måtte kæmpe sig op ad bakke i modvind til torsdagens koncert i Vanløse. Hverken omgivelser, publikum eller teknik var ideelt for en god koncertoplevelse, men alligevel formåede bandet at gennemføre aftenen og efterlade sig et helt pænt indtryk.

Hvilke aspekter af en koncert kan man tillade sig at inddrage i en anmeldelse? Nogle mener, at musikken er underordnet, og at det kun er dens kontekst, udførelse og publikumrespons, man kan tillade sig at kritisere. Men igen, en koncert med ringe musik får som regel ringe respons. Lydforhold, er de fleste vel enige om, kan være knald eller fald for et live-show og må derfor nødvendigvis være en ikke uvæsentlig joker i bedømmelsesgrundlaget. Men hvad med selve spillestedets faciliteter? Og ikke mindst; hvad med publikums engagement?

Alle disse spørgsmål var yderst relevante for gårsdagens koncert med moi Caprice i Vanløse Kulturhus. Selvom du aldrig har overværet en koncert her, kan du nok regne ud, at det ikke er et sted, man sætter Glasvegas/Volbeat/TV2 på plakaten. Jodle Birge, måske, dengang han endnu var iblandt os. Eller, altså, moi Caprice, når der virkelig er tale om et scoop. Dette skal på ingen måde forstås som en kritik af spillestedet, der ville passe perfekt til en stille americana-baseret eller klassisk koncert, men et relativt poppet band som moi Caprice, der med sine relativt store armbevægelser kræver relativt højt til loftet er bare relativt bedre stillet, når rummet ikke er fyldt med caféborde og publikum, der har udnyttet anledningen til at få sig en omgang æbleskiver. Æbleskiver, der vel at mærke blev serveret bag en fritstående skillevæg af pap, der mindede mig om dem min folkeskole, der var designet og bygget af en flok 1960’er-hippier med en stærk forkærlighed for asbest og store fællesarealer, havde valgt at smække op og tilmed kalde hullerne mellem dem for klasselokaler. Der kunne man heller ikke koncentrere sig om en skid.

moi Caprice2Af indlysende årsager var aftenens udgangspunkt altså et siddende publikum. Bandet havde godt nok sendt en af kulturhusets medarbejdere ud for personligt at meddele samtlige tilstedeværende, at de ønskede et stående publikum. Dette hjalp til en vis grad, for da opvarmningsbandet gik af, og moi Caprice betrådte scenen, rejste de fleste tilstedeværende sig. Minus en flok forstadsrollinger, der havde lavet siddende blokade i en uigennemtrængelig bræmme to meter fra scenen og med stor effektivitet forhindrede enhver nærkontakt mellem band og publikum.

Ikke overraskende lagde koncerten da også noget sløvt ud. Forsanger Michael Møllers akustiske guitar havde gjort publikum selskab i deres sit down-strejke og blev løbende justeret og byttet ud uden den store gevinst. Oveni hatten var de første fem skæringer taget fra moi Caprices nye album We Had Faces Then, som indeholder en række fine numre, der dog ikke er nær så hit-orienterede som bandets andre udgivelser. At lægge ud på denne måde må siges at være et helt naturligt træk for et band, der netop har barslet med et nyt album, men de ikke umiddelbart fængende indslag kombineret med et publikum, der tydeligvis ikke var up to date med den nye musik resulterede i en umanerlig tør start. Møller var da heller ikke sen til at konstatere, at det var “ligesom at være i kirke” eller til at komme med spydige bemærkninger, når der noget nær ingen respons fra publikum var på singlen “Love at Last Sight”.

Men her stopper galdeudgydelserne også, for moi Caprice fortjener faktisk credit for at hive koncerten op på et helt ordentligt niveau efter et, mildt sagt, noget sølle udgangspunkt. Det bedste våben mod sure miner viste sig, ikke overraskende, at være en hit på hit-konstellation, der lagde ud med “Wish You Were Her” fra forrige års anmelderroste The Art of Kissing Properly. Band såvel som publikum virkede pludselig langt mere engagerede i foretagendet, og det er da også umanerlig svært ikke at lade sig charmere af en forsanger, der forstår at betjene en mundharpe så godt, som Møller gjorde det. “A City Winter” fra det nye album formåede at holde gejsten oppe og blev skarpt forfulgt af “My Girl You Blush”, “Daisies”, “The Devil Travels Fast”, “The Town and the City” og “Drama Queen”, hvor sidstnævnte havde en uventet underholdningsværdi i bassist Jakob Millungs overtrædelse af rygeforbudet og efterfølgende helt vellykkede korsang med en smøg i mundvigen. En mere støjende “Windmill” sluttede settet fint, men det blev først for alvor godt, da Møller under ekstranumrene fik opfordret publikum til at komme på benene og trække helt frem til scenekanten. Pludselig var her det nærvær, som burde have kendetegnet hele koncerten, og “The Art of Kissing Properly” og “To the Lighthouse” afsluttede på behørig vis.

Man kunne nok have ønsket sig en knap så heterogen fordeling af nye og gamle numre, da et par velkendte akkorder under koncertens start måske havde været en party starter, der kunne skrabe koncerten op fra gulvet på et noget tidligere tidspunkt. Alligevel kan bandets engagement i publikum og endelige succes med at få gang i foretagendet kun betegnes som reelle, og jeg kan blot ærgre mig over, at det ikke var tourens afsluttende koncert i Pumpehuset, jeg overværede i aftes – her kan jeg meget vel forestille mig, at der skal lægges en pæn slat til karakteren.

Se resten af datoerne for moi Caprices Danmarksturné på deres hjemmeside.

★★★☆☆☆

Deltag i debat