Plader

Moon: Tales of Long Dead Ladies

Idérigdommen er stor hos duoen Moon, der blander ambient, noise, folk og postrock sammen til en ikke helt ilde cocktail på 33 minutter. Numrene bevæger lytteren hen over sneklædte bjerge og oprørte have, men musikalsk får Moon mig ikke til at lette.

Googler man “Moon Tales of Long Dead Ladies” er det stærkt begrænset, hvor mange hit man får. En enkelt anmeldelse på en blog, et par Myspace-henvisninger – det er det. Ufortjent. Moon bliver udgivet på Interregnum Records, et lille norsk pladeselskab, der udgiver avantgardistisk heavyrock og andre obskuriteter. Det er drevet af blot en enkelt mand, og oplagstallene er til at overse. Ufortjent. Moon beviser nemlig på Tales of Long Dead Ladies, at de er mere end en undseelig obskuritet.

Pladen indledes med “My Life in Ruins”, som med sin bløde og behagelige basgang introducerer lytteren til, hvad der skal blive en halv times blidt brus i et månebelyst bjerglandskab. Skvulpen af vand og lydene af fugle og insekter er med til at give nummeret en organisk stemning, mens basgangen, keyboardet og vokalen slår fast, at der ikke er tale om en plade bestående af field recordings, men en regulær udgivelse med regulære instrumenter, selvom Moon dog har stor trang til at bruge synthesizere og samples.

Pladens anden skæring, “Shall I Ever Fall?”, lyder i begyndelsen som en blanding af et Current 93-nummer og keltisk højlandssang tilsat ekko, som var vokalen optaget i en katedral. Sangerinden Chandra Murrays sang er spinkel, men betagende. Den er meget forskellig fra musikkens ellers mørke og udflydende landskaber, men ikke så anderledes, at den falder udenfor som et fremmedelement. Resultatet er et drømmende nummer, der bibeholder naiviteten i kraft af klokkespil og Murrays vokal.

Ved hjælp af den nådesløse behandling af guitaren, den beroligende brug af bassen og den hypnotiserende vokal kommer Moon langt omkring på albummets 33 minutter: ambient, folk, noise, spacerock. Skiftene forekommer, uden man lægger mærke til det, måske fordi Moon bruger samme instrumentbesætning på alle numrene, men skruer op og ned for fokusset på de respektive instrumenter undervejs.

For der sker en masse på de syv numre: Det postrockede “If I Survive” skaber med svævende guitarmelodier og en mindst lige så svævende vokal, der repeterer linjen »I’m gonna tell on you,« en stemning af at flyve og falde på samme tid; “Apple Blossom” er et studie i, hvad der sker, når man sammensætter flamengoguitar og synthesizere; og endelig er “Dreams Dreaming” et langt industrialnummer.

Sådan fortsætter pladen: Hvert nummer har sin idé, sit udgangspunkt, og det bliver aldrig kedeligt. Til gengæld bliver det heller aldrig helt spændende. Moon har valgt at lukke hvert nummer helt ned, efter det er tilendebragt. Det er pokkers ærgerligt, for på den måde får de dræbt kontinuiteten og det momentum, som de ellers meget dygtigt får bygget op i numrene.

Tales of Long Dead Ladies er ikke helt i klasse med Tim Heckers eller Windy & Carls udgivelser, men den er et vidnesbyrd om, at Moon har talent for effektivt at sammensætte numre af høj kvalitet, og at de har en idérigdom, der nok skal skaffe dem en pladekontrakt på et større selskab.

★★★★☆☆

Om skribenten

Christoffer Basse Eriksen

 

Biografi:

Studerende ved Idehistorie på Århus Universitet.

 

Hører i øjeblikket:
Atlas Sound: Logos

- Bradford Cox er en lille popdjævel, det er hvad han er. "Walkabout", "Shelia" og "Quick Canal" er alle tre mesterlige numre på et album af utroligt høj kvalitet.

 

Bill Fay: Still Some Light
-
Jeg har, på trods af mine kun 20 somre, ventet på dette album siden 1971, hvor mesterværket Time of the Last Persecution udkom. Still Some Light er en stor samling sange af meget samme lyd. Åbneren "My Eyes Open" er tårepersende smuk, og der er flere perler at finde, jeg skal bare lige have lidt tid.

 

A Sunny Day in Glasgow: Ashes Grammar

- Overset, overset album fra 2009. På en gang svævende og konkret, rum og melodi. "Close Chorus" er et instant hit!

 

Current 93 - Soft Black Stars

- Der roterer altid en C93-skive hjemme ved mig. For tiden er det den her. Ensformig, ja, fantastisk, ja!

 

Bill Callahan: Sometimes I Wish We Were an Eagle

- Et favoritalbum herhjemme. Hvert nummer er en perle, Callahans stemme er så helt vildt rig, og så er jeg fortabt i sætningen: "I used to be darker, then I got lighter, then I got dark again".

 

Fem favoritalbums:
Animal Collective: Feels
Bill Fay: Time of the Last Persecution
Justin Rutledge: No Never Alone
Beach Boys: Pet Sounds
Bob Dylan: Blood on the Tracks

Skriv et svar