Plader

Murmansk: Chinese Locks

Skrevet af Christian Klauber

Murmansk spiller rifftung, indadvendt og småaggressiv indierock med shoegazer-tendenser. Der bliver brugt masser af distortion, feedback og ekko. Resultatet er en ganske udmærket plade, der dog har nogle slagsider, der trækker karakteren ned.

Du kender sikkert til, at man kan blive opfyldt af vrede og raseri, f.eks. hvis man bliver uretfærdigt behandlet. Den der umiskendelige følelse af, at der sidder en sort plet af sod på indersiden af kroppens vægge, og at det eneste, der kan genskabe nogenlunde ro i kroppen, er, hvis man får afløb for sin frustration. Ja, det er jo ikke, fordi jeg taler for at smadre noget, men mere at der skal renses ud i sjælen, hvis man ikke skal ende i den situation. Altså, hvor man smadrer noget.

Jeg kan selv godt lide at lytte til musik med aggressive energiudladninger, hvis jeg har sod i kroppen. F.eks. virker Isis’ eller Tools frustration og aggressivitet med hamrende trommer og guitarlydflader som en slags musikalsk skorstensfejerbesøg, hvor soden forsvinder ud af min krop gennem musikken.

Det er selvfølgelig ikke alle, der har det på den måde, men mange har, og det lader også til, at de fire musikere i Murmansk har det sådan. I hvert fald lægger Chinese Locks op til at være et vaskeægte skorstensfejerbesøg – især de tre første numre, “Chinese Locks”, “Vague Language” og “Pale”. Og selvom “Vague Language” med sine shoegazertræk varsler et forestående stilskifte, så fungerer det hele ganske godt – især begejstres jeg af Murmansks bastante lyd af tamtammer samt fængende bas- og guitarriff.

Men som fornemmet skifter pladen pludselig stil og bevæger sig fra at være et ganske brugbart sodfilter til at være en lidt ligegyldig kloning af Isis og The Kills. Og den lovende, indadvendte, let frustrerede indledning, der også afspejles i teksterne, forvandles til en lidt tam flirt, fordi både forsangeren Laura Soininens vokal og teksterne bliver en anelse ensformige. Også selvom hendes vokal lyder, som om hun virkelig prøver at favne al den frustration og indebrændthed, der kan opdrives.

Hvad teksterne angår, så excellerer de som sagt nærmest i mismod, frustration og følelsen af svigt, f.eks.: »The stare in your eyes won’t lie / Keep your toes in the water« (“Last Scene”) og »A desperate tongue crawls in your mouth / Stinging me deep / Letting you lie to me« (“2nd Floor Trash”). Og netop fordi jeg faktisk godt kan lide stemningen og den momentvise destruktionslyst og -kraft, der er på Chinese Locks, overrasker det, at albummet preller en smule af på mig.

Primært skyldes det selvfølgelig ensformigheden, men frustrationen på Chinese Locks virker til tider også underligt flad og uægte. Nogle steder efterlades jeg i hvert fald med den følelse, at frustrationen og mismodet nærmest er en stemning, Murmansk træder ind i eller konstruerer til formålet (også selvom det er svært at gøre sig til dommer over andre menneskers følelser på det tidspunkt, hvor en tekst bliver skrevet og/eller fremført). Og det hæmmer selvsagt sodrensningens effektivitet en del.

Derudover bliver jeg nødt til at angribe en tendens, der trætter mig helt usandsynligt. Jeg forstår simpelthen ikke de bands, der skriver 10 numre på cd’en, men venter man længe nok (eller er anmelder og skal), toner der pludselig lyd frem igen. Der er altså ikke tale om et skjult nummer, men et nummer, der pludselig, ahahahaha, dukker op, hvis man altså ikke lige tager pladen af anlægget. Har mennesker, der beslutter den slags, ikke tænkt på den mulighed, at lytteren ikke sidder og venter otte minutter (medmindre han falder i søvn eller glemmer den), men tager pladen af og derfor slet ikke hører det sidste nummer? Især i det her tilfælde er det synd, for de afsluttende to et halvt minut er faktisk rigtig gode – med masser af minimalistisk, aggressiv energi og vokal, der skejer ud og flyder oven på lydbilledet.

Det er lidt synd, at Chinese Locks er så svingende en oplevelse, for til tider er det faktisk rigtig godt. Især er den rytmiske sektion med trommer, bas og guitar virkelig god, ligesom Soininens vokal har stort potentiale – især når hun bruger den som instrument og på den måde giver musikken et ekstra lag. Man kan kun håbe, at Murmansk med tiden vil få lidt flere facetter, både i det lyriske og musikalske udtryk – så er jeg nemlig ikke i tvivl om, at det bliver endnu mere lytteværdigt.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar