Plader

My Beloved: Force Feeding Love

Skrevet af Christian Klauber

Instrumental musik noir med gæstevisit fra Current 93’s John Contreras stikker sit grimme ansigt frem og griner dig lige op i ansigtet. Støjende guitarer og smertefuldt storladne lyd- og klangflader spredes ud over den sagesløse lytter. Men også i det grimme finder det smukke en sprække at kravle ind i.

Postrock som genre er efterhånden en størrelse, som mange trækker lidt på smilebåndet af. Det er, som om postrocken har nogenlunde samme status som klassens nørd i folkeskolen; ham folk kunne enes om at drille. Sidste gang, jeg hørte begrebet blive brugt i offentligheden, var jeg på Loppen i København for at høre japanske Mono. Personen syntes at være fuld. Og vedkommende råbte, med slet skjult ironi: »Yeah, maaan, postrååååck.«

Ret skal være ret: Mono var ikke fantastiske, men skal det virkelig være postrockens skæbne? Ugleset, latterliggjort og forladt? Nej, bestemt ikke, så lad os give den en renæssance, genføde den, under navnet “instrumental musik noir”. Det gør My Beloved, og det gør de fremragende. Bevares, folk der ikke bryder sig om postrock, skal måske ikke lægge spareskillingerne her, men er man til melodisk støj, lydflader, der breder sig ud i rummet, og smukke instrumentale passager med klaver, viola og cello, så bør man give My Beloved en chance. Uden tvivl.

Der er nemlig noget dragende ved det dystre, melankolske lydunivers, My Beloved formår at skabe. I flere tilfælde er det klaveret, der indleder numrene med en melankolsk figur, hvorefter der langsomt bygges flere instrumenter på; trommer, synth, støjende guitarer via distortion og feedback samt strygere, indtil man når klimaks; numrenes zenit, hvor musikken fylder en ud, maser en ned i sofaen og næsten giver mig en metallisk blodsmag i munden. Der er på ingen måde lagt op til søndagstur i Kongens Have her, det er intensitet, vitalitet og liv, når det er allergrimmest og kan mærkes for alvor. Livet er helt tæt på – og det gør nas.

Det afspejler sig både i albummets titel, men også i sangtitlerne, f.eks. “Disabled Butterfly”, “Dirty Pearl” og “Lunatic Rising” for blot at nævne tre. I både albumtitlens tilfælde og de to førstnævnte sangtitler er der tale om normalt smukke fænomener, der bliver tvistet ud i mere eller mindre forfald og destruktion. Jeg tror i hvert fald ikke, der er mange, der kan sige sig fri for – på et eller andet tidspunkt – at have været fascineret af sommerfugles smukke farver og særegenhed. En handicappet sommerfugl betyder noget med manglende ben eller halv vinge, og det er i mine øjne ret uhyggeligt.

På samme måde er “Lunatic Rising” nærmest den mest præcise betegnelse for pladens generelle lydbillede. Sindssygen udspringer netop af sindet, der kan være så smukt, men også så uendeligt mørkt – og på Force Feeding Love lurer mørket hele tiden, med bastante trommer og ringlende guitarer, en my fra overfladen.

Problemet med en plade som Force Feeding Love – og postrocken som genre – er netop skabelontilgangen; at man nogle gange tankeløst bygger numrene op mod klimaks for herefter langsomt at lade instrumenterne falde fra et efter et, indtil diminuendoet har gjort sin pligt, og der kun er et par sekunder tilbage af nummeret. Det farlige er, at numrene let kan komme til at lyde ens, fordi skabelonen er den samme, men My Beloved har held til at forny rytmer og de respektive instrumenters position i lydbilledet, så man aldrig keder sig (selvom lyden af rørklokker optræder en del gange og minder mig ganske meget om The Cures “Pictures of You”).

Force Feeding Love er en virkelig fremragende plade, bl.a. fordi det sender tankerne på afveje (og ikke altid de gode, behagelige afveje). Flere gange fik jeg lyst til at lukke øjnene og lade dysterheden og fraværet af håb sive ind under huden. Dykke (med) ned i sindets dynd. My Beloved kalder det som sagt selv “instrumental musik noir”, men man kunne også kalde det en slags grimhedens æstetik: Det er så ufatteligt smukt på den her helt igennem smertefulde, grimme måde, som om der indlejret i det instrumentale, lydmæssige udtryk ligger nogle uforløste ord, der skriger efter at blive udtrykt.

My Beloved leverer en mørk og dyster vare, der gnistrer af vitalitet og livskraft, midt i alt det dystert mørke og tvangsfodrede. Hele vejen kan man mærke vanviddet lure, men ikke på den negative måde, snarere fordi det bekræfter en i livet, når My Beloved tager fat i kraven på det grimme og kigger det uforfærdet i øjnene. Og viser os, at også i det grimme findes skønheden. Det er musik for sjæl og tanke. Det gør nas, og det gør godt.

★★★★☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar