Plader

The New Year: s.t.

Skrevet af Stine Jespersen

The New Year gør brug af skrabede arrangementer og en interessant nøgen produktion på 10 eftertænksomme numre. Desværre er der kun få bæredygtige indslag til at løfte en udgivelse, der tynges af en lidt for svulstig følsomhed og ganske forfærdelige tekster.

Når jeg stifter bekendtskab med et band, er det ofte booklet og pressemateriale, der nærstuderes først. På denne måde bliver fordomme og forventninger aktiveret, inden musikken sættes på, og der er større mulighed for overraskelser. Og det er på langt de fleste måder tilfældet med det texanske indierock-ensemble The New Year.

For det første hedder et af bandets grundlæggere Bubba. Normalt, når man hører dette navn, er det hæftet på personer, som enten bruger meget tid på at jage egern med jagtriffel, vælte modstandere omkuld i NFL eller tage med Forrest Gump til Vietnam. Bubba er dermed et af de ubetinget fedeste navne, man kan have, når man spiller eftertænksom, kunstlet og særdeles følsom indierock!

Det, der så slår en, når man kigger på tracklisten, der står printet med hvidt på det bæbrune papir, er sangtitlerne, og her får man bange anelser: For hvilket indierockband udgiver i 2008 et nummer med titlen “The Idea of You”? Og, jo, titlen er skam alvorligt ment, finder man sidenhen ud af.

The New Year blev dannet i 1999 af asken fra bandet Bedhead af førnævnte Bubba Kadane sammen med broderen Matt Kadane og har udgivet tre roste plader, inklusive nærværende skive. Bandet står for et skrabet, nøgternt lydbillede, der udgøres af guitar, bas, trommer, lejlighedsvis garneret med piano, og Matt Kadanes tænksomme, næsten snakkende vokal som fortællerstemme for de eksistentielle causerier, som udgør tekstsiden.

For denne anmelder, hvis hjerte smelter over rå og spartansk produktion, er The New Year i princippet guf – for hvis man kan tale om en produktion, som er næsten ikke-eksisterende, så må det være, hvad bandet har opnået her. Det giver en spændende og intim stemning frem for at gøre udgivelsen fladpandet og skoleagtig.

Kompositionsmæssigt er pladens 12 numre konstrueret over et ret gennemgående dogme med en tøvende start, hvor instrumenterne introduceres, til tider et ad gangen, og nummeret bygges op mod en svulmende finale, hvor den får på alle tangenter, strenge og trommeskind. Dette fungerer ganske sublimt på åbningsnummeret “Folios” og især “Seven Days and Seven Nights”, som rammer plet med sin ringlende guitar og en fin, næsten The Smiths-agtig melankoli. “Folios” er knap så meget “lige i fjæset”, men vækker derimod langsomt lytterens nysgerrighed gennem en guitarintro så repetitiv, at det nærmer sig det flabede.

Så The New Year er altså konceptmæssigt langt hen ad vejen et ret interessant bekendtskab. Når det alligevel er svært for mig at hoppe med på fanvognen, så skyldes det til dels, at den førnævnte kompositionsfinte langtfra fungerer hele vejen. De fleste af pladens numre gøres simpelthen så gumpetunge, at det føles som at blive slæbt i armkrog gennem en texansk pløjemark.

Men bandets største akilleshæl er nu alligevel teksterne, som består af pinlig lommefilosofi af tyndeste skuffe, såsom »There are things that people define as pleasures. Such as lying on their death bed, not having missed a thing«. Og dette er kun et enkelt eksempel fra en tekstsamling, der lyder, som om den er planket fra et bredt udvalg af lytterbreve til Det Elektriske Barometer. Og så er det, vi er tilbage til begyndelsen af denne anmeldelse; de bange anelser om et voldsomt patos-niveau bliver bekræftet.

Man kan forsvare denne lyriske ørkenvandring med, at det passer til kompositionernes afklædthed, at tekstsidens temaer ikke pakkes ind, at ordene kommer rene og ufiltrerede, og man derfor lader hjerte rime på smerte. Det fungerer bare ikke for mig og gør sine steder pladen ret svær at lytte til.

Kort sagt kan man altså sige, at der er lyspunkter på The New Years seneste plade, hvor tingene går op i en højere enhed og afføder et par rigtig gode sange, som kan mærkes i maven på den gode måde. Men pladen som helhed er en uforholdsmæssigt tung og ufordøjelig sag. Det ku’ være så godt”¦..

★★☆☆☆☆

Deltag i debat