Plader

Pivot: O Soundtrack My Heart

Australske Pivot har fået kontrakt på det engelske, visionære electronica-selskab Warp, hvor de passer fint ind med deres utallige elektroniske manipulationer. De bliver så opblødt med storladne, analoge melodilinjer fra synthesizere eller guitarer. Desværre lykkes fusionen ikke helt, og derfor når bandets høje ambitioner ikke i mål.

Siden progrocken blev bandlyst af punkbevægelsen, har det været svært at lave progrock uden at måtte camouflere det som noget andet, hvis man ville have succes. Det lykkedes blandt andet for postrockerne i 90’erne, der – indrømmet – ikke lød som progrock, men deres komplekse udfordring og fornægtelse af klassiske sangstrukturer via musikteknisk kunnen var i høj grad i samme ånd. De seneste år er det blevet mere legalt at lave mere åbenlys progrock, som blandt andet The Mars Volta har gjort det ved at skyde en hel del emotionel posthardcore ind i genren, og Muse har haft stor succes med deres anerkendende nik til bl.a. Queen.

Australske Pivot er heller ikke blege for at anerkende progrockens æstetik, men de camouflerer den dog godt. Bandet er blevet indlemmet i den efterhånden brogede skare hos Warp, men det giver god mening. Det pladeselskab var netop eksponent for den mest progressive og komplekse electronica i 90’erne, ja, man kunne kalde deres kunstnere for elektroniske varianter af progrockens mestre. Denne forbindelse forener Pivot fint med deres halvvejs analoge, halvvejs elektroniske lydbillede, hvor rytmer lige så ofte kommer fra rytmebokse som trommesæt og melodier fra både guitarer og synthesizere.

På mange måder er det efterhånden en forældet tankegang at tænke i en opdeling mellem det elektroniske og det analoge, da der efterhånden er så mange bands, der forener disse elementer gnidningsløst. Jeg nævner i flæng: Radiohead, Battles, Animal Collective osv. Men det er netop også problemet ved Pivot. De to elementer står hver for sig. Deres analoge guitarer og trommer lyder meget analoge, og modsat lyder deres elektroniske beats og synthtoner meget, ja, syntetiske. Så der er en stor kontrast mellem de to lydflader, der ellers bevæger sig ind imellem hinanden i komplekse mønstre. Funky guitarhug, tunge rytmeforløb, cheesy pianotemaer og en hel del elektroniske manipulationer kværner imellem hinanden, men smelter sjældent sammen.

Derudover ligger der næsten altid en tyk, blød melodi, enten spillet af guitar eller synth, ind over eller under sangene, som alene ville blive temmelig kvalm. Netop melodierne giver bandet dets prog-præg, da de ofte lyder som svævende guitartoner, som Pink Floyd kunne have skabt dem på et stadion, eller som boblende, Jean-Michel Jarre’ske temaer. For at forebygge kvalmen er der så smidt nogle skæve rytmer eller toner ind, der giver den rette kontrast. Det er dynamikken mellem de lange toner og de hektisk hakkende lyde, der er omdrejningspunktet i Pivots musik.

Men den dynamik skaber bandet desværre med forenklede virkemidler. Pladen svulmer af funkpunk, mathrock, glitch, progrock, blipblop og ambient, men O Soundtrack My Heart forbliver et rod af genrer, en opdeling af elektronisk og analog lyd, en ambition uden den fornødne evne. Og det er risikoen ved at satse. Progrock-bands fejlede også nogle gange i deres ambitiøse forsøg på at forløse deres ideer. Pivot skal have cadeau for at have prøvet. Prøv igen.

★★½☆☆☆

Deltag i debat