Plader

Pronounced Sex: XXX

Bevægelsen mod de sene timer tvinger øjnene og ørerne op for kvaliteterne på XXX og sætter billeddannelsen i gang. Pronounced Sex’ debut fra det norske avantgarde-rockselskab Interregnum svinger i kvalitet og sammenhæng, men er i sandhed uhyggelig. Gør det den også god?

Pronounced Sex’ debutalbum, XXX, er udgivet på det meget lille norske pladeselskab Interregnum. Den norske duo består af Zweizz og Kim Sølve, som begge har rødder i Norges mere avantgardistiske black metal-miljø, og deres debutalbum blev forårsaget af en nats optagelser af lyde i en botanisk have.

XXX er lyden af uhygge. En af mine kammerater fortalte mig engang om en film, som han kun havde set halvdelen af, fordi den var for uhyggelig. Den foregår nede i en kæmpe grotte, hvor en gruppe naive piger går nervøse rundt, fordi de ikke kan finde ud igen. Selvom man ikke ser monsteret, ved man, at det er det, der dræber pigerne en for en. Sådan lyder XXX. Uhyggeligt.

Jeg kan takke dagens aftagende minutter for, at jeg fik øjnene op for, at XXX faktisk er en god plade. Længe havde jeg ikke forstået den, syntes at den var for usammenhængende, formålsløs. Jeg mener stadig, at pladen mangler meget, hvad komposition angår, men lydens effektivitet slog mig en aften lidt i 10, da jeg med XXX ved høj volumen kørte en tur i min bil i buldermørke. I mit hoved havde jeg allerede kørt hende pigen ned, der gik midt på vejen: Jeg steg ud af bilen, med lyset tændt midt i mørket. Der er virkelig uhyggeligt midt ude på landet, når det er mørkt, og man lige har kørt en pige ned.

Selvfølgelig nåede jeg sikkert hen til min destination, og mørket forblev uden for bilens karrosseri, men det gik på den køretur op for mig, at XXX som stemningsskaber virkelig er en velfungerende plade. XXX er som det monster, man ikke kan se i gyserfilmen. For øjet er der næsten ikke noget, en flygtig skygge, en kradsen på væggen, måske, men man ved, at det er derude, og man ved ikke, hvornår man får det at se. XXX’ force er ikke det, den er, men det, den gør. Den er ondskaben i forventningen.

Der er kirkeklokkers kimen, fødders slæben, blades raslen, sorte hullers lydløse dragen, hvid støj, slangers hissen, en døende mands sidste udånding, uglers tuden, en ubåds sonar i det sorte, endeløse dyb.

Men er denne plade god, når den mest af alt bare er uhyggelig? Pladen ligger lige på grænsen mellem lyd og musik (hvis man da kan tale om en sådan), den har ingen højdepunkter, og så er både bandnavnet og titlen på pladen utroligt dårlige. Numrene hedder ting som: “The Last Thing You Hear Before You Drown in Semen” og “Earthquake from Behind”. Hvorfor? Hverken musikken eller coveret, hvis hele inderside er et billede af en mælkebøttemark, efterlader noget svar. Man må skulle have et ret outreret sind, hvis ens associationer skal gå fra det uhyggelige og onde til det seksuelle. Det virker fjollet og slet ikke i tråd med musikken.

Til trods for, at jeg blev oplyst i nattens mørke, mener jeg stadig, at der er for lidt komposition over albummet. Det hele virker en smule tilfældigt. Jovist, lydene er fede, men de spiller ikke nok sammen. Det hele bliver én lydflade med små udsving, men uden nogen form for overordnet progression eller retning. Dette kan selvfølgelig være tiltænkt, men det virker nu lidt, som om intentionerne ikke helt er lykkedes for Pronounced Sex.

★★★☆☆☆

Deltag i debat