Plader

Squarepusher: Just a Souvenir

Som elektronisk gadget virker det nye album med Squarepusher omtrent lige så kikset som et digitalur med lommeregner i dag, men som hornbrille-pibe-lænestols-jazz har det sine steder faktisk potentiale. Det sker dog for ofte, at den elektroniske produktion suger saft og kraft ud af anstrengelserne.

Hvordan skal man egentlig anskue Squarepusher og manden bag, Tom Jenkinson? Som jazz-musiker eller elektronisk musiker?

Som rastløs kunstner hos Warp gennem mange år virker det helt naturligt at anskue ham som elektronisk musiker, så lad mig starte dér. Set i dét flimrende stroboskoplys er han et fænomen og en fornyer, der i mange år har formået at holde sig frisk og genopfinde sig selv på en hurtigt falmende scene. Han var en af de mest nysgerrige pionerer, da scenen drog på de store opdagelsesrejser i starten af 90’erne.

Men de seneste år har Jenkinson ikke haft samme held til at forny sig i forhold til en international elektronisk scene, der kræver de nyeste gadgets hurtigere end nogen anden musikscene, og han har derfor i højere grad arbejdet videre med sine egne ideer. Derfor synes hans nye album, Just a Souvenir, også lidt tamt. Især det første nummer, “Star Time 2”, fremstår som en tam relancering af fortiden med bløde acid-jazzede toner og trivielle breakbeats, hvor de elektroniske lyde simpelthen er kedelige.

Det er et gennemgående problem på hele pladen. Den elektroniske produktion flader ud og cremer hjørnerne til, så de bliver bløde og fugtige. Melodierne bliver helt sukrede – de er ellers fine – men præsentationen af dem er bare lidt for meget powerpoint-overflade frem for en levende fortællerstemme.

Hvad så hvis man anskuer Tom Jenkinson som jazzmusiker? Ja, så kan man i hvert fald sige så meget, at han er en del bedre til at udnytte de elektroniske virkemidler end mange andre jazz-kolleger. Jeg har hørt horrible eksempler på standard-bop, der er spicet op med ligegyldige tekno-toner eller beats, »fordi det da bare lyder så ungt.« Der har man virkelig kunne tale om at pynte jazzens lig på så upassende facon, at både de afdøde og levende jazz-legender må have skammet sig over sine efterkommere.

Jenkinson er uden tvivl en ferm bassist, men der findes selvklart bedre, når det nu er jazzbranchen, han sammenlignes med. Hans anarkistiske stil har dog fået ham til at gløde på musikscenen som få andre. Og det er også forcen på Just a Souvenir: Basgangene bøjer, svinger, flipper og vipper, og i de bedste øjeblikke smutter de bølger i luften med kolibrivingers hastighed.

Faktisk nærmer det sig metallens rå hastighed i “The Glass Road”, og Lightning Bolts mandhaftige styrke antydes i “Delta V”. Desværre trækker de førnævnte elektroniske overtoner ofte al slubrende saft og brølende kraft ud af de anstrengelser, der kan antydes i optagelsen. Det virker som en bevidst opblødning af energiske live-optrædener, men reelt skaber det numre, der hverken er lækre, melodiske lounge-jazz-numre eller tæskende prog-spasmer. Det bliver kun til forvirret klippe-klister.

Der, hvor de elektroniske manipulationer fungerer bedst, er faktisk i tre korte suiter fordelt over hele albummet. Her er omdrejningspunktet akustisk, folk-jazzet guitarekvilibrisme, der forstyrres og forskydes af absurde lyde og udeladelser. Denne føljeton afsluttes til sidst på albummet uden forstyrrelserne og giver dermed en rolig udgang. I disse inspirerede øjeblikke, hvor jazz-tendenserne møder modstand af de elektroniske spilopper og derigennem får dynamik, ligger Jenkinsons virkelige styrke, som han også på tidligere album har haft endnu større held til at udforske.

Så nej, Jenkinson er hverken jazzmusiker eller elektronisk musiker. Han er begge dele, men det er sjældent, at han udnytter begge styrker samtidigt. På Just a Souvenir ødelægger hans ubeslutsomhed ofte nogle ganske udmærkede forlæg.

Titlen siger lidt det hele: Det er bare en souvenir, et massefabrikeret klenodie, der repræsenterer det mest overfladiske og fladpandede af en ellers levende og uhåndgribelig kultur. Albummet er måske nok en af de dyrere souvenirs, der kommer lidt tættere på essensen af kulturen, men det er stadig kun et replica.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat