Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Et par timer før, jeg skulle af sted til The Roots-koncert, skrev en af mine venner en mail, der lød nogenlunde sådan her: »The Roots kørte i øvrigt galt her for et par dage siden og blev nødt til at aflyse deres show i Paris, så vær forberedt på et livsglad band.«
Og jeg skal da lige love for, at der var liv og glade dage i Vega med The Roots, som sprudlede af overskud og energi i samtlige ca. halvanden time, koncerten varede. F.eks. startede det hele med, at bandet kom ind på scenen ledsaget af et beat udført på sousafon, der er en bastuba opfundet af marchkomponisten John Philip Sousa, som hviler på ryggen af og nærmest indkapsler musikeren. Damon “Tuba Gooding Jr.” Brysons energi, mens han bogstaveligt talt løb rundt, fuldstændig indfiltret i sit instrument, var en fantastisk gimmick og meget sigende for tilgangen i The Roots’ koncerter, der ofte er lige dele performance, legeplads og improvisation.
For The Roots er ikke et normalt hiphop-band, slet ikke live. Som oftest er en hiphop-koncert bygget op omkring en dj og en eller flere emcees. Men i går var der intet mindre end syv mand på scenen, og det var ikke, fordi der var seks, der skulle rappe, næh, det var der kun en til at gøre, nemlig Black Thought. De seks andre leverede i stedet præstationer på deres instrumenter, der i den grad tog kegler. Ud over den efterhånden klassiske duel mellem ?uestlove ved trommerne og percussionisten F Knuckles (eller Percussa-cussa, som han også blev kaldt) viste guitarist Captain Kirk også sine fænomenale evner, bl.a. med en forrygende Jimi Hendrix-fortolkning.
The Roots’ legesyge betyder også, at der ikke er meget, man kan vide sig sikker på, når de går på scenen, blot skal man være klar på, at der på ingen måde lefles for masserne. Derfor får man heller ikke en hitparade fra start til slut, selvom The Roots så absolut har et bagkatalog, der kunne trække en sådan tilgang til koncerten. Til gengæld kan man være sikker på, at der på et eller andet tidspunkt kommer et potpourri af rockklassikere, i går var det bl.a. cover-versioner af Led Zeppelin og Jimi Hendrix. Det siger en del om deres lyst til at spille musik, når de leverer den slags. Og selvom man kan kritisere det for at være lidt for lidt hiphop, og The Roots nogle gange – men heldigvis ikke i går – mister grebet om disse jamsessions, så er det befriende med den tilgang til hiphop-koncerter, fordi det er så enormt anderledes en oplevelse.
En anden ting, der også er anderledes i forhold til mange andre hiphop-koncerter, er, at der ikke bliver brugt meget tid på ligegyldigt snak, ud over det efterhånden traditionelle shoutout til afdøde J Dilla samt i går et lidt mere eksotisk til den nigerianske multiinstrumentalist Fela Kuti. Det betyder også, at der ikke er ret mange brud i koncertens forløb, som kan hive en opslugt lytter tilbage til virkeligheden. Især i de første to tredjedele af koncerten flød numrene som fløde i en lind strøm ud over publikum. Det ene nummer tog det andet, med en helt minutiøs og imponerende overgang mellem numrene, som var de syet sammen. Her var ikke behov for, at dj’en lige skulle skifte en plade – det var, som The Roots selv synger seks gange i afslutningen af koret på “In the Music”, som også blev smidt af sted i går, »all in the music«.
Fordi The Roots så åbenlyst er eklektiske, støder man i løbet af koncerten på indslag fra noget nær samtlige musikgenrer, f.eks. dub, reggae, jazz, funk, rock og blues. Uden problemer skifter de mellem soulede numre, party bangers og deres improvisatoriske jamsessions. I går aftes virkede det nogle gange, som om musikken nærmest udsprang direkte fra The Roots, og de evner som meget få andre hiphop-bands at skabe en sydende og inciterende omgang fusions-hiphop, der er helt ekstremt medrivende og besidder et helstøbt udtryk. Jeg sveder stadig.
