Anbefalet

Tre alsidige producere

Skrevet af Redaktionen

Skomager, bliv ved din læst” bruges ofte om folk, der er skrappe på et felt, men fejler, når de begiver sig ud i et andet. Vi præsenterer i denne måned tre producere, der mestrer langt mere end en enkelt genre. Mød Nigel Godrich, Steve Albini og Rick Rubin.

For nogle producere er overgangen fra skrøbelig harpe til støjrock eller fra thrashmetal til hip hop mere naturlig, end den lyder for de fleste af os. Rent faktsik kan man blive ind imellem bliver overrasket over, hvor forskellige plader den samme producer har produceret, når man kigger i sin pladesamling. Kongen af tresserpop, Phil Spector, har også produceret for Ramones, og U2-produceren Daniel Lanois har produceret legendariske countryalbums for Emmylou Harris og Willie Nelson.

Vi har bedt tre skribenter kigge deres egne pladesamlinger igennem efter eksempler på alsidige producere. Det er blevet til anbefalinger af ni meget forskellige plader produceret af kun tre producere. Jeppe Kristensen anbefaler tre plader, hvor Nigel Godrich har siddet bag mixerpulten. Lasse Bertelsen anbefaler tre Steve Albini-producerede plader. Mads Jensen anbefaler tre plader, hvor Rick Rubin har ageret skydepotentiometrenes betvinger.

Jeppe Kristensen

Radiohead: Kid A (2000)

Nigel Godrich

De storslåede keyboard-anslag, klynkende stemmer, messende vokaler rammer en fremragende Radiohead plade ind, der sammen med elektroniske cut-ups, maskinelle virkemidler og ambiente tiltag bombarderer lytteren i en sådan grad, at man suges ned i et univers, der kræver tilvænning og tid, men der var en investering der lønnede sig og stadig gør det den dag i dag. Nigel Godrich har haft en finger med i samtlige Radiohead plader, og han viser virkelig sit format på Kid A, som han fører sikkert i havn.

Beck: Sea Change (2002)

Beck tog oven på Mutations skeen i den anden hånd, og i samarbejde med Godrich støbte han den afdæmpede, sørgmodige og ikke specielt tempofyldte Sea Change, som, ud over at overraske positivt også viste en anden side af sprællebassen. Et voksent album til de lange aftener, hvor et nummer som “Lost Cause” går direkte i hjertekuglen, og bliver siddende meget længe. Et modigt og alvorligt album, der i 2002 ikke blev overgået af ret mange indenfor singer/songwriter-genren.

Air: Talkie Walkie (2004)

Oven på et par udstikkere fik Godin og Dunckel igen fat i magien fra Moon Safari, og med Nigel Godrich som kaptajn blev kursen sat til et moderne popalbum, der med let og luftig instrumentering både havde lounge og coolness, men også kunne give noget lyttemæssigt. Albummet er fyldt med ørehængere, og har man lyst til at få amorinerne til at gå en anelse amok, uden Barry White’s drivende stemme, så kan Talkie Walkie klart anbefales.

Lasse Bertelsen

18th Dye: Tribute to a Bus (1995)

Steve Albini

Når Albini ofte insisterer på at blive tituleret tekniker frem for producer, skyldes det måske, at han i mange tilfælde fokuserer på lyden af det optagne, hvorved hans produktioner ofte fremstår som skrabede. Dansk/tyske 18th Dye’s tredje album Tribute to a Bus er ingen undtagelse med sit fokus på negativt rum. Alle optagelser af såvel guitarer som Orchestraorglet lyder intimt kradse og voldsomt nærved og næsten i ansigtet. Man kan måske endda driste sig til at sige, at denne plade er 90’ernes bedste støjrockplade i Danmark.

Neurosis: The Eye of Every Storm (2004)

Albini favner bredt, og selvom støjrocken tæller mange af hans største bedrifter, så er der skam andre perler at finde i andre genrer. Metalgenren står bedst repræsenteret ved Albinis hånd med Neurosis sjette plade. De soniske eksperimenter blev nedtonet af bandet, og Albini forsøgte af forløse det melodiske anslag, som er pladens udgangspunkt. Naturligvis er legen med feedback og overtoner stadig en del af Neurosis’ udtryk og stemning, men bandet og Albini formår hele vejen at holde tungen lige i munden og lade lyden være, hvad den er i mikrofonen.

Joanna Newsom: Ys (2006)

Som en tidligere og temmelig rost plade på Undertoner fremtræder Ys som en af Albinis større bedrifter. Optagelserne af samtlige strengeinstrumenter og samarbejdet med Van Dyke Parks, Tim Boyle og Jim O’rourke vidner igen om alsidigheden og Albinis bevidsthed om nærheden i den akustiske optagelse. Før produktionen kommer de basale optagelser, og denne rangering har skabt lydlige grundlag for 2006’s største mesterværk. Hvis budskabet ikke kom igennem første gang, så lad dette være en seriøs påmindelse om vellyden.

Mads Jensen

Slayer: Reign in Blood (1986)

Rick Rubin

»Auschwitz, the meaning of pain, the way that I want you to die« Sådan starter en af de vigtigste milepæle i metalhistorien. Og lyden er ligeså hård og tung som åbningslinien. Det her er ikke for svage sjæle. Med Reign in Blood som en af vigtigste udgivelser har Rick Rubin fået skabt et stort navn for sig selv i metalverdenen. Thrash kan hurtigt komme til at lyde mudret på grund af hastigheden. Rubins største styrke er, at han formår at skabe en tung og hård lyd, men også en klar lyd.

Beastie Boys: Licenced to Ill (1986)

I 1984 stiftede Rick Rubin det legendariske hip hop-pladeselskab Def Jam. Ad den vej fik den store beskæggede og kridhvide mand med cowboyhatten forklaret omverdenen, at han kunne skabe et beat, og på denne legendariske udgivelse fra 1986 står det klart, at han kan producere hip hop. På trods af, at Beastie Boys kom fra en hardcore-baggrund, lyder de utroligt tight på Licenced to Ill. Det er man vist nødt til delvist at tilskrive Rubin.

Johnny Cash & Willie Nelson: VH1 Storytellers (1998)

Hvis det ikke er en af de bedste plader, der findes, så er det i hvert fald en af de hyggeligste. Hele affæren består af 15 skæringer af Nelsons og Cashs sange. Koncerten er krydret med samtaler mellem de to, hvor de prikker lidt til hinanden. Denne hyggelige aften med to gamle venner har Rubin fået til at lyde præcis sådan. Ovenpå de ovenstående plader kan man forbavses over, at han magter at holde igen og undlade at gøre lyden anmasende.

Deltag i debat