Plader

Uzi & Ari: Headworms

Det er stadig de emotionelle skitser, der præger Uzi & Aris univers, og selvom der ikke er mængder af nye tiltag fra Ben Shepard og undersåtterne, så fænger de organiske og semi-elektroniske melodier endnu en gang. Det er et glimrende antivinterdepressiv til tiden, der kommer, hvor det bare bliver koldere, koldere og koldere.

Ben Shepard er medlem af Uzi & Ari, men når alt kommer til alt, så er en Uzi & Ari-udgivelse en Ben Shepard-udgivelse, for han pløjer, sår og høster alt omkring musikken, produktionen og sangskrivningen, og selvom der er masser af andre i og omkring bandet, når der indspilles og performes, så er det store, kreative projektil altså Ben Shepard.

Hans/deres tredje udgivelse, Headworms, er endnu et forsøg i at modulere Radiohead om til noget andet og klone Thom Yorke ind i noget tredje (skrevet med et glimt i øjet, for selvfølgelig er det noget vås). Men i dette tilfælde er det svært at komme uden om inspirationskilderne, hvilket ikke skal ligge nogen til last, men blot understrege det musiske felt Uzi & Ari befinder sig i.

Der skabes stemningsbilleder på Headworms, og her har Shepard og de tro væbnere virkelig været i gang med den musikalske udgave af Photoshop, for der er et eftertænksomt pixel i mange af de arrangementer, Uzi & Ari sætter sammen. Godt nok er landskaberne afbildet før, men det er skarpt og præcist udført. Numrene bygges langsomt op, og der er tildelt den tid, der nu skal til, for at udtrykkene når at sætte sig fast.

Det er helt klart en af kvaliteterne ved Headworms, som selvfølgelig ikke laver et kvantespring i forhold til Uzi & Aris to tidligere udgivelser, men alligevel har rykket sig en anelse længere væk fra det støjende.

Generelt er pladen fyldt med såkaldte lag på lag-sekvenser, som ofte begynder med piano eller guitaranslag for så at få både ambiente knirke/skrabe-lyde, programmeringer samt masser af strygere lagt ovenpå. Det giver en god helhed – og i særdeleshed et stort melankolsk præg – som holder et fast greb i lytteren, så det undgår at blive tamt.

Lyrisk er der generelt skrevet med mørkt blæk, og det ville egentlig have været temmelig problematisk at skulle forholde sig til de introverte sangskitser ved hjælp af solskins-refræner.

Shepard tilpasser sin musik med bittersøde og salte overvejelser fra de spørgsmål, der nu engang stilles, når man indimellem sætter sig i skyggen. Som f.eks. i “Thumbsucker”, der egentlig er temmelig poppet i sit udtryk, men får et skud fra hoften via tekstuniverstet: »What have you done to break the spell? / You live inside a crackling shell / this is in every single song, what did they say that you can’t tell? / I’m tired and spent from faking well / this is in every single song / lift up your hearts! Lift up! / What have we won with keeping mum? / We made a life of sucking tumbs / the shame in every single sin.«

Headworms er en god plade, der stille og roligt giver sig tid til at fortælle, beskrive og skabe stemninger. Numrene nærmest forventer, at lytteren ligeledes er i et modus, der giver mulighed for indlevelse. Pladen er konstant og indlevende, men det er måske reelt det eneste problem Headworms må slås med, for godt nok er den et perfekt soundtrack til efteråret, men numrene har det med at flyde en anelse sammen, og der skal virkelig fokuseres for at skimte linjerne i Ben Shepards musiske patos. Men mon ikke øvelse gør mester, og foreløbig er Headworms tæt på at snige sig ind i mit smalle felt af rigtig gode plader fra 2008.

★★★★★☆

Lyt til “Wolf Eggs”:
[audio:http://www.ownrecords.com/mp3s/Uzi&Ari_WolfEggs.mp3]

Deltag i debat