Plader

V/A: Sopa Curiosa

En mand med en mærkelig musiksmag har lavet et pladeselskab. Der har han samlet noget musik, han godt kan lide. Nu har han så udgivet en opsamling, men det er ikke en, så man kan finde ud af, hvad han egentlig har gang i. Det er en introduktion til smukke, intime sange og simple, eksperimenterende skitser.

Et eller andet sted i Danmark sidder der en mand og finder mærkelig musik. Dog ikke så mærkeligt, at man ikke fatter, hvad der foregår, eller ikke har hørt noget lignende før. Men alligevel så langt fra mainstream (med enkelte undtagelser), at det trækker ørerne tættere til højttaleren for at finde ud af, hvad der foregår.

Manden med den mærkelige musiksmag har lavet et selskab, der hedder SOPA (Sounds of Perpetual Astonishment), hvor han kan udgive de relativt obskure kunstnere, han finder frem fra verdens folder. Han har tidligere udgivet en opsamling med disse kunstnere, og nu har han gjort det igen. Sopa Curiosa hedder pladen, der vel i grunden er en god gammeldags miks-cd. Og ja, “curiosa” hentyder både til de nysgerrige lyttere, der gerne vil vide, hvad der nu foregår derude i de førnævnte folder, men det virker også som et tema for pladeselskabet – i flere betydninger. For kuriositeter er ikke kun den nysgerrighed, som tydeligvis driver kunstnerne på denne opsamling til at søge nye veje i musikken. Kuriositeter er jo også mærkværdigheder. Og så er vi tilbage ved manden med den mærkelige musiksmag, som har samlet hele baduljen.

Tillad mig at dykke ned i baduljen og komme med eksempler på kuriositeterne i stedet for bare at sidde her og komme med beskyldninger. Man kan sige, og det gør jeg, at der er flere forskellige udtryk på spil på opsamlingen.

Der er skitserne, som afsøger grænser med relativt simple midler. Det er repetitive forløb, hvor der ikke bruges alt for komplekse virkemidler, men udtrykket søges i en simpel idé. Her skal f.eks. fremhæves Under the Sherry Moons “Bling Bling”, der i et kaotisk snuptag rasler af sted på hurtige rytmer og repetitive klaverlinjer med en mildt distortet kvindevokal hen over. En vellykket skitse, der egentlig er berettiget, som den forekommer, uden linjerne nødvendigvis behøver at blive trukket skarpere op.

Også “T in a Milk Glass” med Golden Diskö Ship er lidt rodet, køn electronica, hvor afdæmpede blastbeats, knirk, spilledåse, akustisk guitar og sfærisk kvindevokal skaber et rigtig fint nummer, der udviser modviljen over for at lave fuldbyrdige sange. En del af arbejdsprocessen skinner stadig igennem, fordi det er besluttet, at det skal lyde sådan.

No Nebraska har valgt en lidt mere math-rocket indgang ved at veksle mellem melodiske guitarlinjer og hårdt huggende riff, der får et overraskende vellykket indslag af en klarinet – eller det der ligner. Der er altså et bredt udbud af genrer og stemninger, hvor det primære, der binder dem sammen, er den lidt ufærdige form, hvor udforskningen af musik er en workshop.

Det betyder selvfølgelig også, at der er lidt hit and miss over nogle af numrene. Det spacy åbningsnummer med Sister Chain & Brother John bliver lige lovlig kedeligt i længden trods en lækker lyd og stemning, Marzipan Marzipan er noget to-dimensionelt, postpunket indie-skrammel, og Na Pravda? byder på et lidt intetsigende elektropop-nummer.

De intime sange derimod, som er det andet dominerende udtryk, holder et noget højere niveau. Det er sjovt nok her, hvor opsamlingen er mest konventionel, men så absolut også her, de største og sprødeste guldkorn ligger. Dem, der skvulper på toppen af mælk og honning og stadig er luftige og smagfulde.

Lad mig fremhæve Esther Maria, der i samspil med en akustisk guitar udfolder sin meget personlige vokal, der teatralsk og vibrerende lyder som en glemt 30’er-jazzsangerindes stemme. Ikke ulig Bianca Casady fra CocoRosie. Eller de folkede toner fra Jasmina Maschina, hvor dronende harmonika, klagende violin og et lyst strengeinstrument, en mandolin måske, skaber en intim stemning. Eller The Cille, og her nærmer vi os mainstream, som med dramatisk klaver og lys melodica udnytter luft og rum om tonerne optimalt i et jazzet nummer, der understøtter hendes vidtspændende vokal, der godt kunne være til fans af Stina Nordenstam, Tori Amos og Thomas Dybdahl. Ja, så pænt er det faktisk. En sidste fremhævning, og så skal jeg nok stoppe, må være Per Hoier, der med luftige og svævende arrangementer af akustisk guitar, boblende elektroniske toner og storladne tamtam-rytmer lægger sin meget engelske, lyse vokal ud over et prægtigt nummer.

Der er selvfølgelig også nogle outsidere – som om hele albummet ikke er en samling af outsidere – som A.K. Hansn fra Singvogel, der leverer et uløst mysterium om en høvding og hans totemdyr på næsten klingende østjysk i passende, stemningsfulde gevandter, og opsamlingens måske stærkeste nummer “€ L’ombre des Deux Tours”, hvor Heliodrome i samarbejde med Bleubird leverer en tonserstærk og energisk fransk-amerikansk rap hen over psykedeliske droner, tunge trommer og huggende saxofon-blæs.

Sopa Curiosa er et indblik i én mands stærkt personlige musiksmag, som nok er eklektisk, men alligevel sammenhængende via den nysgerrige, der var den igen, tilgang til fænomenet musik. Albummet fungerer både som en spændende samling sange for sig selv og som det, det vel oprindelig er tiltænkt: Et salgsvindue for pladeselskabet. Sådan bør det også være, og derfor er albummet i sig selv vellykket, selvom ikke alle bidrag er det.

★★★★☆☆

Leave a Reply