Plader

The Week That Was: s.t.

Popvidenskabsmænd giver avancerede lektioner på denne opvisning af en plade. Man kan ikke andet end begejstres over håndværket, men hjertet hverken krympes eller oppustes – vreden og glæden forbliver uvækkede størrelser. Her er hverken føde for manien eller depressionen.

Man taler ofte om, at musik er f.eks. patospræget, patetisk eller noget i den stil. Man mener åbenbart, at sange og album på den måde argumenterer for deres egen kvalitet. Gad vide, om sangene også argumenterer på andre måder?

Det gør de sørme. The Week That Was, der er en udspringergruppe af Field Music, spiller det, man kunne kalde logos-pop, dvs. pop, som søger at overbevise sin lytter gennem selve det spilledes overlegne kvalitet. Alt på denne plade er så perfekt sammensat, doseret og afstemt og så fejlfrit udført, at man forledes til en sammenligning med Dream Theaters motorvejskø-lange soli og lirdyrkende metal. Med hensyn til stil er der ingen lighedspunkter imellem disse grupper; parallellen ligger i selve tendensen til overfokusering på teknikken, udførelsen og perfektionen. Denne parallel udstrækker sig desværre også til lytterens oplevelse: Også The Week That Was glemmer at røre.

Når pressemeddelelsen taler om albummet som “a brainshattering, 32 minute epic,” går den altså for langt. Så god er pladen ikke. Det er rigtigt, at dens virkninger går igennem hjernen, men af dette kan man jo også forstå, at hjertet forbliver uberørt. Der er ingen grund til hverken at fra- eller tilråde samvær med The Week That Was: Det der gøres, gøres godt, men det har ingen konsekvenser.

Den nydelige og imponerende pop, som pladen byder på, bevarer spilletiden igennem et naturligt fokus ved vokalen og de glimrende harmonier, den omgærdes af. En ligeledes dominerende rytmesektion fremtvinger konsekvent bevægelser i fødder og fingerspidser. Den banker sig igennem musikkens øvrige lag i korte, spidse og tunge slag. Den fortsætter, fortsætter hele tiden, er ret ensformig og bliver i længden en smule irriterende. Det bliver den suverænt afbalancerede anvendelse af strygere og klaver imidlertid ikke. Det kan der ikke sættes en finger på.

Med orden i inspirationerne fra Pink Floyd-plader som f.eks. Atom Heart Mother, Meddle og Obscured by Clouds gennemføres “It’s All Gone Quiet” som en lille opvisning i, hvor langt man egentlig kan komme med nydelige vokaler, fantastiske kor, lidt klaver, og hvad der lyder som en xylofon. Billeder dannes af psykedeliske farver, samtaler føres mellem sovende og vågne. Det er et glimrende nummer, som måske nok adskiller sig fra pladens resterende.

Mere repræsentativt er “Yesterday’s Paper”, som understreger pladens teatralske kvaliteter. Nummerets forskellige dele fører lytteren igennem en rejses forskellige faser. Det lyder som en kliché, men det gør de virkelig. Det er vanvittigt og utroligt, at man kan lave noget så gennemført som dette nummer. Enkelte strøg over en guitar skaber struktur i et konstant billede af usammenhængende klaver og trommer. Sammen tegner de scener fra hverdagen i et lidt komisk skær.

At det tekniske grundlag er i orden, kan helt åbenlyst være en fordel. Man gør, hvad der passer én, og lader sig ikke begrænse. Dog bliver det problematisk, når fokus placeres ensidigt ved udførelse og komposition. Det stjæler pladsen fra idéer og kreativitet, og man risikerer at sidde tilbage med musikstykker, som er guddommelige, men dybt intetsigende.

The Week That Was er hverken guddommelig eller intetsigende, men det snerper derhenad – lad os sige, at den er overmenneskelig og lidt uinteressant. Den mangler karakter og personlighed, men er fyldt til bristepunktet af dygtighed, snedig anvendelse af instrumenter og uventede placeringer af lydfragmenter. Sagkyndige ville formodentlig kunne bekræfte, at der virkelig ligger dygtighed bag, og måske kan man sige, at The Week That Was laver musik for musikere og andre, der kan begejstres over teknisk ekvilibrisme.

Vi andre, der også gerne vil røres og møde noget i musikken ud over pænhed og fravær af liv, må nøjes med den meget begrænsede bevægelse, men uendelige forbavselse over, hvad nogle mennesker kan.

★★★½☆☆

Deltag i debat