Koncerter

Wolf Parade, 20.11.08, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Canadiske Wolf Parades første koncert på dansk grund havde sine ups and downs, men et energisk midterstykke med uventede landvindinger og sikre publikumsfavoritter gjorde koncerten til en både charmerende og medrivende oplevelse.

Foto: Tania Gibson, LiveShot.dk

Foto: Tania Gibson, LiveShot.dk

Mangt og meget er blevet sagt og skrevet om canadisk indierock og den øjensynligt uudtømmelige kilde til kreativitet, der angiveligt befinder sig et sted ude i ahornskovene. Denne historietime udi nordamerikansk musik skal læseren her blive skånet for, men det er dog værd at nævne, at Wolf Parades skamroste debut Apologies to the Queen Mary kom på gaden i 2005; året efter at landsmændene i Arcade Fire for alvor fik både understreget og berettiget Canada-hypen med deres storladne debut Funeral. At Apologies to the Queen Mary i første omgang ikke udkom på det danske marked har måske/måske ikke haft indflydelse på ulvenes popularitet i den hjemlige andegård, hvor de aldrig er blevet allemandseje i samme grad som deres landsmænd. Dog må deres første koncert på dansk grund i et udsolgt Lille Vega siges at være et temmelig sikkert tegn på, at bandet alligevel har fået hul igennem til danskerne.

Torsdagens publikum virkede da også som om, de havde brugt det meste af eftermiddagen på at studere booklets og terpe sangtekster. Ethvert indslag fra Apologies to the Queen Mary og endda en pæn portion af numrene fra dette års knapt så velmodtagede At Mount Zoomer blev imødekommet med fællessang og almen begejstring. Det ellers fem mand høje band er på deres europæiske tour blevet reduceret til en kvartet, hvilket den ene af bandets to forsangere, Spencer Krug, da også udtrykte en vis irritation over. Om den skæve arbejdsfordeling var grunden til koncertens halvsløve start vides ikke, men de ellers glimrende numre “You Are the Runner and I Am My Father’s Son” og “Soldier’s Grin” blev leveret i nogle temmeligt stive versioner.

Det var nu blot et spørgsmål om at få opvarmet instrumenterne, og efter en særdeles overbevisende “Dear Sons and Daughters of Hungry Ghosts” gik det slag i slag med nye numre, gamle numre og skiftevis Spencer Krug og Dan Boeckner ved mikrofonen. Bemærkelsesværdigt ved koncertens midterstykke var især den interessante balance mellem det halvspøjse, skæve og alligevel fængende udtryk, som i “Grounds for Divorce”, og en ny, mere støjende lyd. Især på “California Dreamer” kom denne for alvor til sin ret; publikum var ladt op efter en større hit-kavalkade, og den opbyggede energi blev omsat til ulmende forventningsfuldhed og vild forløsning når støjudladningerne endelig meldte sig.

Mod koncertens afslutning blev udladningerne fra scenen desværre en smule mindre gribende, og især den i forvejen langtrukne “Kissing the Beehive” var blot med til at pacificere publikum. Heldigvis er der ikke meget, der ikke kan reddes med en flaske Jameson og en tamburin, og da bandet kom tilbage med disse remedier for at give et par ekstranumre fra Apologies to the Queen Mary, fik koncerten alligevel en værdig afslutning, der dog ikke helt nåede de tidligere højdepunkter.

På trods af aftenens enkelte nedture kunne både publikum og band se sig tilfredse med Wolf Parades første danske koncert. Desuden kan vi kun håbe, at Krug holder sit løfte til et medlem af publikum om at komme tilbage til næste års Roskilde Festival, selvom han vist ikke helt forstod, hvad han sagde ja til.

★★★★½☆

Deltag i debat