Koncerter

Woven Hand, 15.11.08, Lille Vega, København

Skrevet af Christian Klauber

David Eugene Edwards fra 16 Horsepower viste sig fra sin mindre vanvittige og udskejende side, da Woven Hand gæstede et udsolgt Lille Vega lørdag aften. Det betød, at der kun i momenter var den vildskab, man normalt forvente i hans selskab.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Indrømmet. Jeg kender David Eugene Edwards bedst fra hans fremragende arbejde som frontmand i 16 Horsepower, og det var da også min begejstring for 16 Horsepowers vanvittige, alternative country-rock, der i sin tid fik mig til at stifte bekendtskab med Edwards’ sideprojekt, Woven Hand. Og selvom hans nyeste udspil, Ten Stones, ikke har fået mig op af stolen i samme grad, var forventningerne til lidt utæmmet koncertvildskab a la 16 Horsepower ikke til at komme udenom, for også på Ten Stones lurer vanviddet i krogene.

Det var da også et veloplagt publikum, der tog imod Edwards i et – noget overraskende – udsolgt Lille Vega lørdag aften. Nu skal jeg jo ikke gøre mig til dommer over musiksmagen i det ganske danske land, men at Edwards synes at være gået fra undergrundsdarling til at være Vega-allemandseje var lidt af en overraskelse for mig. Men godt det samme, for det var imponerende at høre begejstringen over og kendskabet til Edwards’ sange; det er i hvert fald den slags begejstring, der får de fleste musikere til at skrue ekstra op for leverancen af deres kunnen.

Problemet var bare, at der ikke blev skruet særlig meget på noget som helst. Koncerten var svøbt i en postrocket suppe, der gjorde det hele til en meget stemningsfuld, men også sært tam og kedelig oplevelse. Også mellem numrene blev der spillet en art orientalsk inspireret drone, nærmest som en slags pausemusik… for at holde dampen nede, måske? Oven i dette blev Edwards særprægede stemme, der ofte har tryllebundet mig på plade, underligt ensformig og havde slet ikke det lurende vanvid indlejret i sig, som nogle af pladerne med Woven Hand og især 16 Horsepower giver indtryk af. Det ensformige og monotone udtryk, jeg blev efterladt med, kan selvsagt også have noget at gøre med, at Edwards kun rejste sig fra sin position midt på scenen, når han skulle skifte guitar. Det var sært stationært og meget lidt ophidsende.

Woven Hand1Kun momentvis var der den intensitet, som jeg havde håbet på. Når det var tilfældet, blev vildskaben ofte varslet i nummerets indledning, gennem rytmisk brug af paukekøller på tamtammer og stortrommepedal. Heromkring opbyggedes nummeret så mod ekstatisk klimaks i løbet af nogle minutter eller fem. En af de gange, hvor Woven Hand gjorde det allerbedst, var det paradoksalt nok aftenens sidste nummer og det tredje ekstranummer; i løbet af de omkring syv minutter, nummeret varede, blev der – især i slutningen – for alvor budt på noget af den vildskab, der, hvis den havde været til stede hele aftenen, måske havde skabt en mindeværdig koncert.

Ud over vildskaben er det svært at sætte en finger på, hvad der manglede. Det er næsten for oplagt at pege på det i forhold til 16 Horsepower fraværende strengeinstrument, violinen, men måske er det ikke så dumt endda. En violin i de rigtige hænder kan have en vildskab og en egenrådighed, der er helt speciel og kan give musik, der er ved at gå i stå, et vitaliserende los i røven, hvis man må være så fri. Og skulle nogen være i tvivl, kan de bare spørge Warren Ellis.

Los manglede der i den grad i det, Woven Hand præsterede. Hvis ens force er intensitet, og man har en stemme som Edwards’, der kan give gåsehud, tårer i øjnene og skræmme sjælen ud af livet på en på samme tid, så skylder man også at bruge den. Selvom publikum lige så momentvis som bandet var vilde og i takt-klappende begejstrede, så var det hele så pænt og kontrolleret, at det i længden også blev kedeligt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat