Plader

XX Teens: Welcome to Goon Island

Bandet med det forfærdelige navn XX Teens har udgivet en plade med solid inspiration fra den engelske musikhistorie efter 1977, der svinger fra det rigtig gode til det rigtig, rigtig kedelige.

For mig er det ikke uden en vis forudindtagethed, jeg går til opgaven, når det band, der skal anmeldes, bryster sig af at være blevet rost af de engelske musikmagasiner NME og Artrocker. Denne del af den engelske musikpresse har nemlig en stærk tendens til at hype musik, som ofte har masser af coolness-faktor – og endnu oftere har det på bekostning af reelt indhold. Postulater som nyskabelse, talent, og nogen gange endda geni viser sig ofte at være tomme fraser, som ikke er andet end udtryk for det hype-maskineri, som englænderne, på godt og ondt, er verdensmestre i. For nu at gøre en lang historie kort, så var det altså med en let kritisk mine, at jeg satte debutpladen Welcome to Goon Island fra bandet XX Teens på.

Og lur mig, om ikke også åbneren, “The Way We Were”, er en omgang aldeles generisk diskopunk/elektrorock af den type, som tonsvis af bands de sidste par år har spyttet ud på stribe. Det vil sige råbevokal, en funky og koklokke-spillende rytmegruppe og melodisk postpunk-guitar. Det er ikke som sådan dårligt, men det er satme heller ikke hverken særlig originalt eller særlig spændende. Nu forbereder man sig som lytter så på små tre kvarters musik af den dansable, men temmelig forudsigelige slags. Og er det så, hvad han får? Både ja og nej. Der er mere end rigeligt af den slags på Welcome to Goon Island. Men der er alligevel noget, der kradser hist og pist.

En stor del af den musik, der, hvad end den har været engelsk eller amerikansk, har været hypet i de engelske blade, har været kraftigt inspireret (eller i nogen tilfælde ren kopi) af især engelske postpunk-bands som Joy Division, Gang of Four osv. Det er her, XX Teens skiller sig en smule ud, idet det er et andet postpunk-koryfæ, der hovedsageligt trækkes på her, nemlig The Fall, hvis anarkistiske tilgang til punken har resulteret i et aldeles uoverskueligt antal plader, som stilistisk har varieret næsten lige så meget som bandmedlemmerne.

XX Teens’ forsanger Rich Cashs nasale vokal lyder til tider skræmmende meget som Mark E. Smiths, men det er heldigvis ikke kun på overfladen, at inspirationen gør sig gældende. På numre som “B-54”, med sin skramlede, rudimentære rytmik og skæve guitarer, og “Round”, med sin stenede, elektronisk inficerede funk og fuglefløjt, er også noget af ånden gået i arv.

På den næste skæring, “Ba (Ba-Ba-Ba)”, er den anden af XX Teens’ store inspirationskilder tydelig, nemlig The Clash. Dels den jamaicansk inspirerede lyd med dubbet produktion og blæsere, som går igen rundt omkring på pladen, dels den sociale indignation, tydeligt understreget af pladens afslutning, “For Brian Haw”, der runder af med en tominutters monolog fra fredsaktivisten af samme navn.

Men alt i alt må man sige, at XX Teens ikke gør så vanvittigt meget andet end at stå solidt plantet på skuldrene af kæmper. Højdepunkter som de førnævnte “B-54”, “Round”, “Ba (Ba-Ba-Ba)” og den anarkistiske hitsingle “Darlin’” er ganske enkelt ikke nok, når pladen ellers er præget af hurtigt glemte ligegyldigheder. En fin plade som baggrundsmusik til en fest, men på trods af de interessante ideer, som bestemt er til stede, når Welcome to Goon Island bare aldrig det sammenhængende niveau, som nogle af numrene ellers lægger op til. Det bliver altså ikke til meget mere end et “lovende” herfra, hvad så end NME og Artrocker måtte mene.

★★★½☆☆

Deltag i debat