Plader

The Acorn: Glory Hope Mountain

Skrevet af Signe Palsøe

Dyretarme, marimbaer og ukuleler er bare nogle af de virkemidler, The Acorn har taget i brug for at ære forsanger Rolf Klauseners sydamerikanske mor. Selvom ikke alle skæringer står lige stærkt, gør den utraditionelle instrumentering og en række charmerende folknumre Glory Hope Mountain værd at stifte bekendtskab med.

Indrømmet. Jeg er vokset op i 90’erne. Jeg har samlet på caps, ejet i omegnen af syv yoyoer og indædt forsøgt at tæve alle drengene i fritteren i Nintendo 64. Og jeg har oplevet Spice Girls’ storhedstid fra en tweenagers øjenhøjde og kan endnu fremkalde lettere traumatiserende billeder på nethinden af en lyserødt klædt og rottehalebærende Baby Spice, der under et inferno af violiner og pigekor igen og igen fremfører kærlighedserklæringen: »Mama, I love you«.

Af selvsamme årsag var jeg en anelse skeptisk, da jeg fik pressemeddelelsen til Glory Hope Mountain i hånden. Canadiske The Acorns nyeste udgivelse er en hyldest til forsanger Rolf Klauseners mor, Gloria Esperanza Montoya, og er samtidig en musikalsk biografi, der beskriver en begivenhedsrig tilværelse fra hendes dramatiske fødsel i Honduras til hendes død i Montreal.

Enhver med en smule spanskkundskaber, der rækker ud over »dos cervezas, por favor,« burde på nuværende tidspunkt have gennemskuet, at pladens titel er en løs oversættelse af Gloria Esperanza Montoya. Dennes metaforiske udtryk og deraf konnotative betoning er egentlig et udmærket billede på, hvordan Klausener bruger lyrikken til at beskrive sin mor. I modsætning til føromtalte pigepopband bruger The Acorn hverken stærkt udpenslede følelser eller klicheer så tykke som mormors tandsmør, da albummets tekstside er opbygget af lige dele eventyrligt betonet billedsprog og fine beskrivelser af vigtige elementer i señora Montoyas liv.

“Hold Your Breath” er pladens åbner og samtidig et af albummets bedste indslag. Klauseners vokal beskriver uakkompagneret moderens problematiske fødsel med et opgivende: »And no one thought you’d make it past the morning.« Det gjorde hun nu alligevel, og nummeret udvikler sig – gennem en række levende beskrivelser af den sydamerikanske natur og et instrumentelt crescendo – til et pompøst og fængende åbningsnummer.

Det høje tempo fortsætter i den yderst charmerende “Flood Pt. 1”, der med sine heftige håndklap og et halvt råbende, halvt syngende kor lyder som noget, Akron/Family kunne have skruet sammen i et af deres mere dansable øjeblikke. Nummeret skiller sig dog ud ved at bruge usædvanlige, traditionelle sydamerikanske strengeinstrumenter og slagtøj, der er med til at understrege moderens rødder. Den specielle instrumentering går i højere eller mindre grad igen på hele pladen, men gør størst indtryk i dette nummer og i den ligeledes fængende “Crooked Legs”, hvor klimprende ukuleler og sprudlende marimbaer møder en række mere velkendte virkemidler som violiner, messingblæsere og gængs perkussion, der holder latinovildskaben i ave.

Efter pladens stærke start når musikken aldrig det samme tempo og vildskab. En række mere afdæmpede numre overtager lydbilledet og giver lytteren et indblik i en mere simpel brug af de eksotiske instrumenter. Resultatet kan bedst betegnes som værende pænt og hyggeligt, men aldrig vanvittigt ophidsende. “Sister Margaret” skiller sig ud ved at indeholde et lydklip fra et af Klauseners lange interviews med sin mor, men kan ellers ikke betegnes som synderlig interessant. “Antenna” bliver pladens sidste poppede indslag, før en afdæmpet afslutning lader Gloria Esperanza Montoya sove ind.

Det er selvfølgelig en mulighed, at Klausener fandt sin mors liv i Canada lidt for trygt, en anelse småborgerligt og måske en lille smule kedeligt, og at hun lige skulle have en sidste bemærkning med i graven. Den slutning er jeg trods alt ikke kynisk nok til at drage. Pladens mange glimrende indslag og især den gennemgående vellykkede lyrik vidner om ømhed for en interessant eksistens, hvis livshistorie bestemt er værd at tage del i. Til trods for pladens mindre stærke afslutning tror jeg nu, at Rolf Klausener fortsætter med at være mors yndlingsdreng i det hinsides.

★★★★☆☆

Deltag i debat