Plader

Alex Canasta: Reborn Tonight

Skrevet af Camilla Grausen

Alex Canasta er en ny dansk trios fiktive alter ego. Hvad det så skal betyde, er ikke helt klart. Men selvom Alex Canasta på coveret ligner én, der lover dance og 80’er-fest, holder løftet heldigvis ikke; albummet er spækket med følsom og længselsfuld pop fra den radiovenlige skuffe.

Billedet på coveret af Alex Canastas debutalbum, Reborn Tonight, med sort satinskulder, røde negle og et bælte i pangfarver, som matcher farverne inden i coveret, er en noget misvisende visuel varedeklaration. Coveret fik i hvert fald undertegnede til at forvente dance, 80’er-pop og måske et band, der lød temmelig meget som danske Private. Pressemeddelelsen, der også fortæller om den fiktive “Alex Canasta”, der både er mand og kvinde, og som elsker drama, dans og glitter i Monaco, stemmer heller ikke helt overens med debutens lydside. Hvad iscenesættelsen og dét Canasta-halløj skal til for, begriber jeg ikke helt. For musikken afslører udmærkede radiopopnumre og ikke mindst afdæmpede og kønne sjælere.

Sangerinde og guitarist Line Sørensen, guitarist Simon Krebs og trommeslager Nikolaj Bundvig udgør den frederiksberg’ske trio, der gemmer sig bag bandnavnet. Tilsammen har de stor radioappel, som både P3 og et par udenlandske radiostationer har opdaget. Fra begyndelsen er der liv i albummet med det iørefaldende nummer “This Is All”. Numrene med størst hitpotentiale kommer nemlig på første del af albummet – herunder førstesinglen “Records”, der umiddelbart er en god popsang med fin timing. Efter nogle lyt bliver det overeksponerede omkvæd, der er perfekt egnet til at slå sig fast hos radiolytteren med sine mange gentagelser, dog enerverende.

Tekstuniverset hos Alex Canasta er skabt af Line Sørensen, og hendes tekster kredser konstant om længselsfuld kærlighed og tvivl, gerne om at vente på sin elskede, der ikke kan give ordentlig besked. Sproget flyder udmærket, og det småmelankolske univers passer perfekt til Line Sørensens vokal, der også har en tiltalende, tilbagelænet melankoli. Dog har den en tendens til at blive lidt skinger på up-tempo-numrene.

Jeg foretrækker imidlertid ikke Alex Canasta som radiohit-band. De er bedst på de stille numre, hvor Line Sørensens vokal kommer til sin ret. “Keen”, “Lost Song” og “I Believe” er eksempler på, hvor fint bandet formår at dosere virkemidlerne og skabe en stemning, når de bare giver sig selv lidt bedre tid og ikke jager den iørefaldende melodi for meget. Sidstnævnte nummer, der afslutter albummet, minder med sin skrøbelige vokal og fremtrædende bas om en anden dansk trio, Amber, der netop er et band, der forstår kunsten at få meget ud af noget minimalistisk og sart.

Albummet er generelt set velproduceret, men på en del numre lyder trommer og bas unødigt gumpetunge og nærmest indelukkede i lydbilledet. Det passer ikke så godt til Line Sørensens fine vokal. I længden viser Reborn Tonight gode tendenser, og selvom Alex Canasta formentlig godt kan skabe sig et navn på den danske poprock-scene, så bliver deres melodier lidt for forudsigelige og numrene lidt for ensformige undervejs på albummet. Måske skulle bandet droppe fraser om glimmer og ambitioner om dans og drama og forsøge at tilføje deres pop nogle overraskelseselementer og en dosis godt humør. Eller også skulle de forsøge at gøre sig inden for de sagte, fine numre, som snor sig omkring vokal og tekst. Det er der, Alex Canastas egentlige styrke ligger.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat