Plader

Antony and the Johnsons: Another World EP

Alt er, som det plejer at være. Sangene er fremragende, vokalen er helt sublim, og man nagles endnu en gang til gulvet. Eller gør man? Denne anmelder er så meget i tvivl, at han har afsagt ikke bare én, men to domme.

Dilemma: »En situation, hvor man er nødt til at vælge mellem to ofte lige ubehagelige muligheder.«

Og hvorfor så indlede med det? Jo, det er faktisk humlen i Antony and the Johnsons forløber for 2009-pladen The Crying Light, ep´en Another World, der med sine fem numre godt nok er et kort bekendtskab (hvilket ep´er jo som regel er”¦), men det er et udspil, der sætter sig mellem to stole, og det er pokkers svært at vælge side.

På den ene side er det noget makværk. Antony har gang i et miks af allerede velkendte pianobårne ballader, som man kender fra de to fremragende udspil I Am a Bird Now og den selvbetitlede debut, tilsat sin helt unikke falsetvokal, og så noget avantgarde arrigskab, som f.eks. “Shake That Devil”, der mest af alt lyder som et tåbeligt forsøg udi det skæve og kantede. Det klæder overhovedet ikke Antony, og man tænker straks: »Skomager, bliv ved din læst.«

På den anden side er det vældig godt beskrevet i pressematerialet, der følger med, og jeg citerer et uddrag: »Another World-ep´en er en smuk introduktion til det nye materiale, som udkommer d. 19. januar 2009. Antonys uforlignelige stemme, hypnotiserende piano og arrangementer fuldender ideerne på ep´en. På det miljøbevidste titelnummer synger Antony om den verden, der er ved at forsvinde. “Shake That Devil” viser Antonys klagende bluesklang med et drivende vintage-R’n’B-beat, der illustrerer tekstens vildskab. To andre sange, “Crackagen” og “Sing for Me”, er idylliske og surrealistiske. Det afsluttende “Hope Mountain” er intet mindre end episk.«

Dilemmaet er lidt belastende. Det nager mig lidt at skulle give Antony det røde kort og sige: »Om igen, makker.« Det er den ene del. Den anden del af mig sidder og klapper begejstret i hænderne og tænker: »Jep! Han har gjort det igen.« En fremragende teaser, inden herlighederne byder sig til i begyndelsen af det nye år.

De fem numre har kværnet i afspilleren den ene gang efter den anden, og lige meget hjælper det. Det ene øjeblik er det fryd og gammen, det næste tænker man, at det overhovedet ikke holder en meter. Og hvad gør man så? Tja, jeg har valgt den absolut letteste løsning: Jeg giver op!

Derfor lader jeg bedømmelsen være lige så ubeslutsom, som jeg selv er. Det er godt nok en tynd kop te, men jeg vil lade det være op til kommende lyttere at drage den endelig konklusion. Her er min indre yin og yang i sit grimmeste udtryk. Det er ikke, fordi jeg ikke vil, men jeg kan simpelthen ikke. Håndklædet er smidt i ringen – der er hele to bedømmelser denne gang.
God fornøjelse (og undskyld).

★★☆☆☆☆
★★★★★☆

Deltag i debat