Interview

Battles – vi er et rockband

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Battles begyndte uden nogen faste ideer om den musikalske retning. Siden har bandet fundet en ganske effektiv balancegang mellem mainstreampop og avantgarderock. Men selvom om musikken taler til danseskoene, er Battles et rockband.

Futuristisk. Stort set hvilken som helst anmeldelse eller omtale af amerikanske Battles indeholder dette ord, der vækker associationer til Star Wars og Philip K. Dick-romaner. Science fiction med andre ord. Der er dog ikke meget futurisme over tre af de fire Battles-medlemmer. I al fald ikke hvis man ser på deres musikalske meritter, før de slog pjalterne sammen for godt fem år siden.

Deres pjalter var hullede og slidte, efter de havde spillet i – sammenlignet med Battles – mere old school, hårdtslående rockbands. Men nu er de stiligt velklædte.

Og musikken, ja, den er en polyrytmisk fusion af elektronisk musik og eksperimenterende, progget rock. Et sært appellerende møde mellem mainstreampop og avantgarderock. Med andre ord popmusik fra en udefinerbar fremtid.

Året var 1989, da John Stanier begyndte sin karriere bag trommesættet i Helmet. I dag vil han ikke nøjes med kun at spille én type musik og er derfor ikke kun medlem af Battles, men også af Tomahawk med Mike Patton i front. Stanier har en åbenlys modstand mod begrænsninger og lægger heller ikke skjul på sin kærlighed til elektronisk musik, selvom han dog tager afstand fra, at Battles skulle være et danceband.

»Jeg vil ikke være med i et danceband. Jeg vil heller ikke kun være med i ét rockband. Som band kan vi lide så mange forskellige ting. Der er ingen grund til kun at være med i én ting. Så længe det fungerer, kan man slippe af sted med mange ting.«

Det må man sige, at Battles har gjort. Fælles interesser og inspirationskilder førte rockdrengene Ian Williams, David Konopka og John Stanier sammen med avantgardekomponisten Tyondai Braxton, men det tog sin tid, før bandet fandt sin form og begavede verdenen med EP C/B EP og Mirrored.

»Det tog virkelig lang tid. Vi havde ingen anelse om, hvordan vi ville lyde, eller hvilken slags band, vi ville være. Vi tilbragte fem måneder i studiet, og så skete tingene bare naturligt. Men det var bestemt ikke noget med, at vi samledes, og så skete det bare. Ingen af os vidste, hvad vi lavede. Det tog et stykke tid, men i denne proces var vi meget fokuserede.«

Resultatet, der kom ud af denne proces, er forenklet skitseret et alternativt tænkende rockband, der spiller elektronisk musik. Arven fra rockverdenen afspejler sig i Battles’ forhold til det at optræde live.

»Vi er ikke noget elektronisk rockband, der bruger samples. Det er vigtigt for os at indspille alt live. Det er svært, men det gør det mere udfordrende og mere “rock” at gøre det på denne måde. Det er her rockbandet kommer i spil. Vi er rockmusikere i et band, så selvom vi bruger elektronik og loops, gør vi det med en rockmentalitet,« siger Stanier.

Hellere sær end kedelig

Mirrored viser Battles, som Undertoners anmelder pointerede, at det kan lade sig gøre at lave intelligent popmusik på musikkens frem for teksternes præmisser. Teksterne er heller ikke det vigtigste, men alligevel har Tyondai Braxton gjort sig bemærket på vokalfronten ved at pitche sin vokal, så den lyder som en sindsforvirret smølf.

»Det er hans ting denne pitchshifter. Han bruger den også på sit solomateriale.

Jeg synes, det er crazy. Men jeg kan bedre lide det, end hvis det bare var “bla bla bla”. «

Men man kan ikke høre, hvad han synger”¦

»Det tror jeg, han gør med vilje.«

Det er måske snarere mere en lyd end ord?

»Tja, der er faktisk en tekst. Men jeg kan heller ikke høre, hvad det er. Det er meget politiske tekster”¦ Nej, pjat de er meget abstrakte. Jeg ved ikke, hvad han taler om på halvdelen af teksterne.«

Musikken har klart forrang i forhold til teksterne. Men dens vigtighed er ligestillet med dens forhold til bandets artwork, mener Stanier. Bassist David Konopka er designer, og han har overtaget al kontrol med designet. Både på ep’en og Mirrored har han lavet et lille gennemgående tema.

»På vores første ep var konceptet regn. Coveret forestiller naturen og et analogt bånd, der svært læsbart staver Battles. Konceptet på Mirrored er uendelige refleksioner,« fortæller Stanier med henvisning til pladetitlen, spejlrefleksionerne på coveret, de spejlende sange og videoen til “Atlas”, hvor Battles hoppende spiller i en roterende 3D-version af pladecoveret.

Når nu image og design er så vigtig en del af Battles, hvordan vil I så gerne opfattes som band?

»Åh, det ved jeg ikke. Jeg vil ikke opfattes som noget frem for noget andet.«

Nogen vil måske opfatte jer som et sært band?

»Sært? Ja, jeg tror også, vi er lidt sære. Så længe vi ikke bliver opfattet som kedelige. Det gider ingen være,« slutter Stanier.

Deltag i debat