Plader

Blitzen Trapper: Furr

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Melodimaterialet fejler bestemt ikke noget på Blitzen Trappers fjerde plade, Furr. Men det er alligevel ikke et udspil, der sådan for alvor sætter sig fast i hverken hjernebark eller hjertekule.

Hvis du ligesom undertegnede har det med at lade cd’er og lp’er hobe sig op i tilfældige stakke og bunker oven på, ved siden af og under dit anlæg, har du sikkert også prøvet genfinde en plade et sted i det uorganiserede rod, måneder efter du hørte den sidst. Måske har du savnet netop denne plade, og så vil gensynsglæden naturligt nok være stor. Men det kan lige så vel være en plade, du har glemt alt om, fordi du ikke på noget som helst tidspunkt, mens den har ligget og samlet støv på gulvet, har følt trang til et genhør. Præcis sådan er jeg ret sikker på mit tilhørsforhold til Blitzen Trappers fjerde plade, Furr, vil blive.

Det skyldes ikke, at det er en skidt plade. For det er det ingenlunde. I modsætning til sine tidligere udspil, hvor Blitzen Trapper har villet alt for meget, er bandet denne gang langt mere fokuseret på at rendyrke sit melodiske americana-udtryk. Det gør de uden at ende med et forfladiget og kønsløst resultat. Tværtimod indeholder Furr en samling solide sange med sangstrukturer, der aldrig er uinteressante. Undervejs er der også fundet plads til et par afstikkere væk fra den melodiøse countryrock, som f.eks. den disco-influerede “Saturday Nite” og den lettere udknaldede “Love U”. Selvom førstnævnte irriterer mere, end den behager, og sidstnævnte er en idéløs parentes, er de dog med til at fastholde lytterens opmærksomhed.

Alligevel vil Furr næppe blive trukket ud fra reolen særlig mange gange hjemme hos mig. Det skyldes bandets fremførelse og udtryk, der føles en kende overfladisk. Selvom Blitzen Trapper egentlig virker oprigtige og uden tvivl er velbevandrede i den musikalske åre, som har inspireret dem, synes de tjavsede skæg, der pryder fire sjettedele af bandmedlemmerne, at være groet til lejligheden.

Frontmand Eric Earley, der dog er skægløs, fremmaner intet følelsesmæssigt nærvær via sin stemmeføring, som det eksempelvis er tilfældet med beslægtede Okkervil Rivers Will Sheff, hvis vokal i den grad skaber intensitet i bandets kompositioner. Det er naturligvis unfair at drage en sådan sammenligning, men Blitzen Trapper kommer ganske enkelt ikke under huden på lytteren. I steder fremstår sekstetten på overfladisk vis som et band, der kan sin countryrock til fingerspidserne, men på ingen måde lever den selv. Den pludselige ændrede tone i stemmeføringen i den ellers fine “Not Your Lover” ville aldrig være kommet på tale, hvis ikke det var for Neil Young. Og i samme nummer og i titelnummeret nikker en mundharmonika ærbødigt til Bob Dylan. Der er intet i vejen med en hommage, men i Blitzen Trappers tilfælde tydeliggør det bandets problem: Ægtheden er en mangelvare. Først når Blitzen Trapper trækker stikket helt ud, som det sker i “Lady on the Water”, fornemmer man, at der er følelser på spil.

Furr har dog de effektfulde hooks og iørefaldende omkvæd, der skal til, for at man som lytter føler sig fint underholdt – også ved flere genhør. Særligt dybt stikker pladen dog ikke, så dens levetid i ens bevidsthed må siges at være begrænset.

★★★☆☆☆

Lyt til “Gold for Bread”:
[audio:http://assets2.subpop.com/assets/audio/4749.mp3]

Lyt til “Furr”:
[audio:http://assets4.subpop.com/assets/audio/4591.mp3]

Deltag i debat