Plader

Cyne: Pretty Dark Things

Skrevet af Christian Klauber

Cyne spiller på alle tilgængelige tangenter på hiphopklaveret og leverer i den grad overbevisende, moderne hiphop, der i et overflødighedshorn af alternative input og hæsblæsende rap med et fingerknips lukker munden på selv Hanne Vibeke Holst.

Cyne er en hybrid. En hybrid af intelligent rap og musikalske input fra nær og fjern. Når man har lyttet længe nok til pladen, giver det god mening, at Cyne er en forkortelse for »Cultivating Your New Experience«. For her bliver i sandhed dyrket sprog, sjæl, frihed, Afrika, »African prototypes« og kvaliteten af andre rappere: »Sometimes I rhyme slow / sometimes I rhyme quick / turn on the radio then damn I get sick / every ten minutes be the same play list / with this dodo ass rappers and their speak and spell hits.«

Cyne består af fire mand, der i duoer står for hver deres dimension af gruppens udtryk. Det er Cise Star og Akin, der spytter de præcise, fremragende rim, mens det er producerne Speck og Enoch, der står for det varme, behagelige lydunivers, der på en gang er elektronisk og har jazzelementer, samtidig med at de ikke går af vejen for gode, skarpe beats, lægger en solid bund for de to rapperes udfoldelser.

Og der er rigeligt at lytte efter på både lyd- og tekstniveau. Tag nu f.eks. det småjazzede, bluesy “The Runaway” med muted trompet i forgrunden samt congas, der i afrikansk-sydamerikansk stil leder rytmesektionen. Rimene flyder ud over rytmerne og er næsten hypnotiserende. Eller hvad med “Money Parade”, hvor et fantastisk tight beat med klangfulde ekkoansatser skaber en særegen form for melankoli, der ligger perfekt til tekstens opgivende attitude og pengelede: »Tired of bullshit soul / tired of bullits and / tired of blood on my hands / tired of superman.« Jeg mener bare: Man er for alvor træt af det hele, hvis selv superheltene preller af på en!

Og så glemmer jeg næsten det socio-politiske “Pretty Black Future”, der har en nærmest poppet indledning, men som brat afløses af et up-tempo beat. Her rappes der: »Yes I am a black man / livin’ within a white world / I got my education / but no, don’t date no white girls,« inden omkvædet kobler hiphoppen og mikrofon-ekvilibrismen sammen med overlevelse: »my money, my plight, my fight, my life, my mics, my shit, my future / my money, my plight, my fight, my rice / take that from me and I’ll shoot ya«.

Og helt ærligt. Sådan er det med næsten hvert nummer. Fine små detaljer i lydbilledet gør hvert nummer til en enkeltoplevelse, og samtidig formår Cise Star og Akin at holde et ekstremt højt niveau, hvor de bevæger sig med tempoet, mod tempoet, frem og tilbage, ind og ud i lydbilledet, men uden at det bliver forceret og ødelægger helheden, der fremstår som en kvadratisk symbiose, hvor hvert hjørne udgøres af en af de fire hovedpersoner.

Uden at blive for rørstrømsk, så er Cyne (forhåbentlig) fremtiden (i min hiphopverden). Det er hiphop som det her, der kan bevæge hiphoppen ud fra kulturelitens skammekrog og gøre det til mere end mainstream og MTV-hippop. Det her er hiphop, som Hanne Vibeke Holst ikke ville kunne få ned i sin hiphopkasse, fordi den ikke er kvindefjendsk, sådan som hun i 2004 plæderede for, at dansk hiphop generelt var. I stedet ville den dyppe hende i ord, rulle hende i skarpslebne sætninger og efterlade hende mundlam i stum benovelse over alt det, hun ikke vidste fandtes.

Cyne skaber hiphop med sjæl og varme, samtidig med at kulden også blæser, når fremtiden i form af elektroniske impulser kigger forbi. Det passer ikke ind i de gængse hiphopstereotyper, men sprænger rammerne for, hvad hiphop er og kan. Cyne siger, at de er afrikanske prototyper. Det kan jeg ikke umiddelbart afgøre. Men jeg kan krydse mine fingre for, at Pretty Dark Things er den moderne tidsalders prototypehiphop.

★★★★★☆

Deltag i debat