Plader

The Datsuns: Headstunts

Skrevet af Anders Mortensen

En tilbagevenden til form for det new zealandske rawk-orkester. Og med form menes der »catchy garagerock, der aldrig for alvor sætter tænderne i.« Man kan mene, at den slags er ved at være en saga blot, men The Datsuns overbeviser halvt om, at hjertet i projektet ingenting fejler.

Bagklogskab: en overbevisning om, at man selv var på rette spor hele tiden, imens de andre rendte rundt udenfor og bare sagde, hvad de andre sagde. Og nu befinder man sig så endelig i en situation, hvor man kan sige: »Hvad sagde jeg?« og »tsk tsk, enhver kunne jo se, at ______________ (indsæt vilkårligt band) ikke ville holde i længden.«

Det er til dels forsvarligt at give NME skylden for det hele, for når man ser på det med bagklogskabens selvforgyldte briller, så holdt det måske ikke hele vejen med den “New Rock Revolution”, der ville komme rullende med The Strokes som bannerførere for den simple, upåvirkeligt påvirkede rock, der bare var rock. Måske var det hele alligevel ikke så interessant og holdbart i længden, og guderne skal vide, at der virkelig blev hypet om holdbarhed i højere grad end på noget andet tidspunkt i musikpressens historie. Bands fik legendestatus, før de havde udgivet den første syv-tommer, og den slags forudsigelser har det med at give bagslag.

The Datsuns var en sådan gruppe. De blev ikke nødvendigvis ophøjet til noget legendarisk, men de var alligevel en stor del af hypen, og der blev reklameret med »uforfalsket pikrock fra New Zealand«. Den første plade var også temmelig habil inden for sin genre, men den blev fulgt op af et album, der blev overvejende dårligt modtaget, og da tredje udspil dukkede op, var “uforfalsket pikrock” ved at være det gamle sort.

Og her kommer så den fjerde plade. Headstunts hedder den. Det er et anagram af “The Datsuns”, så det kan man jo vælge at se som en slags samme kokke/ny opskrift-symbolik. Der er da rigtig nok også skruet ned for den rå og ligetil rock. Den er slet ikke forsvundet, men har i stedet fundet form i en art power-pop med arena-rockende guitarsoli, og det er slet, slet ikke så dårligt. Det er slet, slet heller ikke vildt godt, men det er fint med en mellemvej, og der er ikke noget tidspunkt, hvor man ryster på hovedet og tænker, at de burde rejse tilbage til 2003 og blive der.

Der er stærke sange, som åbneren “Human Error”, der sætter i gang, som en rockplade skal sættes i gang: rent tempo, et stærkt riff og et råbe med-kor. Eller der er de 60’er-poppede “Cruel Cruel Fate” og “Cry Crybaby”, hvoraf den første virkelig charmerer sig ind med en pige som andenstemme og er en lille powerpop-perle. På “Eye of the Needle” forsøger The Datsuns sig med lidt langsom psych, men det fungerer ikke helt efter planen og bliver mest kedeligt, hvor det burde være besnærende og forførende.

Sådan fortsætter det meste af pladen med sange, der for de flestes vedkommende aldrig rigtig kommer op at ringe, men sådan set er godt fremførte og passionerede i udtrykket. Det er tydeligt, at The Datsuns har fundet ro, og det kan da også høres, at de prøver lidt nyt i stedet for blot at forfalde til debutens klichéer. På en måde er det rart og betryggende, at has beens ikke altid selv er klar over deres status. Så kan der lige dukke en fin plade op en gang imellem.

★★★½☆☆

Deltag i debat