Plader

Graham Day & the Gaolers: Triple Distilled

Garagerockeren Graham Day er stadig i fuld vigør og har stadig fokus på at være outsideren, der betrager borgerskabet og det etablerede samfund udefra. Perspektivet har bare ændret sig: Det er nu den midaldrende mand, der udpeger sine kæpheste.

Præcis hvor gammel er Graham Day? Jeg ved det ikke, men under alle omstændigheder er han stadig i fuld vigør efter et langt liv på garagerockscenen. Siden starten af 80’erne og debuten i bandet The Prisoners har han været engageret i flere musikalske sammensætninger. Kendetegnende for hans virke har været et konstant fokus på at forblive outsideren, der udefra ser på popmusikkens excesser, den traditionelle borgerlige livsstil og det etablerede samfund. Han fortsætter ud ad samme tangent på albummet Triple Distilled, men betragter og analyserer nu fra en midaldrende mands perspektiv.

Netop alder spiller en rolle på flere sange. Åbningsnummeret med den meget sigende titel “Glad I’m Not Young” lovpriser alderdommens komme med et glimt i øjet. Flere steder spores en aldrende fortæller, der ser tilbage og har lært en lektie, men sjældent fortryder sine handlinger. Alene af sangtitlerne fremgår ofte en pubertær oprørstrang. Eksempelvis kan nævnes “Wanna Smoke”, der går til modangreb på sundhedsapostle overalt i verden, og “Pass That Whiskey”, hvor titlen vist taler for sig selv. I bedste garagerocktradition er der fokus på simple budskaber, trang til oprør mod konformiteten og hyldestsange til de femme fatales, der driver protagonisten til vanvid.

Oprørstrangen er placeret i tekstuniverset og ikke i albummets musiske del. Pladen rummer 13 sange, der alle er hurtige, effektive og nøje følger kriterierne for klassisk garagerock. Der spores dog en hang til legesyge undervejs, blandt andet med sange der bruger elementer fra surfrock og klassisk rock’n’roll. Inspirationen hentes fra 60’ernes USA og 80’ernes engelske melodiske punkmusik a la Buzzcocks.

En af pladens store styrker er dens helstøbte væsen. Det er svært at fremhæve ét nummer frem for andre; ikke fordi de alle er kloner, men de følger groft sagt samme skabelon: højt tempo, staccato-riff og melodiske omkvæd. Heldigvis er kvaliteten gennemgående høj, og pladens høje energiniveau holder lytteren fanget. Uden baggrundsviden kunne man sagtens forestille sig, at bandet bestod af unge debutanter, der lever sig ind i miljøet og stilen. Stor cadeau til bandet for at kunne fremstå som energiske og tidløse og ikke som udbrændte fortidslevn, der forgæves forsøger at leve op til fortidens bedrifter.

Kort sagt en plade, der vil vække stor jubel hos fans af klassisk garagerock.

★★★★☆☆

Deltag i debat