Plader

The Deer Tracks: Aurora

Skrevet af Signe Palsøe

»Hej! Jeg vil gerne bede om for 20 kr. blandet elektronik med Stina Nordenstam-vokal, og så kan du ellers bare fylde op med noget klar klokkelyd. Lidt støj og guitar må der også gerne komme i, men endelig ikke for meget. Og put det gerne i en knitrepose.«

Jeg savner slikbutikkerne, som de var i gamle dage. Dengang det var muligt at have hele biksens bland selv-sektion bag en plexiglasplade i skranken, og man pænt måtte fortælle slikmutter for hvor mange øre labre larver, man kunne tænke sig i dag. På forhånd havde man fastsat et beløb på måske 10 eller, hvis der virkelig skulle skejes ud, 20 kr., og hvert enkelt stykke blev nøje udvalgt, så det var sikkert, at ikke en eneste øre gik til spilde. Det sikrede slikposer af uhørt høj kvalitet. Og det sikrede svage sjæle, som mig selv, der nu til dags på ingen måde kan passere biffens endeløse bland selv-vægge, uden at det koster mindst en halvtredser. En æra i dansk slikhistorie, der desværre nåede sit point of no return ved 25-ørens exit fra vores økonomi.

Hvis den store, vide musikverden var en slikbutik, kunne Aurora meget vel være min pose. Her er lidt af alt det, jeg godt kan lide i en kombination, som jeg ved, man ikke bliver træt af i løbet af en hyggeaften. På et elektronisk grundlag af skandinavisk vinterknitren og lidt stille glockenspiel udfolder svenske The Deer Tracks deres iørefaldende, men aldrig decideret fængende melodier, der akkompagneres af Elin Lindfors’ skrøbelige vokal. Indimellem, som i “Yes This Is My Broken Shield”, udvikler de stille toner sig til en støjende mur af lyd, men oftest fortsætter musikken sin stille færd uden at nå et egentligt klimaks. Det er da heller ikke let at pege på hverken høj- eller lavpunkter i løbet af pladens godt 45 minutters spilletid, der bedst kan beskrives som én lang vellyd.

Vellyd kan i sig selv være et glimrende mål for en gruppe som The Deer Tracks, men et forsøg på at opnå denne kan let resultere i blank anonymitet, hvis ikke bandet formår at skille sig ud fra de mange andre kunstnere, der opererer i det samme melankolske og elektroniske farvand. Det lykkes til dels for The Deer Tracks at finde deres famøse egen lyd, der alligevel lyder, som om det er sammenstykket af diverse forbilleders styrker. Bandet besidder lidt af Múms skævhed, Sigur Rös’ storladenhed og Blue Foundations sans for fængende melodier, men formår ikke at gøre sig selv til noget virkelig ekstraordinært på nogen af disse områder, hvilket resulterer i en efterhånden dalende interesse for musikken.

Når det er sagt, er Aurora stadig et rigtig fint debutalbum, der besidder nogle karakteristika, som The Deer Tracks bør arbejde videre med. En kæmpeskildpadde eller en lakridspibe bliver den aldrig; måske en af de der nye vampyrer, hvor den tyske kapitalismes højborg i Haribo Lakrids A/S har sparet lakridskroppen væk og i stedet har indsat noget sort vingummi. Den ligner originalen. Helt så godt smager den ikke, men når man i biografens bælgmørke spiller slik-roulette med sin blanding, bliver man alligevel glad over at fiske sådan én op. Det kunne have været meget værre.

★★★★☆☆

Deltag i debat