Plader

Deerhoof: Offend Maggie

Skrevet af Anders Mortensen

Der er sket noget med Deerhoof. De har fået noget presseopmærksomhed, og nu går de i en retning, hvor det er muligt at få mere. De er stadig outreret avantgardepop a la Animal Collective, men de er blevet lidt pænere i kanten. Alligevel synger Matsuzaki stadig lige legende og naivt, og det bliver aldrig dårligt.

Det er, som om der sker den samme udvikling for hver eneste gruppe, hvis udgangspunkt har været utilnærmeligt, obskurt, eksperimenterende og outreret, når de pludselig bliver en enig musikpresses lille skønhedsdronning af særhed på grund af det eller de album. Det skete for Animal Collective. Og det er også ved at ske for Deerhoof. Alle har de med sikre skridt nærmet sig en større og bredere fanskare på grund af leg med lette symfonier og melodier blandet sammen med deres egen mærkelighed, som de alligevel aldrig ville være i stand til at skille sig helt af med, hvor meget de så end ville.

For ikke at skære for meget over den samme kam, trækker jeg de indledende påstande en smule tilbage og starter så lige forfra (for det lød måske lidt hårdt): Det, jeg mener, er, at det er en naturlig udvikling for de fleste bands, der overraskede står foran et væld af positiv omtale og mediebejleri, at begive sig ud af en vej, hvor det iørefaldende står en smule højere på listen end før, og det er slet, slet ikke ment i nogen nedladende tone. Ja, i Animal Collectives tilfælde kan man næsten sige, at de er ved at skabe den perfekte moderne psychpoplyd, og det ville muligvis aldrig være sket uden den omtale, der blev givet til Sung Tongs og Feels.

Men nok om Animal Collective. Det er selvfølgelig langt, langt mere interessant og vedkommende at tale lidt om det mål, Deerhoof er nået til nu, hvor de står og kigger på coveret af deres 12.(!) plade, Offend Maggie. Det forestiller en nøgen mand, der står skrævende over en stol med et blankt ansigt, og sikkert tænker: »Hvordan ser jeg ud?«

Ja, hvordan ser de ud, Deerhof? Er de stadig hysteriske? Ja, sådan da. Hyper? I kontrasten mellem sødmen og skraldene, ja. Der er i hvert fald en eller anden form for spænding dér – et sted midtimellem. Charmerende? Som altid. Matsuzaki kan vist ikke være andet. Det er en lillepigestemme fanget et sted mellem uskyldighed og ond, ond viden. På Offend Maggie lyder den præcis, som den skal, selvom den måske er tilsat lidt ekstra eftertænksomhed. Matsuzaki når ikke op på de store hvin, som hun ellers har for vane, og det er egentligt et kendetegn for hele pladen.

Det er et dæmpet Deerhoof, der kommer én i møde, hvilket klæder dem et godt stykke hen ad vejen. Sangene er forholdsvist afslebne og skarpe, men det er dog lige at trække den for langt, hvis man siger, at de er skabt efter den klassiske treminutters popsingle-opskrift. Tag endelig ikke fejl af det, jeg siger: Deerhoof er pop. Det er musik, der er helt hen i vejret på de fleste områder, men samtidig utroligt lyttevenligt, iørefaldende og melodisk på en hel masse andre områder, og så har man Deerhoof, hvor man helst vil have dem. Der er ikke noget, der ryger direkte ind på playlisten til den næste personalejulefrokost, men der er heller ikke noget, der decideret skræmmer. Det hele handler i sidste ende om tilvænning, og når først den er gennemført, så er Deerhoof et opløftende bekendtskab i al deres ordnede mani.

For der er lagt en smule låg på vildskaben og euforien, selvom der er gjort mere plads til riffet over hele pladen. Åbneren “The Tears and Music of Love” gør netop brug af et sådant, og det lyder fantastisk. Lidt tungere, lidt mere chugga-chugga . Det er ikke regulær rock’n’roll, men det nærmer sig til tider, hvis ikke det var for de afbrudte og konstant skiftende tempi og strukturer.

Den lettere side af bandet dukker op på det ligeledes fremragende “Snoopy Waves”, der er let janglet og en smule powerpoppende og decideret nuttet. »California / traveling golden week / our pals coming to town / California / dressing in pretty greens / sunshine coming to town.« Det er svært bedårende med Matsuzakis naive og skinnende japansk-engelsk, og Deerhoof har det trick, at guitaren oftest følger vokalsporet helt tæt og bliver andenstemme. Det er oftest mere leg, end det er musik, og man fornemmer Matsuzaki som en lille pige, der sidder og sammensætter lyde, universer og handlinger i sit hoved. De fylder hende op til bristepunktet, men det eneste, hun har at udtrykke det med, er en guitar og et trommesæt, som så bliver hendes kompagnoner. Noget i den retning.

På samme måde er det i det lille, simplistisk hoppende no wave-popnummer “Basketball Get Your Groove Back”, der er fortalt ud fra en basketballs synspunkt. Det er så præcist, som det kan beskrives, for teksten handler ikke om andet end bevægelse. Matsuzakis stemme er bolden, og instrumenterne er bevægelserne. Guitarerne pipper i en kantet rytme, og det samme gør Matsuzaki, imens hun fortæller om livet som bold. Det er en så såre simpel symbiose, men det fungerer. Ligeledes så på den episke lukker, “Jagged Fruit”, der i starten forekommer kedeligt traskende og retningsløs, men som så til sidst sætter skønheden og de knasende guitarer ind. Det er den slags skift, der gør, at pladen i sidste ende bliver ved med at være interessant.

For det er ikke helt godt det hele, men det er heller aldrig dårligt. Det er bare en smule indelukket til tider. Der er sange, der er hurtigt glemt, og man sidder tit og venter på en eller flere eksplosioner af den slags, man er vant til fra ’Hoof. Der er kun små anslag til det, og de er også virkningsfulde, men Deerhoof er måske gået helt bort fra tidligere tiders anfald. Tilbage står man med en afslappet gruppe og et utrolig solidt album med masser af »syngen og tappen med«. Det er på alle måder en gruppe, der har bevaret sin kære særegenhed, men man kan ikke undgå at undre sig over, om gruppen i al sin nyfundne ro har mistet lidt barnlig magi.

★★★★☆☆

Leave a Reply