Plader

Fucked Up: The Chemistry of Common Life

Med The Chemistry of Common Life har Fucked Up lavet en dybt ambitiøs og musikalsk ekstremt gennemarbejdet hardcore-plade, der tager livets helt store spørgsmål op og i det hele taget ikke står tilbage for noget som helst. Resultatet er overvældende og blandt de bedste plader i 2008.

Med The Chemistry of Common Life indtræder Fucked Up på verdens musikscene som et af disse års allervigtigste bands. Det her er ganske enkelt det bedste, mest ambitiøse og mest visionære hardcore-album i umindelige tider – og et smukt vidnesbyrd om, hvor langt man kan komme med en klar og kompromisløs vision, og hvor meget der er brug for sådanne visioner. Hvordan man, selv i verden af i dag, kan få musik til virkelig at betyde noget og en plade til at lyde, som om intet andet end lige præcis dén er vigtigere i lige præcis dette øjeblik.

The Chemistry of Common Life er skamløst ambitiøs, hvilket udpensles fra pladens første sekund i “Son the Father”, der er et af de mest klarsynede, dagsordenssættende åbningsnumre, jeg har hørt. En intro der lyder som en panfløjte, langsom opbyggelse af lag på lag på lag på lag af guitarer, et skrig, så en veritabel orkan af instrumenter og lidt efter et kor, der råber voldsomt, men alligevel har svært ved at trænge igennem den bankende rytme. Indimellem truer det hele med at overstyre, men man er alligevel aldrig i tvivl om, at balancen holdes nummeret ud. Man er brutalt og elegant suget ind i Fucked Ups univers.

Pladen former sig som en lang universelt favnende suite af melodi, brutalitet og råb, og teksterne, sangtitlerne og den afklarede og ekstremt gennemtænkte tilgang til musikken giver et næsten post-eskatologisk indtryk. Det her lyder som musik, der står tilbage og kigger fremad, efter alt andet er forbi. “Days of Last” lyder en typisk sangtitel på pladen.

“No Epiphany” hedder førstesinglen, for Fucked Up nærer ingen illusioner om en dybere indsigt i altings væsen. For det er dét tematiske niveau, vi befinder os på. “Twice Born” hedder et andet nummer, for der spekuleres i det hele taget i en mulig genfødsel efter Gud efter alle tiders politiske manifestationers spillen fallit.

I en genre, hardcore, der ellers ofte er kendetegnet ved en intuitiv, kaotisk og halsbrækkende tilgang til musik og tekster, fremstår The Chemistry of Common Life som gennemarbejdet ned til mindste detalje. Numrene udgør små wall of sound-lignende hardcore-katedraler af lydlag, og som værk betragtet er der intet, der forekommer tilfældigt. Et nummer som den instrumentale “Golden Seal” skaber et repetitivt åndehul, som virker både faretruende og beroligende.

Førnævnte “Days of Last” er et elegant eksempel på Fucked Ups dybest set meget kontrollerede udtryk. Det kaos, der ligger i hardcorens natur, holdes hele tiden i ave af de bastante og ekstremt velproducerede trommer, der pladen igennem virker som centrum for den orkan, man som lytter befinder sig i. Det hele lyder selvfølgelig voldsomt, som det sig hør og bør i genren, men udtrykket er samtidig vildt melodisk. Kernen i de fleste af sangene er en smuk og af og til let melankolsk melodi, som på et af pladens bedste numre “Black Albino Bones”, der samtidig er det, der bedst fremviser en anden af Fucked Ups forcer, den sublime brug af kor. Koret pakker, sammen med muren af lyd og den lette popmelodi, sangens politiske budskab ind i en besnærende indpakning, og refrænet »I need a little escape« resonerer desto smukkere. I et spagt forsøg på at give et indtryk af, hvordan Fucked Ups hardcore lyder, kan det tilføjes, at man let kunne forestille sig Mark Kozelek få et gribende resultat ud af en afdæmpet akustisk genindspilning af The Chemistry of Common Life, som han tidligere har fået det af sine AC/DC-covers.

Den her plade er det mest ambitiøse og visionære hardcore, der er lavet siden Refused udsendte The Shape of Punk to Come, og der er absolut ingen bagvedliggende DIY-filosofi, som det ellers ofte er tilfældet. Der er derimod tale om en gennemført studiekreation af højeste karat, og det lader da også til at være den eneste måde, bandet har kunnet fremelske et tilfredsstillende musikalsk grundlag for en vision, der omhandler livet, døden og den mulige genfødsel.

The Chemistry of Common Life er et knusende klart billede af livet i den moderne verden. Pladens næstsidste nummer hedder “Looking for God”, og det er sigende nok instrumentalt og fungerer nærmest som coda for de foregående numre, inden det glider over i det afsluttende syv et halvt minut lange titelnummer, der som smuk cirkulær sløjfe spiller sig op i mod “Son the Father” som et særligt vægtigt stykke af en monumental vision: Gud er død og så alligevel ikke. Han findes måske netop i “the chemistry of common life”, for Fucked Up antyder det mirakuløse som værende til stede overalt, hvilket også afspejles i coveret, der afbilleder en Manhattanhenge.

Det bliver ikke mere nødvendigt, mere påtrængende og mere 2008 end det her. The Chemistry of Common Life er en af årets allerbedste plader.

★★★★★☆

Deltag i debat