Plader

Glasvegas: s.t.

Skotske Glasvegas ankommer med den voldsomst tænkelige hype i ryggen, og de manifesterer på denne debutplade deres helt eget udtryk på både godt og ondt. Melodierne og sangmaterialet er decideret fremragende, mens tekstuniverset og det samlede udtryk udarter sig til en nærmest bizar oplevelse.

Skotske Glasvegas’ debutplade i eget navn er en af de udgivelser, hvor hypen er løbet så massivt og løbsk i forvejen, at det umiddelbart synes vanskeligt at danne sin egen selvstændige mening om værket. Hypen er nemlig ikke en hvilken som helst hype, men selveste Årets NME-hype 2008. Det engelske musikmagasin udgør sin egen, notorisk hyperbolske hype-maskine, der kan få en hel nation (læs: briterne) til at gå i selvsving over snart sagt hvilket som helst debuterende band. Når bandene formår at leve op til de spaltevis af superlativer, de bliver tildelt, er resultatet en charmerende symbiose mellem folk og musik, som er en sørgelig sjældenhed i disse internettider. Et eksempel kunne være Arctic Monkeys. Når NME endnu en gang formaster sig til at udskrige totalt gennemsnitlig musik til storhed allerede inden udgivelsen, har det stakkels band bag ikke en chance for at leve op til bladets og dermed folkets forventninger. Et eksempel kunne være Coventrys stolthed, de i Danmark totalt ukendte The Enemy.

Glasvegas har modtaget den voldsomste pre-release-hype siden Arctic Monkeys, og lad mig starte med at fastslå, at de formår at holde sig oven vande, alene fordi deres udtryk ikke minder om noget andet britisk band i dag (eller nogensinde for den sags skyld). I mine ører er Glasvegas et dybt bizart konglomerat af tydelige musikhistoriske inspirationskilder, et næsten grotesk skamløst tekstunivers og en meget britisk form for folkelighed, alt sammen leveret på klingende skotsk. Det her er pompøs pub-musik med to store P’er.

Ud over det faktum, at pladen lyder som få andre ting, er der rigtig meget godt at sige om den her plade. For eksempel: Åbneren med den bedårende titel “Flowers and Football Tops” intonerer bandets æstetik på nærmest majestætisk vis. En simrende intro, buldrende trommer, længselsfuldt kor og James Allans meget karakteristiske og voldsomt udtryksfulde vokal, der kan tilsøle et hvilket som helst ord i en tyk fernis af melankoli. Altid akkompagneret af Jesus and Mary Chain-inspirerede guitarer, der sammen med 50’er- og Phil Spector-inspirerede melodier udgør bandets musikhistoriske hovedstol.

Alt i den her musik skriger anthem, udlængsel og fælles-melankoli. Lige i hælene på denne betagende åbner følger så monstersinglen “Geraldine”, der må være en af de seneste års stærkeste britiske singler. Alt fungerer øjeblikkeligt her. Det er sådan set de samme ingredienser som ovenfor beskrevet, men tilpasset single-formatet. Det virker decideret overvældende. Herfra går det nogenlunde slag i slag med små perler som den lille “Lonesome Swan”, der kunne være et glemt samarbejde mellem Buddy Holly og Dion DiMucci skrevet under en melankolsk tur til Glasgow i 50’erne, og den rørstrømske “Daddy’s Gone”, der kvalitetsmæssigt nærmer sig en ballade-pendant til “Geraldine”. Musikalsk er Glasvegas en endog meget sikker og sine steder decideret fremragende debutplade.

Men. Ud over de mange rosende ord, som jeg kunne forsætte med en rum tid endnu, er der også en del skidt at sige om den her plade. For eksempel: Af mildt sagt uransagelige årsager er der i åbneren “Flowers and Football Tops”, efter fem minutters perfektion, inkluderet en knapt to minutter lang, klistret outro, der pludselig, i ens forundrede ører, tager form af “You Are My Sunshine”. Sangen kunne have efterladt én i ekstase, men i stedet er man nu dybt mystificeret.

Nuvel, “Geraldine” følger lige efter, og da den først har manifesteret sig som et musikalsk mesterstykke, begynder teksten langsomt at skabe samme mystificerende effekt som førnævnte outro. En kvinde beskrives i nærmest helgenagtige vendinger. Hun kan efter sigende få alt til at arte sig, når det ser allermest sort ud. Godt nok stikker en linje som: »I need to make sure you know it’s just the prescription talking« kraftigt ud i al sin skamløshed, men man bliver først for alvor taget med bukserne nede i omkvædets konkluderende sidste linje, hvor kvindens identitet afsløres: »My name is Geraldine, I’m your social worker.« Den besungne helgeninde er gud døde mig en socialarbejder fra Glasgow!

Derudover popper der hele pladen igennem små, næsten absurd skamløse ting op, som den decideret vamle recitation “Stabbed” og “Go Square Go”, der når sit klimaks i det grimme omkvæd: »Here we go, here we go, here we fucking go,« der gentages i det uendelige, så man længe efter martres af mentale billeder af skrålende Glasgow Rangers-fans på pub med armene i vejret inden et møde med Celtic. Tekst- og attitudemæssigt minder Glasvegas om en veritabel kamelkaravane, der skal sluges, inden man som lytter forhåbentlig kan nyde den fremragende musik, uden at føle at man har lidt alt for voldsomme overgreb. Det her er Morrissey gone mad. Håbløs sentimentalitet, men uden den mindste snert af ironi eller idiosynkrasi. Glasvegas præsenterer deres univers som absolut legitimt og tager alle tilløb til skamløshed, som tænkes kan, mens de ignorerer alle alarmer, der forgæves indikerer, at vi efterhånden er nået langt over the top.

Glasvegas er altså noget af et bastardprodukt, og det særegne udtryk og de blændende melodier gør, at fadølstendenserne og den håbløse arbejderklasseromantik bliver næsten tålelig, de steder hvor den ikke er så ekstrem, at den bliver decideret interessant. Bandet skal have en masse pluspoint for ikke at lyde som andre af tidens bands, for at tro på deres eget univers og for at køre det langt ud over kanten, og de skal have en masse minuspoint for de steder, hvor det hele tager overhånd og bliver decideret ulækkert.

★★★★☆☆

Deltag i debat