Plader

David Grubbs: An Optimist Notes the Dusk

David Grubbs, den ene halvdel af Gastr del Sol, har udgivet en samling vegeterende sange, der dyrker stilstand og ro. Et abrupt greb i luften efter de momenter i livet, hvor tankerne har sat kroppen i stå og smidt tiden på porten.

Da jeg skulle starte på at skrive denne anmeldelse, gik der lige 30 sekunder, hvor jeg gik i stå med hovedet på skrå og kiggede over på de engelsk-udseende lejligheder med grågule mursten på den anden side af gården. I en forsamling af mennesker kan man også opleve, at en af de tilstedeværende bliver fraværende. De får et stirrende blik, der ikke rigtig peger nogen steder hen. Alle kender det, alle har prøvet det, og alle har set andre gøre det. At falde i staver kalder vi det. I en forsamling bliver personen fraværende, men hvis han er alene, har han ikke nogen at være fra. Tværtimod bliver han nærværende i sine egne tanker. Tiden står stille. På et vaskeri kan man lytte til maskinerne, der sjasker tøjet rundt, mens gadelivet på den anden side af ruden beskæftiger sig med dets egne, små gøremål. Man kan sågar sidde og stirre på et ur, mens viserne langsomt bevæger sig, uden på noget tidspunkt at registrere tiden. Den er opløst.

An Optimist Notes the Dusk lyder, som om det er skabt af en mand, der er faldet i staver. Jeg forestiller mig, at David Grubbs ligger i sin seng i sine egne tanker og glor op i loftet et par timer, inden han sætter sig på sengekanten, griber sin elektriske guitar og i samme mentale bevægelse begynder at anslå halv-akustiske, langsomme bluestoner. Der er en meditativ ro i hans sange, der er som skabt til dage, hvor selve det at stå ud af sengen er en omhyggeligt udført pligt, der eksekveres andægtigt.

Første nummer på pladen hedder således også ganske passende “Gethsemani Night”. Aftenen før Jesus blev korsfæstet sad han med sine disciple i olivenhaven Getsemane og bad, inden han blev taget til fange. Et så dramatisk efterspil synes dog ikke at være på spil i Grubbs bønner, der indkapsler stilstandens ro ganske klart: »Relatively still life / a black square / a black on black square / cut into the kitchen wall / having crafted a still life / having cut and not run / cutting through what? Through life / a hole in the wall«. Gentagelser og reformuleringer stadfæster langsomt og en anelse abrupt en tidsuafhængig tilstand.

“An Optimist Declines” har samme tempo og sindsstemning, om end der i de dirrende guitartoner og hvirvlende trommerytmer forekommer en forstyrrelse, som skaber et mere foruroligende nummer. To andre numre på albummet afsøger også dette territorium med stor grundighed og eftertænksomhed i et lydunivers, der er nemt at engagere sig i.

Det efterlader to sange på den seks numre lange plade, som skiller sig ud fra resten og fra hinanden. “Holy Fool Music” er nemlig et up-tempo klassisk rock-nummer med sprød guitar, bas og trommer. Det er simpelthen et popnummer, men dog ikke i højere tempo eller anden tone, end at det stadig kan forholde sig til resten af pladen. Det sidste, næsten 12 minutter lange “The Not So Distant” er brummende, dissonante toner og droner, der er mere stillestående end resten pladen, men også en hel del mindre interessant. Grubbs’ eksperimenterende natur tager for meget over her, og der mangler en Jim O’Rourke, tidligere samarbejdspartner i Gastr del Sol, til at give råd og rette til.

An Optimist Notes the Dusk ville ellers have været den perfekte lydliggørelse af det stirrende fravær og det indre nærvær, som Richard Youngs har brugt en del år på at nærme sig med retoriske spørgsmål til livet og søgende toner. Måske var Grubbs bare faldet i staver, da han satte pladens sidste nummer på.

★★★★★☆

Deltag i debat