Plader

Hinsidan: Nightshift EP

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Nightshift er Hinsidans tredje ep, og på albummets fire numre, der både inkluderer et remix og en live-optagelse fra Ungdomshuset, når bandet vidt omkring rent musikalsk. Et enkelt nummer er fremragende, mens resten halter efter, og det resulterer i en usammenhængende ep under middel.

Industriel, roterende støj, der er fin som sne, bølger langsomt fra højre til venstre kanal og tilbage igen. Støjen fortsætter i et lavere niveau, mens en dybere basdrone kommer snigende ind i lydbilledet og lægger en grundtone, der er svagt rungende. Det varer et minut eller to, hvor der ikke er megen variation, men det fungerer rigtig godt stemningsopbyggende, og som lytter mister man ikke interessen – tværtimod er man forventningsfuldt fanget. Derefter åbner lydbilledet sig, og nærmest som om himlen skilles, stiger harmonier ned og skaber lys midt i det mørke, dronen har skabt. Det er flot og imponerende, også selvom det ligger en smule tæt op af dele af Vangelis’ dystre soundtrack til filmen “Blade Runner”.

Således åbner Hinsidans seneste ep, der er en 10-tommers vinyl fra selskabet Phisteria med fire numre. Desværre bliver det ikke bedre end denne monumentale åbning på udgivelsen, der er bandets tredje 10-tommer siden debutalbummet med den lange titel God is in the Details/Music for Ghosts, som også udkom på Phisteria.

Mens åbneren er herligt kradsende, stemningsskabende ambient, så er Hinsidans største problem, og det bliver også lytterens problem, bandets brug af beats på ep’en. Lyden af trommerne på de tre resterende numre er næsten pinlig, og det er en skam, når nu Hinsidan med åbneren har vist, at bandet godt kan lave musik uden hi-hat af plastik og stortromme dækket af uldtæppe. De bedste sekunder på nummeret “Labyrinths of Obsession” er f.eks. de sidste 15, hvor beatet er væk, og mørkt strengespil har mere stemning end resten af nummerets nær-jungle-helvede.

Remixet af åbningsnummeret plastrer det til i fantasiløse, industrielle beats, som gemmer den skønne ambientfølelse fra før. Afslutningsnummeret “Nightshift” er optaget i det gamle Ungdomshus, og her må lytteren ikke bare lægge øre til ep’ens tungeste beats, men også til en lydkvalitet, som ikke løfter nummeret meget højere end at være en skidt liveoptagelse præget af for meget diskant. Vokalen sunget af Casper Holm fra bandet Before passer ikke ind, selvom den måske har fungeret live, hvor nummerets slægter sig på Joy Division både vokal- og synthmæssigt, hvilket sikkert har været mere tydeligt.

Hinsidan burde forfølge de toner, som bandet søger og udfører med succes på åbningsnummeret “The First Time We Met the Blues”. Med fire af den type numre, hvor bandet ikke forcerer med beats, men sublimt skaber stemninger, havde denne ep været et godt stykke over en gennemsnitlig udgivelse. I min verden er 25 procent af en udgivelse ikke nok til at trække udgivelsen op, til trods for at “The First Time We Met the Blues” er så stærkt et nummer.

★★☆☆☆☆

2 kommentarer

  • Hej Jacob Lisbjerg
    Jeg synger ikke på Hinsidan NightShift
    selvom det var i 2008
    m.v.h.
    Casper holm

Deltag i debat