Interview

Holy Fuck – en hyldest til elektronisk musik

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Holy Fucks organiske electronica skal ikke ses som en ambition om at revitalisere elektronisk musik. Det canadiske band fornægter ikke forprogrammeringer og loops, men har valgt analoge instrumenter på grund af manglende teknologisk viden.

Ølflasker, kaffekrus, beskidte tallerkener og halvspiste sandwich har hobet sig op og indtaget næsten hver eneste centimeter på det ellers relativt store bord. Holy Fuck byder gæstfrit på en øl, som jeg akkurat lige kan få plads til at sætte fra mig på et hjørne af bordpladen.

Foto: Graham Walsh

Det er et kaotisk rod, det canadiske band sidder omkring, men ingen hverken kommenterer eller synes at lægge mærke til det. Og det afspejler fint Holy Fuck, som er præget af en tilsvarende kaostilstand og laissez faire-holdning.

Holy Fuck begyndte som et eksperimenterende sideprojekt for fire alt.-rockmusikere med interesse for elektronisk musik. Men da ingen af dem ejede noget af det udstyr, som en typisk elektronisk musiker har til rådighed, spillede de på de instrumenter, de nu engang ejede, eller på hvad de kunne finde af larmende legetøj på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Siden er Holy Fuck blevet til det primære band for Brian Borcherdt, Graham Walsh, Matt Schulz og Matt McQuaid, mens deres andre musikalske projekter er skubbet ud på sidelinjen. Som Holy Fuck har de bibeholdt lo-fi-tilgangen til de musikalske frembringelser. Både fordi det er sjovt, og fordi de kan lide lyden. Men manglende evner er også en væsentlig årsag, fortæller Borcherdt, der stiftede Holy Fuck sammen med Graham Walsh.

»Elektronisk musik er efter min mening meget mystisk og spændende. Jeg kan lide det, jeg lytter til det, og det inspirerer mig. Men jeg er guitarist, og jeg ved ikke nok om hi-tech til at kunne lave elektronisk musik. Da Holy Fuck begyndte, ville jeg gerne lave noget, der lød som elektronisk musik, men jeg har ikke det teknologiske knowhow. Jeg har i stedet ambitioner, entusiasme og nogle venner, som er talentfulde. Så vi sagde: “hvorfor ikke finde, hvad vi har liggende rundt omkring af legetøj, vi fik til jul for 10 år siden, men aldrig har brugt. Hvorfor finder vi ikke det frem og prøver at lave vores egen version af elektronisk musik”,« siger Borcherdt og tilføjer, at Holy Fuck skal ses som en hyldest til elektronisk musik.

Indspilninger som dokument

Holy Fucks analoge version af elektronisk musik er improviseret frem under bandets koncerter. Numrene er hele tiden under udvikling, og derfor er ikke to koncerter ens, men hver især en unik oplevelse. Tager man til en Holy Fuck-koncert med forventning om at høre versioner, der ligger nær de indspillede numre, kan man meget vel risikere at gå skuffet derfra. Oplevelsen vil i hvert fald være en helt anden. Trods numrenes foranderlighed indspiller Holy Fuck alligevel plader. Med garanti ikke med håb om at sælge dem i stakkevis, men for selv at få et snapshot af en tid i bandets musikalske udvikling.

»Pladerne er et godt dokument for os. Vi kan se, hvor vi var på det tidspunkt, de blev indspillet. Og forhåbentlig forbedrer vi os hen ad vejen,« siger Graham Walsh.

Holy Fuck har udviklet sig. Mens første udspil primært var rytmebaseret, titter enkelte melodier frem på LP. Men derfra og til at begynde at lave regulære sange, er der langt. De har prøvet, men det viste sig at være en helt forkert fremgangsmåde.

»Her den anden dag sagde vi: “Hey, lad os prøve at skrive sange”. Det gik der tyve minutter med, og så stod vi alle sammen sådan her,« fortæller Borcherdt, mens han energisk spiller luftguitar. »Det er, hvad der sker. Vi kan bare godt lide at spille«.

Frem for klassisk sangskrivning har Holy Fuck en helt anden og mere tilfældig indgangsvinkel til sine kompositioner.

»Måden, vi laver musik på, skifter med tiden. Men som regel begynder det med, at vi finder på noget, der er ret cool. Det kan være et beat eller en melodilinje.

Foto: James Mejia

“Hey, lad os prøve det igen”. Sådan foregår det for det meste. Vi prøver at genskabe de gode ting og bevæge os væk fra de dårlige ting. På et tidspunkt bliver det til noget, vi er begejstrede for,« siger Borcherdt.

Processen med at bevare de gode dele og smide de mindre gode ud til siden sker på scenen. Ikke i et øvelokale. Holy Fuck øver overhovedet ikke.

»Vi ville egentlig gerne øve. Det er sjovt. Men vi gør det alligevel ikke, fordi vi ikke alle bor i nærheden af hinanden. Men igen gider vi heller ikke sidde i et øvelokale, hvor der ikke er andre end os til stede, og perfektionere vores musik,« siger Borcherdt, mens trommeslager Matt Schulz indskyder, at det ligger fjernt for bandet at stå i et øvelokale og sige “okay, lad os prøve at spille “Milk Man”«.

For dårlige til at plagiere

Holy Fuck er ikke som bands er flest. På deres Myspace havde de på et tidspunkt selv skrevet, at de ikke lyder som nogen andre. Men betyder det, at de ser sig selv som et unikt band?

»Tja, jeg vil i hvert fald ikke spille i et band, hvor man prøver at lyde som andre bands. Jeg vil personligt lave musik, der er anderledes,« siger Walsh.

»Jeg tror, at når man er 16 og begynder at lave musik, begynder man at imitere andre folk,« siger Schulz.

»Men vi gør det ikke, for det er vi ikke gode nok til«, griner Walsh. Schulz fortsætter: »Det er en åbenbaring, som alle musikere forhåbentlig finder ud af på et tidspunkt. Alle musikere er misundelige på andre bands, men man vil indse, at man har sin egen ting. Den vildeste lyd, man kan lave, er, når man er ærlig. Jeg lyttede meget til John Stanier fra Battles, da jeg begyndte, men jeg lyder på ingen måde som ham. Selvom jeg prøver. Ha ha. Vi har vores egen ting. Vi lyder som Holy Fuck.«

Deltag i debat