Plader

The Killers: Day & Age

En gang imellem må man konstatere, at et band ikke lige rammer bull’s eye, og det er de færreste bands, der ikke har en dårlig dag. Det er sikkert sket for både The Beatles og Radiohead. Måske florerer der ligefrem en form for børnesygdom, der rammer en udgivelse i løbet af et bands karriere. I The Killers tilfælde er det nærliggende at kalde den sygdom Day & Age.

Det er temmelig søgt og også tenderende til det billige, men hold da op, hvor er det svært ikke at benytte første nummer, “Losing Touch”, som reference til The Killers nye plade, Day & Age, for der er tale om et decideret tab af fornemmelse.

Det er rigtig fint at flytte sig, afprøve grænser og udvide horisonten. The Killers anno 2008 melder sig ind på den bane med Day & Age. Et album, der bevæger sig langt fra hitsingler som “Somebody Told Me”, “Mr. Brightside” og “When We Were Young” fra tidligere album. Faktisk er de postpunkede tendenser, der har været The Killers varemærke, skubbet langt i baggrunden, og nu præger kitschet 80’ersynth lydfladen.

Førstesinglen “Human” skulle lige bundfælde sig, men har egentlig vundet mere og mere på den lange popbane. Det var i hvert fald et nummer, der gav forhåbninger om endnu et godt The Killers-album, men desværre stritter albummet i en sådan grad, at det er svært at se meningen med konceptet.

Kort fortalt kan det opridses således:
“Losing Touch” flyder over med noget underligt trompet-TV-2-tema. I “Joy Ride” hvæser saxofonen af sted sammen med funkbas, og der flirtes med bossanova i “I Can’t Stay”.

Det hele flettes ind mellem udmærkede numre, f.eks. “A Dustland Fairytale”, “This Is Your Life” og “Neon Tiger”, men det er rodet og alt for forvirrende. Legesygen har taget overhånd, og det gælder både musik og tekst, hvor f.eks. “Human” forsøger sig udi en litterær Hunter S. Thompson-klon, og “Spaceman” handler om at være kidnappet af aliens.

Der mangler fikspunkter og holdbare enheder, som man kan danne sig musikalske billeder af. Der er masser af catchy pop indimellem, men det drukner lidt i lysten af ville en helt masse, og det går meget, meget galt, når der ikke sorteres i sax-, samba-, funk- og synth-koncepterne.

Bandet – og måske også produceren Stuart Price – har i hvert fald mistet overblikket et eller andet sted, og der er gået Pet Shop Boys i den – ikke at der er noget at indvende imod dem, men Pet Shop Boys gør det nu engang bedst alene.

Der popper en masse øjebliksbilleder op på nethinden, når man lytter til Day & Age, og det er i og for sig rigtig dejligt, men når man skal navigere mellem enten et lydspor fra “Miami Vice” eller “Cocktail”, så ryger fokus relativt hurtigt.

The Killers ender med at vandre rundt i ingenmandsland, og det er ikke et godt sted at være alt for længe. Lad os håbe, at de finder tilbage til den ærlige og redelige sangskrivning, hvor der er færre legende elementer og et langt mere stramt styret koncept.

★★★☆☆☆

Deltag i debat