Plader

Duncan Lloyd: Seeing Double

Et album fra guitaristen fra Maxïmo Park. Når denne anmeldelse er skrevet, kommer jeg aldrig til at lytte til denne plade igen.

Man skal passe på, når man som musiker skal navngive en plade. Der sidder måske nogle negative anmeldere derude, som har i sinde at gribe fat i det mindste, selv navnet. Seeing Double. Man ser dobbelt, når man er fuld og er i en rus. Men det kan ikke være det, Duncan Lloyd tænkte på, da pladen skulle døbes. Dette albums lyttere efterlades i hvert fald ikke i en tilstand af eufori eller noget i den stil. Nej, i denne dåb må der have ligget en sjældent kendt grad af selvkritik.

I studiet, da det hele var overstået, satte Lloyd sig måske for at lytte pladen igennem. Da det var gjort, udbrød han så måske: »Der er intet nyt eller interessant ved denne plade. Den er ordinær som ingen anden, og jeg kan ikke forestille mig, at nogen kunne have interesse i at lytte til den. Det er ikke, fordi den er decideret ubehagelig at lytte til, men den er bare så uinteressant og intetsigende, at selv ikke dens anstændige melodier kan redde den.«

Efter en snak med folkene i studiet, eller hvor den nu blev indspillet, blev han så måske enig med sig selv om, at den skulle hedde Seeing Double. Igen, det havde ikke noget at gøre med ruslignende tilstande – det havde noget at gøre med, at det at lytte til pladen reelt var som at lytte til et eller andet, jeg ved ikke, mix af tendenser i rocken og poppen fra 60’erne og frem. Et mix, vel at mærke, uden højdepunkter, uden tiltrækning og uden noget som helst andet end en spilletid og nogle nogenlunde sange, som man ikke gider lytte til mere end et par gange. Men nok om titlen.

Normalt er isen tyndest på midten. Jeg vil anmelde Duncan Lloyds plade, Seeing Double, fra en yderkant. Måske viser det sig, at isen i dette tilfælde er tyndest dér.

Undertoners motto er: »Opmærksomhed til den alternative musikscene.« Nu vil jeg ikke skyde folk ideologier i skoene, men tillad mig blot at hævde, at den idé, der ligger bag interessen for såkaldt alternativ musik, består i en afvisning af klichéen og en omfavnelse af nyskabelsen. Hvis man vil, kan man karakterisere klichéen som reaktionær og nyskabelsen som progressiv. En kliché er en hævdelse eller en betryggelse af det bestående: Man bekræfter det, der er, ved en jovial gentagelse af dets præmisser og en dertil knyttet accept af verden. Klichéen problematiserer ingenting. Den sætter ingen nye rammer for forståelse, den [“¦] sikrer den falske bevidstheds overlevelse og udbredelse. Set i denne sammenhæng bliver nyskabelsen eller antiklichéen revolutionær. Når man konstruerer noget, der ikke kan begribes ud fra etablerede standarder, tvinger man til kritisk stillingtagen.

Hvis man nu antager denne karakteristik af den type musik, som Undertoner gerne vil skabe opmærksomhed omkring, må jeg, som i alle andre anmeldelser, også i denne spørge, om Duncan Lloyds plade hører til på denne plads. Det umiddelbare svar er nej. Grunden er, at pladen ikke er alternativ. Den er en kliché – eller en mængde klichéer, et udstrakt deja-vu.

Gentagelser er jo som regel kedelige, og det gælder i ret høj grad også denne udgivelse. I det mindste er den da nogenlunde behagelig. Sådan er det med genkendelser. De skaber ro: De forventelige strukturer, de ligesom velkendte melodier, som man aldrig har hørt før, men alligevel er med på med det samme, den resignerede og temmelig middelmådige vokal; alt dette, som gør pladen forsonende og spiselig for de fleste, denne dubiøse egenskab, som sætter i stand til at samle, har udslettet selv den lille smule interesse, denne anmelder til en begyndelse indrømmede at vise for albummets moderate vellyd.

Betragt et øjeblik coveret i øverste højre hjørne. Det er et fotografi af et højhus og nogle træer, som bades i sollys. Hvis nu huset og træerne er henholdsvis udførelse og sangskrivning, så er solen båndet til det eksisterende. Denne sol er så kraftig i forhold til fotografiets øvrige elementer, at man kan sige, at den næsten udvisker dem. Den lader dem gå op i den gennemgående tone af gul, som dens egne stråler kaster ud over baggrunden. Det velkendte dominerer denne plade i en sådan grad, at man som lytter har meget svært ved at sætte pris på de kvaliteter, den trods alt måtte indeholde. De forsvinder.

Mit gæt er, at træerne vælter i næste storm. Huset står nok for nedrivning. Det er ikke, fordi der er noget i vejen med håndværket som sådan. Det hele er meget basalt. Gængse instrumenter, sangstrukturer og melodier. Alt fungerer for så vidt på denne meget jordnære måde, og det kunne være meget indtagende. Det er bare så utroligt kedeligt, at man bliver deprimeret af det. Det skulle tilsyneladende have været en gedigen rockplade uden så meget vrøvl. I stedet er den blevet det vindpust, der skubber de mørke efterårsskyer i lytterens retning.

Det kan godt være, at enkelte eller mange kunne charmeres af Lloyds plade. Personligt bliver jeg nødt til at stoppe her. Jeg kan ikke holde ud at lytte den igennem igen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat