Plader

Barbara Morgenstern: BM

Skrevet af Cæcilie Jessen

Barbara Morgenstern lader elektronik og klaver skiftes til at sidde på førersædet på BM. Det er tit skævt og luftigt, og det tyske gør et eller andet. Men det er også lidt kedeligt. Og så lugter det lidt af 90’erne. Måske lidt for meget.

Jeg maste cigaretten mod asfalten med min sko og slog kraven op om ørerne. Det blæste iskoldt; novemberhimlen havde netop ladt falde sin første ladning sne. Det var ikke noget at tale om, kun lidt fnug, en byge, men ikke desto mindre blæste det iskoldt.

Jeg lod blikket køre ned over dørtelefonens navneskilte: Müller, Meese, Milski – dér var hun: Morgenstern. Barbara Morgenstern. Jeg trykkede på knappen og ventede lidt. Så strømmede en svag strøm af klaver ud af det elektroniske apparat, og jeg blev summet ind i opgangen.

Jeg kiggede mig omkring. Til min venstre side bredte sig en gang med døre med numre på. Der var noget skævt ved hele byggeriet. Som om arkitekten havde tegnet mellem linjerne. Som en komponist, der lægger sig på off-beatet. Samtidig virkede gangen firkantet og bastant, mens luften ligesom var tyktflydende. Kærtegnende. Berlin er et underligt sted. Jeg skuttede mig og bevægede mig hen mod den første dør.

Jeg bankede på; intet svar. Men jeg kunne høre den samme klaverklimpren, der havde mødt mig i dørtelefonen. Jeg kom til at tænke på Paris; røgen og rødvinen og Yann og… Jeg åbnede forsigtigt døren på klem. Som jeg stak hovedet ind, mærkede jeg drønet fra en bil, der kørte rundt i Berlin i natten. Jeg så i rummet en gammel, haltende Trabi i et ubestemmeligt tempo, men alligevel så jeg den køre fremad. Hele tiden fremad. Og så begyndte det at glide. Jeg turde ikke længere kigge. Da jeg lukkede døren, hørte jeg en skramlen.

Der var et stykke hen til dør to, og jeg måtte sætte det lange ben foran for ikke at falde bagud. Knap var jeg nået derhen, før et dunkende beat slog mig i møde. Døren stod åben, og derinde i det glimtende stroboskoplys dansede slanke damer med Kents Joachim Berg, og forførende strakte de deres arme ud mod mig. »Come to Berlin!« Jeg er i Berlin, for søren. Jeg tøvede et øjeblik for deres lokkende sirenesang, inden jeg skyndte mig at smække døren og ryste på hovedet for at ryste dem af mig.

Jeg kiggede på mit ur: 20 minutter i 10. Jeg skred forbi dør tre, fire og fem. Jungledyr og elektronikmure. Jeg havde på fornemmelsen, at det var okay at springe over her. I rum fem stod døren på klem; jeg kunne ane et klaver med en gave til Beethoven på toppen. Jeg stoppede op et kort øjeblik og undrede mig, inden jeg gik videre.

Der stod jeg foran døren til rum seks. Jeg vidste ikke, hvad der ville møde mig, men jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive en”¦ interessant oplevelse. Jeg åbnede, og synet, der mødte mig, er svært at beskrive. Under loftet hang Robert Wyatt og brummede med lukkede øjne. Rundt i rummet svævede et stort klaver og en strygerkvartet og lange, bløde stykker af skyer. Jeg stod naglet til stedet i nogle øjeblikke. Igen denne dragende følelse. Igen denne… Jeg rev mig fri og gik videre.

Og så var det, jeg følte benene blive bløde under mig. Jeg er ellers ikke sådan at hyle ud af den, men sirenerne fra rum to var nu igen ude efter mig. »Komm durch die Tür! Komm herein,« lokkede de. Jeg tændte en cigaret. De dansede rundt i valsetakt, nærmest usynlige, hviskende. Jeg pulsede løs, så gløden med rekordhastighed bevægede sig mod mine nedbidte negle. Jeg mærkede kampen i mine ben, det ene den ene vej, det andet den anden vej.

Et vist lydniveau havde hævet sig i gangen. Et miskmask af engelske og tyske ord blafrede omkring mig, mens klaverstumper og elektronisk hårdtpumpethed kæmpede om sfærepladsen. Et øjeblik troede jeg, mine ben ville begynde at danse, men så hørte jeg noget. En vuggen gennem luften. En krydret duft ramte mine næsebor. Jeg hakkede mig vej gennem lydjunglen og standsede op foran dør nummer 11.

Jeg følte mig kastet til et andet sted. Jeg mærkede, jeg havde set dette før. Jakarta. En æggende vuggen, smagen af rejechips. Jeg måtte knibe øjnene frem for at se i de tykke tåger, men det, jeg så…

Mit øre fangede noget. En lyd, en fornemmelse af at være ved mit mål. Jeg drejede hovedet væk fra mine indonesiske drømme, og der så jeg hende. Barbara. Stående i døren til rum 12, viljefast, knyttede næver. Jeg kunne se hende bevæge læberne, og jeg kunne se mandskoret bag hende ekkoe hendes ord, men jeg måtte nærmere for at høre. Barbara. »Du willst / Ich kann / Ich soll / Du muss.« Ja, Barbara. Jeg vil, jeg må. Jeg lod hende trække mig ind i rummet, og der var trygt og varmt. Jeg lod mig dumpe ned ved siden af det elektriske klavers orgellyd. Jeg lukkede øjnene et øjeblik. Mens jeg faldt hen, klimprede et klaver igen langt væk. Jeg tænkte på bygningens skævheder, på den tyske betonhed, på elektronikkens og klaverets kamp, på den underlige, bedøvende luft i gangen. Jeg undrede mig lidt, og på vej ind i trætheden tænkte jeg, at jeg ikke havde behøvet lede i de andre rum. Her var hun jo. Barbara. Jeg faldt i søvn i hendes stærke arme.

Køb hos:

★★½☆☆☆

Deltag i debat