Plader

Murs: Murs for President

På et letflydende popalbum leverer Murs en skrantende præsidentkampagne uden diplomatisk berøringsangst. Det her er hiphop med sjæl og klassiske dyder, hvor der både bliver pralet, leveret moralske opsange og klaget over verdens tilstand. Det er samtidig hiphop, der undrer sig over kærlighedens væsen og tager kampen op. Murs som præsident.

Hujende mennesker, fanfarer og en live-reporterende tv-rapporter. Murs ankommer til pressekonferencen for at annoncere sit kandidatur til præsidentposten. Sådan starter Murs for President, men som vi nu ved, var han ikke engang tæt på at vinde. Det var vist heller ikke så alvorligt ment, det kandidatur. Han taler ellers fremragende for sig. Men albummet afslører, at han i virkeligheden måske ikke havde så meget overskud til at arbejde sig frem til præsidentposten, da kvinden, der skulle have været hans førstedame, vist er skredet fra ham.

Murs taler derfor om tre ting: sine ord-ekvilibristiske evner, verdens sørgelige tilstand og sit tabte hjerte. De to første emner synes jo helt naturlige i en amerikansk præsidentkampagne. Man snakker om, hvor fantastisk en politiker, man er – Murs taler godt nok mest om sine evner til at rappe – og man sviner samtidig sine modkandidater for deres manglende evner. En god gang klassisk mudderkastning. Så taler man om verdens tilstand, og hvordan man vil ændre den. De politiske mål. Men tuderiet over ekskæresten synes lidt fejlplaceret. I det hele taget virker det ikke, som om Murs helt har fanget, hvad det kræver at blive præsident.

Til gengæld er det helt fantastisk at høre ham rappe om de ting, han faktisk har styr på. Hans pralerier i “I’m Innocent” kræver, at man hører hans flow og energi for at forstå kraften i hans ord. Fremhævelsen af sig selv som en ægte kvindebedårer, hvor han sviner andre for at være endimensionelle og usofistikerede, leveres som en fængende club-banger. Og det er gennemgående for hele albummet: Det fænger som en fløjtet melodi fra Hameln. Med en hel flok forskellige producere skifter albummet fra skumle beats over syrlige synths dirty south-style til jazzede og soulede produktioner. Ja, der er endda MTV-kompatibel tungrock i “A Part of Me”.

Murs for President virker altså på to planer: Som no bullshit-popsange og som indholdsrig lyrik, der leveres med ekstremt stilsikker fornemmelse for rim og ordspil, der får budskabet til at flyde let og lækkert, som den dyreste kaviar på en strøm af ægte champagne (ikke det der Kristal, de andre rappere altid taler om).

Og han kommer godt rundt i en flok substantielle emner. Han taler om, hvor træt han er af blive sat i bås som gangster, hvordan omgivelserne altid tror, de ved, hvem han er (“Think You Know Me”). Han taler om sin egen opvækst, og hvor svært det er at gennemføre sine håb og drømme, men opfordrer alle til at få det bedste ud af deres liv: »Be original, be different, be the one to stand up and shut this system« (“Everything”). Han taler varmt for at ændre den sorte races situation: »All these rappers wanna talk about is guns and dope / don’t they realize we’re all at the end of our rope / the future all depends on the power of our quote / the power of our pen / the power of our vote / the power of your words / the power of your voice / the power of america is the freedom of choice / we choose to do nothing / we’re losing, we’re suffering« (“Can It Be”).

Den tanke udbygger han i den fremragende “The Science”, hvor han fremlægger sit syn på den sorte races historiske mishandling som positiv videnskab, hvilket fører frem til en beskrivelse af hiphoppens historie, der fremføres som redningsplanke: »Adversity produces opportunity / anything’s accomplished through strength and unity / the fate of the word is in the hiphop-community / the revolution is here and now with you and me.«

Samtidig er der så den følsomme Murs, den frustrerede Murs, rapperen med det knuste hjerte. Det er ham, der sætter spørgsmålstegn ved livet på tour, når han savner sin kvinde derhjemme og kæmper for at holde de fristende groupier fra livet. Det er ham, der mindes, dengang han mødte sin kvinde, og klager over forholdets rutiner og problemer. Men det er også ham, der taler varmt for at påskønne sin kvinde og behandle hende ordentligt; ham, der vil vælge hende før sine venner; ham, der godt kan se igennem fingre med rutinerne, fordi »love is all about progress, not perfection« (“Love and Appreciate II”). Det er den Murs, der undskylder sin opførsel, fordi berømmelsen steg ham til hovedet, og fordi han ikke kan leve uden hende. Alt minder ham om hende og den tid, de havde sammen, og alligevel er han for stolt til at bede hende om at tage ham tilbage. Det er en rammende og ærlig beskrivelse af et forhold mellem to mennesker, der elsker hinanden, og alle de overvejelser, der dukker op, når forholdet forfalder i misforståelser og dumme handlinger.

Murs bliver aldrig præsident på at tale om kærlighed, men på Murs for President får han afdækket en lang række vigtige emner, der også inkluderer politisk og social bevidsthed i en flok sange, der nærmest kæmper med hinanden om at få mig til at råbe: »Dén her er bedst!« Murs bliver nok aldrig amerikansk præsident, men det ville nu alligevel være kærkomment med en så socialt engageret leder, der samtidig taler så bramfrit om sine allerinderste følelser.

★★★★★½

Deltag i debat