Plader

Of Montreal: Skeletal Lamping

Skrevet af Camilla Grausen

Kevin Barnes og hans farverige kollegers nye album er et genremiks med pop-fragmenter og en tekstside, der fremtryller en ren buffet af seksuelle identiteter. Spændende, spændende. Men lyder det godt? Egentlig ikke. Albummet lever desværre ikke op til de høje forventninger efter sidste års Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

Øv, hvor er jeg skuffet. Efter adskillige imponerende albums fra amerikanske Of Montreal og de vidunderlige melodier fra sidste års Hissing Fauna, Are You the Destroyer?, hvoraf størstedelen i den grad har bevist, at popglæden er langtidsholdbar, kommer nu Skeletal Lamping. Og lad mig gentage: Øv. Den kedelige disko-drejning, anden halvdel af Hissing Fauna”¦ tog, fortsætter nu for fulde gardiner på det nye album, blot på mere forvirrende og irriterende vis. Kevin Barnes og co. går grassat i genremiks og seksuelle fantasier på et album, der fremstår som én lang samling af fragmenter, inklusive lidt støj og nogle oh la la’er.

Hvor Hissing Fauna”¦ var et yderst personligt album for sangskriver og frontmand Kevin Barnes, er Skeletal Lamping en leg med mange forskellige identiteter. Barnes synger som den transseksuelle, den sorte diva, den generte unge heteroseksuelle og mange flere endnu. Dette skizofrene udgangspunkt skal til for at vise, at vi alle sammen har identiteter, der er flydende og kun begrænses af vores fantasi. Den slags er jo hørt før, men intentionen er da stadig udmærket og hurra for queer theory og postmodernistiske identitetsteorier, men nu er det jo trods alt musik og ikke kønssociologi, det handler om. Og idéen bag Skeletal Lamping munder ikke ud i et festfyrværkeri af musikalske identiteter.

Når jeg nu skriver, at Prince-inspirationen og den erotiske bøssefest har overtaget på Skeletal Lamping, kunne man jo nærliggende tro, at det er et meget festligt album. Men det er det på underlig vis heller ikke. For selvom der er mange små melodistumper og dansevenlige øjeblikke på albummet, er der to problemer. For det første ligger nogle af de numre, der besidder størst popgennemslagskraft, i høje toner fra Barnes og er tempofyldte som 90’er-eurodance, og det kommer til at lyde både hysterisk og skabet – som f.eks. på “For Our Elegant Caste”. For det andet er størstedelen af numrene så fragmentariske med glamrock, dance, funk, forvrængede Beach Boys-harmonier og, igen, Prince-fraseringer, at der ikke er ret meget melodiøst, der får rigtigt fat, før Of Montreal er videre i programmet til næste popstump.

I det forjagede udtryk, hvor Of Montreal drøner videre og videre på et album med 15 numre, der virker som én lang montage, er de velkendte Of Montreal-øjeblikke med fløjlsbløde harmonier, himmelsk popjubel og legesyg bas desværre også tæt på at drukne. Hvor det før var en styrke hos Of Montreal, at de brød grænser og udfordrede indiepop-skabelonerne, har det her taget overhånd. Dog formår f.eks. “An Eluardian Instance” at insistere på en mere struktureret melodi og minder om de gode takter fra bandets tidligere udgivelser. Den ellers skrækkelige diskobasker, “Touched Something’s Hollow”, afsluttes desuden med et fint, fint stykke kun med vokaler og klaver. Her er der plads til lidt mere alvor, og identitetskrisen er ikke iklædt glimmer og glidecreme.

Selvom Barnes gemmer sig bag diverse alter egoer, ændrer det ikke på, at teksterne bliver en tak for meget af det gode, når man har hørt linjer a la: »We can do it softcore if you want / but you should know I take it both ways« og »I want you to be my pleasure-puss / I want to know what it’s like to be inside you« nok gange. En sjofel vittighed kan være sjov, men 20 i træk?

Skeletal Lamping er en skuffelse. Men min forhåbning er, at albummet blot er et velfortjent frikvarter for Of Montreal efter to aldeles glimrende albums. Jeg ønsker ikke Kevin Barnes endnu en personlig krise, så han kan lave nogle gode tekster og melodier igen, men måske bare, at han genfinder det personlige udtryk, der i hvert fald tidligere har skabt alvorlig, glædesfyldt og genreudfordrende musik. Forhåbentlig finder Of Montreal tilbage på sporet og overrasker positivt igen inden alt for længe!

★★★☆☆☆

Om skribenten

Camilla Grausen

Koncertredaktør og skribent
camilla@undertoner.dk
 

Biografi:
Engang for længe siden var jeg i praktik på det hedengangne musik- og filmmagasin Blender, hvor jeg kom til koncert med Mew og fik lov at anmelde Bon Jovi. Praktikopholdet, nærmere end Bon Jovi, åbnede mine øjne for musikskriveriet. Jeg har været om bord på Undertoner siden 2003, hvor jeg anmelder og skriver nyheder, men er især aktiv som koncertredaktør siden 2007 og står for alt, hvad der vedrører koncertanmeldelser. Jeg er derudover cand. mag. i Litteraturvidenskab med Engelsk & Kulturformidling.

Fem favoritalbum:
PJ Harvey: Is This Desire
The Savage Rose: s.t.
Psyched Up Janis: Hi-Fi Low Life
Björk: Vespertine
John Parish & PJ Harvey: Dance Hall at Louse Point