Plader

Oxford Collapse: Bits

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

På sin fjerde plade fænger Oxford Collapse endnu en gang med energiske, skramlede collegerocknumre. Med et knap så vellykket resultat går trekløveret fra Brooklyn flere gange væk fra denne fremgangsmåde, og det går en del ud over det samlede indtryk af Bits.

Enhver med en forkærlighed for energisk guitarrock af den slags, der strømmede ud af billige transistorradioer i amerikanske collegestuderendes dorm rooms i 80’erne og 90’erne, kan ikke andet end falde pladask for “Please Visit Our National Parks”. Efter et døsigt åbningsnummer er denne sangs rastløse, Built to Spill-værdige guitarkaskader og entusiastisk galpende vokaler det egentlige startskud for Oxford Collapses tour de force udi skævvridende collegerock på Brooklyn-bandets Sub Pop-debut fra 2006, Remember the Night Parties.

Opfølgeren byder – heldigvis – atter på de skæve taktarter, den spontane udførelse og den skramlede produktion, som er så appellerende ved Oxford Collapse. At der denne gang ikke er nogen nye guitar-riff så tryllebindende som det i “Please Visit Our National Parks”, gør mindre, når nu Oxford Collapse også i denne ombæring disker op med en god bunke fængende sange. De er som oftest ret straight forward, men trekløverets hjerner er alligevel krøllede nok til, at de gerne kører ned ad et par sideveje for lige at se, om der sker noget spændende. Det gør der ikke altid, og det er den største anke ved Bits.

Samtidig har Oxford Collapse ikke blandet kortene alt for heldigt, for afstikkerne befinder sig på pladens anden halvdel. I stedet for at have været skæve afbræk imellem de tempofyldte collegerocknumre ligger der en samling mindre heldige eksperimenter sidst på pladen, og det gør det til en drøj omgang at komme igennem samfulde 13 numre.

Mens “Men & Their Ideas”, som kickstartes af en effektfuld, Minutemen-agtig basgang, er herligt skødesløs, er både “Children’s Crusade” og “John Blood” tvivlsomme indslag. Førstnævnte byder ikke ind med andet end de efterhånden allestedsnærværende folkpoppede vokalharmonier tilsat tampende trommer. Dét er lige vel letkøbt. Omvendt er “John Blood” ikke særligt velklingende. Jo, den indbudte kvindelige vokalist har en sød stemme, men selve nummeret er både rodet komponeret og fremført. “B-Roll” er med et særdeles uskønt sangforedrag også undværlig.

Til gengæld er Oxford Collapse rigtig gode til at spille det, de gør bedst: straightforward, energisk guitarrock. Pladen åbner passende med lyden af en bil, der sætter i fart, for de markante temposættende trommer, smittende underliggende guitarlinjer og Michael Pace og Adam Rizers energisk skrålende vokaler på “Electric Arc” giver netop følelsen af at være i fart. “Young Love Delivers”, “Back of the Yards” og “For the Winter Coats” bliver med succes leveret med en lige så entusiastisk hastighed. Denne type numre er der imidlertid for få af på Bits til, at pladen formår at leve helt op til Remember the Night Parties.

Der er ej heller noget på Bits, der slår undertegnede bagover i begejstring, som tilfældet var med “œPlease Visit Our National Parks”. Samlet set er pladen dog et lyt værd, for langt det meste af vejen er Oxford Collapse underholdende selskab. Altså, lige indtil ideerne ramler sammen om ørerne på de tre amerikanere.

★★★½☆☆

Lyt til “The Birthday Wars”:
[audio:http://assets1.subpop.com/assets/audio/4465.mp3]

Deltag i debat