Plader

The Pierces: Thirteen Tales of Love and Revenge

Skrevet af Mads Jensen

Hvis man har en 13-årig kusine, som synes drenge er spændende, og forældre er nederen, og man gerne vil udvikle dette livssyn i stedet for hendes musiksmag, når man skal købe julegave til hende, så er The Pierces måske lige sagen. Thirteen Tales of Love and Revenge er ligegyldig pigemusik, der er hurtigt glemt.

The Pierces er, som man måske allerede har luret ved at kigge på coveret, indiepop – sød indiepop. Og selvom søstrene Allison og Catherine Pierce ser søde ud, og melodierne ved første gennemlytning er meget fine, så er der heller ikke andet i Thirteen Tales of Love and Revenge. Det er form uden indhold. Det er overflade og ikke andet. Ikke én gang føler man, at sangene kommer ind under huden på én. Jeg har før beskrevet, hvordan man kan stampe med på en sang, selvom den ikke siger én noget. Det er ikke tilfældet her. Her er ikke noget at stampe med på, for melodierne er ved nærmere gennemlytning så kedelige, at man ikke engang kan engagere sin fod til at stampe med, og så ligner det hele praktisk talt hinanden.

Når alt dette så er sagt, så er det stadig en oplagt gave til en 13-årig pige med et lyserødt værelse. En af dem med en lille bamse i snor klistret på sin lyserøde mobiltelefon. En af dem, der synes Paris Hilton er sej, OMG. En af dem, der synes, hendes forældre er rigtig nederen, fordi de ikke lader hende tage i byen torsdag, fredag og lørdag. Og det er vel fint nok. Der skal vel også være noget til dem, men hvorvidt det har været intentionen at gå efter netop denne gruppe, er dog alligevel tvivlsomt. Desuden er det selvfølgelig problematisk i forhold til Undertoners læsere, hos hvem denne plade næppe vil få en varm velkomst.

Det hele er meget pussenusset, hvilket i øvrigt kan have sin charme, men efter sådan 13 numre, synes man måske alligevel, at The Pierces nærmere virker som et par teasers end nuttede. “Lights On” er et godt eksempel. Sangen starter med et langsomt beat. Samstemmigt læner søstrenes vokaler sig så op ad den langsomme rytme, men allerede ved omkvædet er man mæt. »Oooh, oooh, oooh / ooh ooh ooh,« lyder starten. Langsomt og sensuelt. Omkvædet handler om at make love with the light on, og det er ærlig talt lige lovlig banalt og tomt.

“Boring” er en sang, der lyder som et James Bond-tema, man har hørt før, men alle James Bond-temaer lyder selvfølgelig som et James Bond-tema, man har hørt før. Der er altså den der tiltrækkende, pompøse 70’erlyd på omkvædet. Versene går på, hvor kedeligt high society er. »Sexy boy, girl-on-girl, ménage à trois – boring / marijuana, cocaine, heroin – boring / nothing thrills us anymore, no one kills us anymore / life is such a chore when it’s boring.« Sådan lyder teksten, der således er lige så tom, som skuffen med ideer til spændende melodistykker har været, da de skrev melodien. I det mindste passer titlen på indholdet.

Når alt dette er sagt, så har de da lavet nogle melodier, der er ok fængende de første par gennemlytninger, og de synger også fint. Desværre bliver det bare ikke til mere end det. Lad mig til sidst understrege, at jeg ofte er ovenud glad for pigemusik. All Saints står eksempelvis mit hjerte nær, mine venner vil sige foruroligende nær, så det er ikke kønsbetinget, at jeg sabler The Pierces. Det er bare, fordi det er én stor gang ingenting. Sej pigemusik bliver ikke sej af, at pigerne fortæller, de er seje. Det bliver sejt af, at pigerne er seje.

★½☆☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar