Anbefalet

Plader på tredje sprog

Skrevet af Redaktionen

Når vi kigger i vores pladesamlinger, må de fleste af os konstatere, at der er et kraftigt underskud af plader, der ikke er enten på dansk eller engelsk. Det vil vi nu forsøge at rette op på med anbefalinger af ni plader, der alle er på tredje sprog.

Kun alt for sjældent hører vi musik, hvis sprog hverken er engelsk eller dansk. Vend blikket mod spejlet og reolen og spørg dig selv, hvor mange sprog du ikke omgiver dig med, skønt du kunne. Hvornår har du sidst snakket med din indre Fela Kuti, besøgt 70’ernes progressive Italien eller globetrottet i jagten efter det sublime med verdens førende etno-musikæologer fra Sublime Frequencies?

Lad os huske på, at verdensmusik er andet og mere end Ballroom på Roskilde, din mor, der danser beskæmmende let påklædt i den lokale kulturforening, og Paul Simons Graceland. Alle verdens nationer har deres grænsesøgende kunstnere, der fravælger engelsk til fordel for et udfordrende livtag med modersmålet. Oftest trives denne tradition uden opmærksomhed fra det store udland, og hemmelige mesterværker overgår skamfuldt til international glemsel. I kampen mod denne enorme ærgerlighed anbefaler Undertoner her ni plader på andre sprog. Forhåbentlig vil det anspore til yderligere opdagelsesrejser.

Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.

Daniel Flendt Dreesen

Zazen Boys: Zazen Boys 4 (2008)

Af D.T. Suzuki og hans formidling af zenbuddhismen har jeg lært, at ‘Zazen’ betyder ’siddende meditation’. Men det er ganske umuligt at sidde eller meditere til lyden af Zazen Boys fjerde fuldlængde. Det gør ikke noget, det er smart, når postpunk, math, synth, dance og Prince lyder så originalt og på alle måder bevægende; Mukai Shutoku leverer sit sprog uimodståeligt prægnant. Blandt tredjesprogsplader bør vi naturligvis finde et japansk bidrag til verdensscenen. Denne er det bedste i adskillige år.

Group Inerane: Guitars from Agadez (Music of Niger) (2008)

Indrømmet, det er ikke sproget, der er i centrum hos Group Inerane, men de uforlignelige guitaristers rytmetogt og de herligt dionysiske ’stammehyl’, for nu at bruge et ord fra “Lille sorte Sambos” tid. Albummet spillede som internetsensation en nøglerolle i sidste års eksploderende opmærksomhed omkring vestafrikansk ‘psykedelisk’ musik. Hisham Mayets tørre og hvasse produktion gør Bibi Ahmed og groupen til en ufatteligt potent lytteroplevelse, imod hvilken den meste vestlige musik blegner.

Jan Garbarek & the Hilliard Ensemble: Officium (1994)

Middelalderens Europa genopstår i højstemt majestæt, som rummet hvori en hvidglødende pil stokastisk udfolder sin flugt. Sådan tager det sig ud på ECM-udgivelsen Officium, der indskriver sig blandt det fornemme selskabs mest hævdvundne: Et kor af fire mandestemmer synger saligt de hensygnende latinske vers, men albummets egentlige stemme er Jan Garbareks glasklare saxofon og sproget dens tumlende og flygtende toner. Det kræver sin voksendom at sluge denne skønhed, men den har vi også på Undertoner. En smagsprøve på Youtube

Lasse Winther Jensen

Bijelo Dugme: Bitanga i Princeza (1979)

Bijelo Dugme er Balkans svar på Beatles, og fra midten af 70’erne og frem til balkankrigenes udbrud i starten af 1990’erne lavede de en håndfuld hovedværker i den bølge, der blev kaldt The Sarajevo School of Rock. Bitanga i Princeza er ubetinget gruppens hovedværk og pladen, hvor inspirationerne fra slavisk musik, prog og vesteuropæisk rock elegant blandes sammen med smukke strygere og dybt poetiske tekster. Titelnummeret på Youtube

Juana Molina: Tres Cosas (2002)

Argentinske Juana Molina laver diskret indietronica, og indtil videre har hun formået at variere sit udtryk en lillebitte smule over fem plader, der alle er gode. Tres Cosas fra 2002 er en glimrende indgangsvinkel, der viser en kunstner, hvis diskrete pudseløjerlige spanske tekster afspejles i et lydbillede, der næsten forsvinder, hvis man ikke lytter efter, men åbner sig op og giver rigt udbytte, hvis man tager sig tid.

Jaques Brel på Myspace: Infiniment (2004)

Belgiske Jacques Brel er en af musikhistoriens mest distinkte sangere. Det franske sprog rummer uendelige muligheder for teatralske udtryk, og ingen har som Brel formået at malke det for sentimentalitet, brutalitet og skønhed. Den dobbelte opsamling Infiniment rummer alt, hvad et frankofilt hjerte kan begære, og kan man lide eksempelvis tidlig Scott Walker, skylder man sig selv at høre, hvor han har hentet sit udtryk fra.

Mads Jensen

Googoosh: Manifest (2005)

Den smule youtube-klip med iransk popmusik fra halvfjerdserne, jeg har fundet, vidner om endnu bedre plader dengang, men pga. Khomeni er de ikke til at opdrive i den frie verden idag og slet ikke i Iran. Heldigvis er flere post-revolutionsplader med iranske kunstnere også helt anstændige. Det gælder også Manifest. Googoosh var måske den største iranske stjerne i sin tid, så det her er pop med stort P. Og det er vel at mærke den smørbløde mellemøstlige af slagsen. “Nejatam Bedeh” på Youtube

Selda: s.t. (1976)

Her har vi at gøre med tyrkisk, folket psych fra halvfjerdserne, og netop det, at musikken er fra halvfjerdserne, hører man med det samme. Produktionen er rigtig svulstig, men også meget flot. Det er virkelig en god plade, og efter sigende skulle hun også være meget politisk, men det har jeg ikke ingen mulighed for at verificere. Til tider knaser den lidt, men så kan man i det mindste lege, man hører den på vinyl, når nu den kun er til at finde på cd.

Oumou Sangare: Oumou (2004)

Ikke et sekund er man i tvivl om hvilket kontinent, denne plade er fra. Sangare er fra Mali, og det er sangene også. Temaerne på sangene ligger fjernt fra, hvad vi er vant til at høre om (ved jeg fra inner sleeve’en). Der er en sang, der handler om, hvor dejligt det er at drikke mælk. Flere handler om kvindeundertrykkelse. Men det vigtigste er lyden, som er helt fantastisk. Rytmerne og stemmeføringen lyder ikke som noget, vi kender fra Europa eller Nordamerika.

Deltag i debat