Plader

Q-Tip: The Renaissance

Med sin kun anden soloplade, The Renaissance, leverer Q-Tip et yderst bemærkelsesværdigt comeback. En personlig, elegant og fejlfri plade, der sætter en stopper for flere års pladeselskabsproblemer og lover en glorværdig fremtid. Simpelthen en af årets allerbedste udgivelser og en nydelse fra start til slut.

»Industry rule #4080, record company people are shadyyyy« – A Tribe Called Quest: “œCheck the Rhime”.

Ovenstående er en af hiphopordbogens mest legendariske linjer og blot et af en endeløs række af legendariske citater fra A Tribe Called Quests storhedstid, hvor Q-Tip sammen med Phife Dawg og Ali Shaheed Muhammed skabte nogle af hiphop-genrens mest tidløse mesterværker.

At regel #4080 sidenhen skulle blive den altoverskyggende faktor i Q-Tips solokarriere, er i den grad skæbnens ironi, men faktum er, at The Renaissance blot er hans andet officielle album siden Tribes opløsning i slutningen af 90’erne. Gang på gang er hans dybt personlige projekter blevet bremset af griske pladeselskabsfolk, der fandt dem for svært tilgængelige og umulige at markedsføre.

Det begyndte ellers så godt for Q-Tips solokarriere med den nærmest chokerende glatpolerede og dansegulvsleflende Amplified i 1999. Det var en plade, der musikalsk afspejlede sit cover, hvor Q-Tip udlevede en af hiphoppens største klicheer: Rapperen i gudepositur; med nøgen, tonet torso og pels.

Herfra gik det så galt. Næste album, Kamaal the Abstract var så underligt, snørklet og ja, abstrakt, at pladeselskabet Arista trak det tilbage inden den officielle udgivelse. Det var selvfølgelig en forfærdelig skam, og en søgning på Soulseek kan bevidne om et nærmest visionært udspil langt forud for sin tid og på kanten af egentlig hiphop. Langt mere konsekvent og gennemført end f.eks. den tilsvarende eksperimenterende Speakerboxx/The Love Below som OutKast fik enorm succes med blot et år senere på selvsamme pladeselskab. Sådan er verden så ondskabsfuld, og også senere års Q-Tip-projekter, som den planlagte Open, er blevet skrinlagt på grund af uenigheder om markedsføring. Så vidt forhistorien.

Lige nu er det mig en usigelig glæde at kunne meddele ankomsten af Q-Tips nye plade The Renaissance. Det er det mest overraskende hiphop-comeback i mange, mange år, og omfanget af det uventede og respektindgydende chok, den indgyder, er oplagt at sammenligne med Portisheads brud på 10 års tavshed med en anden af 2008’s store plader, Third.

Ligesom Third virker The Renaissance totalt upåvirket af tidens trends, og hele pladen udstråler en kunstners klare vision, der ikke på noget tidspunkt vakler i sit udtryk. Det her føles ikke som det frygtede kompromis mellem abstrakt rap og kommercielle beats, men som den plade, Q-Tip har gået og ventet på at slippe løs i ni år.

Det får det måske til at lyde, som om The Renaissance tramper ind i lytterens ører med træsko på, men det er faktisk en meget diskret og subtil plade. Genrens generelle tendens til overfyldning taget i betragtning er den befriende kort, flere numre varer blot omkring tre minutter, og alle komponenter er perfekt afstemte.

Q-Tip selv har stået for stort set samtlige produktioner, og de repræsenterer en af pladens største overraskelser. Alle, der nogensinde har tvivlet på mandens evner som producer, behøver blot konsultere en sang som Nas’ “One Love” fra Illmatic for at høre en beatsmed i kontakt med alle hiphoppens kerneelementer, men at Q-Tip mestrer så økonomisk og soul-fuld en stil, som The Renaissance udviser, kommer alligevel som en overraskelse. Hvert beat virker enormt gennemtænkt og samtidig simpelt, og der er tydeligvis blevet brugt lang tid på at finde de mest virkningsfulde samples. Men det, der løfter det hele, er den håndspillede og soulede fornemmelse, det meste af beatsiden besidder. Nyd eksempelvis den inciterende basgang på “We Fight/We Love” eller det funky, men følsomme keyboard på “Gettin’ Up”.

Et andet scoop på pladen er dens omfavnelse af R&B. Det er en genre, man skal være varsom med at benytte som inspiration, da det let kammer over i det kvalme, hvis den inkorporeres uden fingerspidsfornemmelse, men når Q-Tip inviterer eksempelvis Raphael Saadiq, Amanda Diva og D’Angelo (godt at høre ham igen, for øvrigt) med på The Renaissance, bidrager de med ægte sensibilitet, og R&B’ens tilstedeværelse mærkes ikke blot i et omkvæd hist og her, men på næsten samtlige numre, hvor Q-Tip ofte er tættere på at synge end at rappe. Dette kan eksempelvis høres på det hysterisk medrivende J-Dilla-producerede “Move”.

Det mest fantastiske ved det her comeback, og det, der får The Renaissance til at rage op som et fyrtårn blandt de seneste års hiphop-udgivelser, er alle de følelser, der er på spil. I en genre så uhyre berøringsangst, når det kommer til sårbarhed, tvivl og afmagt, konfronterer Q-Tip her smerten ved et smuldrende parforhold (i den rørende “You”), savnet af en død ven (afslutteren “Shaka”) og kærligheden til hiphop-kulturen (den jiggy “Life is Better” med en overraskende virkningsfuld Norah Jones som gæst) med en mere oprigtig tilgang til emnerne, end man er vant til i hiphop. Hvor rappere normalt opstiller en hardcore persona, når det omhandler følelser, har Q-Tip sænket alle parader.

Der er ikke et overflødigt sekund på The Renaissance, og det er virkelig svært at tøjle sin begejstring over at have en af alle tiders bedste rappere tilbage i storform – ny og bedre end nogensinde. Det bedste, jeg kan sige om Q-Tip version 2.0, er, at man nu glæder sig endnu mere til hans næste soloudspil end til et eventuelt comeback fra A Tribe Called Quest.

Indtil da er The Renaissance årets uden sammenligning bedste hiphop-plade og en oase i genren, der tørrer mere og mere ind for hvert år. Den eneste grund til, at den ikke scorer 6 U’er, er, at Q-Tip tidligere har præsteret endnu bedre med A Tribe Called Quest (ja, så gode var de), og at The Renaissance giver forhåbninger om en ny storhedsperiode for Tip og en endnu bedre opfølger. Lad der nu bare ikke gå ni år igen.

★★★★★½

Deltag i debat