Plader

Max Richter: 24 Postcards in Full Colour

Max Richter kaster dig fra postrock til ambient til minimalisme til drone. Fra scene til scene, fra by til by, fra postkort til postkort. Det er 24 stykker ny musikhistorie på 34 minutter. Det er hensvævende, men det er samtidig vågent.

Max Richter, tyskfødt klassisk dirigent og moderne komponist, har komponeret og selv opført 24 små bidder af numre. De 24 kompositioner, som han har samlet på albummet 24 Postcards in Full Colour, der bliver udgivet på Fat Cat Records, er Max Richters bud på, hvordan en ringetone til en mobiltelefon skal lyde. Han har udtalt, at han er umådeligt træt af de stressfremkaldende blipblop-24-bit-ringetoner, som i tide og utide strømmer ud fra alle og enhvers lommer, tasker og deslige.

Derfor har Max Richter skabt noget så ukulturelt (tør jeg sige lavkulturelt?) som ringetoner. Fordi ringetoner ifølge manden selv er en “umiddelbar, personlig og demokratisk måde at vise, hvad vi føler”. 24 postkort, 24 umiddelbare beskrivelser af stemning. »Hej derhjemme. Her i Berlin har vi det godt, til trods for at det regner. 15 grader og overskyet. Byen er skøn, og vi nyder hinandens selskab i fulde drag. Vi ses snart. Kærligst.« Bang! Scenen sat på 145 anslag, sådan!

På samme måde får Max Richter sat scenen med det samme. Postkortene er kastet ud i en bunke, tilfældigt skrabet sammen igen og lagt på linje. 24 gange et til to minutter, tilfældig rækkefølge. Alt er umiddelbart, afskåret fra hinanden, men samtidig er alt nærværende i sig selv. Max Richter får dig til at føle, at du er i Berlin, Prag, Tokyo, New England, Manhattan, og hvor hans postkort ellers er fra. På det sidste nummer, “H Thinks a Journey”, er der tale om sindsstemninger på lige fod med stemninger skabt i den virkelige verden.

Og hvordan formår Max Richter så at få skabt stemninger på så kort tid? Jo, Max Richter (fantastisk navn) trækker nostalgikortet. Ved hjælp af en blanding af postrock og stille klaver- og strygersuiter hensætter han lytteren i en stille meditation. Det er kondenseret nostalgi; du er pludselig et andet sted i tid og rum. Når “Return to Prague” svæver af sted med sin typisk postrockede, stille klavermelodi under en dyne af strygere og beroligende synthesizere, er det næsten en direkte kopi af Sigur Rós, mens strygernumrene er Stars of the Lid light, og klaverstykkerne er Harold Budd anno det fantastiske album La Bella Vista.

Kopieringen er nærværende, ja, men den bliver aldrig for meget. Hvor specielt Sigur Rós virkelig ville have taget et nummer som “A Song for H/Far Away” helt derud, hvor man kaster sig grædende mod gulvet mod slutningen af nummeret, afslutter Max Richter stemningen hurtigt og effektivt. Max Richter falder aldrig i den meget farlige patosfælde, hvilket også hænger sammen med, at han lader de aggressive numre afløse de beroligende falden hen-numre. Så snart den stille kombinationen af klaver og cello på “Broken Symmetries for Y” fader ud, stemmer en særdeles direkte – nærmest voldelig – violin ind på “Berlin by Overnight”. Den minimalistiske Terry Riley-kopi “Cathodes” springer i hovedet på dig, når du er ved at døse lidt hen halvvejs gennem albummet.

Idérigdommen er enorm. Føromtalte nummer “A Song for H/Far Away” indeholder f.eks. to temaer på sine to minutter, og derfor bærer 24 Postcards in Full Colour også præg af at være en samling skitser. En notesbog. Postkort i tilfældig rækkefølge, en mobiltelefon, der uanfægtet ringer løs midt i et møde. Det er det specielle – og det interessante – ved 24 Postcards in Full Colour, men samtidig er det også grunden til, at albummet ikke skiller sig ud som værende bedre end sine åbenlyse inspirationskilder. 24 Postcards in Full Colour er spændende og eksperimenterende, men hæver sig ikke over det.

En ting er dog afgjort: Havde jeg haft en lidt mere moderne mobiltelefon, ville jeg blive mødt af tonerne af “Return to Prague”, hver gang en ven ville i kontakt med mig.

★★★★½☆

Deltag i debat