Plader

The Secret Machines: s.t.

Om en rødvin er god, varierer fra år til år, og der er mange grunde til, at man ikke konsekvent skal købe den samme flaske hvert år. Det gælder åbenbart også for The Secret Machines. Deres tidligere udgivelser holder et helt andet niveau end deres seneste udspil, som klart kan drikkes, men den lange eftersmag og overvældende duft udebliver.

Plade nummer tre fra Dallas-bandet The Secret Machines er ikke just skåret, så den er let at komme ind på. Første skæring “Atomic Heels” er godt nok hverken lang eller mystisk, men hold da op, hvor er den kedelig at tage afsæt i. Brandon Curtis’ vokal lyder ganske enkelt, som om han hellere ville være alle andre steder end i ørerne på dén, der lytter, og musikken passerer ligegyldigt forbi via trommer, bas og forvrængede guitarmelodier, som absolut ikke gør meget væsen af sig.

Det er godt nok urimeligt at indlede sin anmeldelse så negativt. Jeg har virkelig forsøgt at finde et eller andet positivt at skrive igen og igen, men det første nummer på pladen er bare så intetsigende, at det er svært at negligere. Heldigvis får bandet da spillet sig lidt varmere, og langsomt åbner de lyttevenlige og lettere psykedeliske rockmelodier sig. Den over syv minutter lange “Have I Run Out” bedyrer tung rock med æstetiske lydflader og lange passager, som repeteres i samråd med skæve hints fra en guitar.

Dét er altså langt mere interessant at lytte til, og pladen begynder at hænge bedre sammen, end man umiddelbart kunne frygte. Et nummer som “œUnderneath the Concrete” har også en smittende energi og et fint guitardrive, der helt klart lyder af noget 80’er-agtigt – muligvis Men Without Hats, og det forener bandet egentlig meget fint med deres tunge bund.

Til gengæld er det småt med variation på The Secret Machines’ selvbetitlede album. Godt nok er det helt udmærket med en form for label – i dette tilfælde tung bas og insisterende trommer – men det skal, som så mange andre specifikke tendenser, have tilført en del ilt for at kunne komme rundt i kroppen, og her halter det for trioen, der ikke formår at udnytte musikkens mange alternativer. Det kører lidt for meget i ring for bandet, og numre som “Now You’re Gone” og ” The Walls Are Starting to Crack” er – i deres storladne forsøg på at lave en “krumspringsballade” – helt ude i skoven. Pretty Maids fra Horsens passer bedre ind i den skabelon!

Visionen bag pladen er temmelig uklar. Hvor vil bandet søsætte deres maskinpark? Den bliver overhovedet ikke udviklet i løbet af de otte numre, pladen varer, og selvom der er skruet godt op for volumen, og der generelt spilles mere med musklerne end tidligere, havner bandet i en blindgyde, hvor det er svært at finde en sammenhæng mellem det maskuline og det feminine.

Pladen har altså en del at slås med og kan for så vidt ikke anbefales i forhold til de tidligere udgivelser. Men starter man på en frisk uden at have hørt om bandet før, kan man sikkert få en udmærket lytteoplevelse ud af The Secret Machines. Der er bare så meget andet godt at lytte til.

★★★☆☆☆

Deltag i debat