Plader

Sister Chain & Brother John: Darkness to Warm Your Heart

Darkness to Warm Your Heart er et 10 numre langt album. Desværre. Havde den været en kort ep, som bestod af de fire første halvlovende numre, ville den have været spændende og love godt for bandets fremtid. I stedet er albummet alt for langt, og den sidste halvdel er fuldstændig ligegyldig.

Opskriften hos Sister Chain & Brother John er simpel: Han spiller guitar, hun synger til. Ingen trommer, ingen eksperimenter, intet tingeltangel. Og ligeledes ikke særlig meget at komme efter. Duoen, der er bosat i Berlin og udgives på tyske Dwarfhaus Records, har indspillet et debutalbum, som desværre lider kraftigt under at være alt for langt.

Det hele begynder sådan set meget godt. Åbneren “Let Me Ride” er med sin dybe, pulserende basgang og Sister Chains frække stemme et middelgodt nummer; det er underspillet, catchy og sådan set meget sexet. Næste nummer, “Black Room”, indledes med et støjende guitaranslag og en nu råbende vokal. Det er direkte og lige på, og også her holder det. Okay, Brother John kan også spille støjguitar. 5 point. Sister Chain kan putte delay på sin stemme. 5 point til.

På tredje skæring, “Parlour Song”, er vi tilbage ved skabelonen fra åbningsnummeret: basgang og sexet stemme. Tilsat tamburin. Okay, okay, det er fint nok, Sister Chains stemme er stadig spændende, og den historiefortællende tekst er da meget sjov. Det holder ikke i næsten fire minutter, men koncentrationen bliver opretholdt; Sister Chain & Brother John kan træde vande.

Gæt hvad? Pladens fjerde nummer, “Tuesday Parties”, lyder som pladens andet nummer “Black Room”! Vokalen er en smule mere direkte, og måske er stemningen en anelse mere præsent, som ved en koncerts sidste nummer på et lukkende værtshus, men spændende bliver det ikke.

Det var de første fire numre. Det går egentlig fint nok. Sådan en lunken “lige under middel, men udvikler I lyden, skal det nok gå”-debut. Bør det så være konklusionen på anmeldelsen? Nej, for Sister Chain & Brother John kan ikke mere. Det tager de sidste otte numre at finde ud af, at de åbenbart ikke rigtig vil mere. De sidste to tredjedele af albummet er en halvkedelig fortsættelse af den første tredjedel. Musikalsk kører de videre efter samme skabelon, men uden de gode takter og melodier, som de trods alt viste lidt af i begyndelsen.

Darkness to Warm Your Heart ender med at blive en kedelig, halvdesperat og alt for lang affære. Allerede på pladens femte skæring, den forcerede og skabede “No”, lyder det, som om Sister Chain & Brother John godt ved, at det ikke helt holder. Men til min fortrydelse fortsætter de alligevel fem numre til. På “Stage Bar” bliver desperationen immanent, idet Brother John sætter ind som tvivlsom andenvokal. Dette gør han svært skuffende, som en croonet udgave af Jens Lekman med en hul, ensidig stemme. Sister Chain opdager måske, at den er gal, for hun begynder at synge endnu mere skabet og hysterisk, hvilket virkelig ikke klæder hendes stemme og stemningen generelt. “Stage Bar” er pladens lavpunkt.

Pladens sidste nummer, “Music Box”, forsøger dog at sige undskyld for udbruddet (som fortsætter de næste to numre) med sit simple guitarstykke og en meget yndig vokal. Som afslutter er den god, og jeg bliver en smule formildet, men glemmes kan de decideret dårlige numre ikke.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at Sister Chain & Brother John har spildt to tommer sort vinyl. De kunne have valgt at udgive de første fire numre samt den afsluttende “Music Box” på en kort, men effektiv 10-tommer og have fremstået som et nyt håb. I stedet fremstår de nu som et band, der allerede på debut-lp’en har spillet alle deres kort og er løbet tør for idéer.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat