Plader

Skammens Vogn: Bilerne kører

Skammens Vogn har lavet en dansksproget plade, der er lys og luftig som P.S. Krøyer, skarp og essentiel som Arne Jacobsen og legesyg og eksperimenterende som Wilhelm Freddie.

Det er ved at være længe siden, at DIY-kultur og lo-fi-produktion var konsekvenser af hinanden, eftersom det efterhånden er muligt for hvem som helst at indspille og producere musik for så få penge og i så høj lydkvalitet, at det knapt er til at høre forskel på hjemmestudiet og det store, forkromede mainstream-produktionsapparat.

Og dog lever lo-fi-æstetikken videre i bedste velgående. Hvordan kan det nu være, når både publikum og – må man formode – musikerne udmærket er klar over, at lo-fi er blevet netop det – et rent æstetisk udtryk, et kunstnerisk valg? Jo, for på trods af at lo-fi-æstetikkens konnotationer som “ægte”, “ærlig”, “undergrund”, og hvad der ellers måtte være, vel ikke kan tages særlig seriøst længere, er der alligevel en fantastisk udtryksfuldhed i den ofte skramlede, henkastede og skitseagtige lyd, der karakteriserer lo-fi’en.

Pointen kan selvfølgelig være at skabe en bevidst uafsluttet musik for på denne måde at lade værket stå som et åbent og fortolkningsbart objekt, men det, lo-fi-æstetikken først og fremmest lover, er det renest mulige indblik i ideen; det er den korteste vej fra inspiration til udtryk og er således en mindre kompromitteret og mere umiddelbar kommunikation imellem kunstner og publikum, end minutiøst gennemarbejdet og -produceret musik nogensinde kan blive. Man kunne naturligvis argumentere for, at det er et håbløst løfte, når nu lo-fi blot er ét af mange mulige kunstneriske valg, men hos Skammens Vogn, der består af de tre herrer Oliver Hoiness (Joy L), Jakob Millung (Moi Caprice) og Nikolaj Zeuthen, passer det underproducerede udtryk simpelthen på så sublim vis sammen med de skitseagtige og – om man så må sige – underproducerede tekster, at en sådan tilgang giver overordentlig god mening.

Det kan virke svært at trænge ind i Zeuthens minimalistiske tekstunivers, men hvis man vil vove forsøget, kan man passende tage et kig på de to numre “Bilerne kører” og “Samtalen kører”, hvis sammenfaldende titler naturligvis kunne være tilfældige, men måske alligevel ikke er det. Her i “Bilerne Kører”:

»Bilerne kører / bilerne kører / husene står ved siden af / mennesker er gode / mennesker er onde / de bor inde bag vinduerne / så jeg løfter hånden op i vejret / og vinker det bedste jeg har lært / jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det / men at vinke er jo ikke særlig svært.«

Og i “Samtalen kører”:

»Samtalen kører / samtalen kører / jeg kan mærke, at jeg ikke er forlegen / jeg spørger ind, men går ikke over stregen / jeg kan mærke, jeg er glad og ikke trist / og bedre endnu: Jeg er næsten ikke selvbevidst.«

I “Bilerne kører” er trafikken nærmest en force majeure, en kraft der er lige så ubevidst som jeg’ets impulsive handlinger. En umiddelbar, konstant bevægelse, der i højere grad omgiver og former menneskenes handlinger, end den er et produkt af dem. På samme måde er samtalen (læs: lyrikken) en “næsten ikke selvbevidst” kraft, der virker løsrevet fra de individer, der fører den, og grænserne udviskes således mellem trafik og lyrik, handlinger og ord, indtryk og udtryk. Zeuthens tekster er, tilsyneladende, ubevidste konstateringer, hvor der, på trods af den meget ordknappe stil, ingen udvælgelsesproces lader til at have fundet sted. Ofte er det ren poesi, når Zeuthens litterære persona bevæger sig igennem byen og hverdagen, igennem apati og melankoli. Ligesom produktionen understreger, at det musikalske udtryk er nær identisk med ideen, lader teksterne til at understrege, at det lyriske udtryk er nær identisk med fortællerens indtryk. Og når teksterne leveres med Zeuthens stemme, der er svag at best, er det ofte ganske rørende.

For nu ikke at glemme musikken, så er den oftest i perfekt samspil med teksterne. Lige så skramlet, naivistisk, henkastet og umiddelbart fængende, i hvert fald. Der er masser af eksperimenter og en veritabel overflod af interessante lyde, men generelt er der en fin, gennemtænkt form på de overvejende melodiøse numre, som næsten alle holder sig omkring de tre minutter.

Og der er masser af højdepunkter at tage af: Det skævt svingende åbningsnummer, “Ar 272”, det festlige og bodega-rullende “Psykolog”, der indeholder de fantastiske linjer: »Så skal jeg ud på en drømmerejse / jeg skal flyve på en magisk fugl / og min tissemand er kort og kold / det tænker jeg på / jeg ved ikke hvorfor,« såvel som den suveræne “Sommer igen”, der med sit smukke, klirrende guitarspil og let melankolske tekst er pladens bedste skæring.

Men sandt at sige er der ikke noget dårligt nummer på “Bilerne kører”. Fra den starter, til den slutter med den meditative instrumentelle “Kirke”, er den proppet med dybt inspireret musik og lyrik, og pladeselskabet Lolita Industri, der bl.a. har udgivet plader med Frisk Frugt og Rumspringa, sætter en tyk streg under, hvorfor de er et af landets mest interessante selskaber. Skammens Vogn har med Bilerne kører lavet en fremragende plade, som uden tvivl er en af de bedste, der er udkommet herhjemme i år.

Som følge af et samarbejde med selv samme magasin kan denne anmeldelse også læses i Recession – tidsskrift for Nordisk Litteratur.

★★★★★☆

Deltag i debat