Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2008

Undertoners bud på de bedste plader fra ind- og udland i 2008. Et år uden tydelige musikalske tendenser, men med masser af comebacks og spændende musikalske oplevelser. Og en spraglet årsliste, der viser spændevidden i Undertoners redaktion.

Sidste år udnævnte Mikkel Arre 2007 til lidt af et comeback-år, men han forudså også, at 2008 ville fortsætte i samme rille. Han fik så absolut ret. Det er efterhånden blevet en helt industri at samle en flok halvglemte musikere i det band, de engang havde succes med, og ride nostalgiens bølger.

Men det kommer der ikke nødvendigvis uinspirerede præstationer ud af. Det ventede comeback fra Portishead var uventet vellykket både med hensyn til koncert og album, hvorfor de da også har taget en andenplads på Undertoners årsliste over udenlandske udgivelser. Bandet fornyede sig ikke kun på plade, men overvandt endda også sin sceneskræk, hvilket bedst blev demonstreret til koncerten i KB-hallen, da Beth Gibbons trådte ned til det begejstrede publikum i slutningen af koncerten og fortjent modtog både hyldest og kram. Det har i hvert fald ansporet dem til at lave endnu et album og tage på en større turne. Også My Bloody Valentine vendte lige så stærkt tilbage, som man kunne forvente det, med deres koncert på årets Roskilde. Nu venter vi bare på et nyt album.

2008 var også året, hvor den forreste garde i hård rock vendte tilbage. Guns’n’Roses aka Axl Rose fik endelig udgivet sit 14 år gamle og sagnomspundne Chinese Democracy, som selvfølgelig fik en del svinere, men også nogle få positive anmeldelser. Sandheden var jo, at det var en ganske udmærket hardrock-plade, der ville have været komplet overset, hvis det ikke var for myten. AC/DC havde mere succes med deres Black Ice, der kun er otte år ældre end sin forgænger. De leverede lige præcis det, man kunne forvente, hvilket selvfølgelig skabte massive salgstal for det 35-årige band. En effekt, der også kunne spores til salget af deres koncert i Parken til sommer, der endnu en gang blev fuldstændig ødelagt af Billetlugens manglende kapacitet. Det må der snart komme en løsning på. Sidst, men ikke mindst udgav Metallica et nyt album, der dog ikke var et decideret comeback, men med den tid, bandet bruger på deres album, føles det sådan. Det var en tur tilbage til deres gamle stil, og samtidig tog de prisen for mest højlydte album. I den evige Loudness War gik bandet et skridt videre, hvilket skabte så dårlig lyd på albummet, at en del klagede over det. For at få acceptabel lyd gjorde man klogt i at investere i Guitar Hero-versionen, for den var kun halvt så høj som album-versionen. Man må håbe, at pladebranchen snart begynder at sætte pris på god lyd igen. Det gør vi musikelskere i hvert fald.

Om generelle tendenser i musikbranchen kan man sige, at det bliver mere og mere tydeligt, at musikscenen for alvor er blevet global, og de lokale, område-relaterede genrer synes at være på retræte. Den eneste deciderede nye scene, jeg kan komme i tanke om, er The Smell i Los Angeles med populære No Age i front. Men den engelske dubstep fortsatte også succesen i år med det meget roste album fra The Bug, der fik en ekstra smag af Jamaica ved en brutal ragga-vokal, Bengas Diary of an Afro Warrior havde nær tilkæmpet sig en plads på Undertoners liste, og nu er genren også begyndt at sive ind i Danmark, bl.a. på Rumpistols nye album Dynamo.

Men ellers synes inspirationen fra verdensmusikken for alvor at slå igennem. Sidste år fik vi et tribalpoppet album fra Yeasayer. I år er antallet af udbydere vokset. Således har Vampire Weekend fået stor succes med deres sammensmeltning af afro- og indiepop. Men også bands som El Guincho og The Ruby Suns har taget de mellemøstlige og afrikanske musikalske toner til sig. Bemærkelsesværdigt nok kommer de tre nævnte navne fra henholdsvis USA, Spanien og New Zealand – som et bevis på, at scener opstår på tværs af verden. Desuden ser det ud til, at der er et skifte på vej i indierocken. Hvor The Velvet Underground i mange år har fungeret som den primære inspiration for de store indiebands som bl.a. Sonic Youth, Yo La Tengo og R.E.M. og deres mange samtidige, så virker det, som om inspirationen i disse år mere begynder at komme fra det 10 år yngre Talking Heads og deres flirt med verdensmusikken. Som tidligere nævnt er der i hvert fald kommet et større fokus på rytmer og deres muligheder, afspejlet i bands så forskellige som Battles, Animal Collective, !!! og Liars. Eller for nu at tage årets førsteplads på Undertoners udenlandske årsliste: Foals.

Hvis jeg afslutningsvis skal vende blikket mod vores årslister, så viser de først og fremmest, at Undertoner har en bred trup. En dansk liste, hvor dronerockerne Svartbag overraskende kan tage en andenplads foran Peter Sommer, og hvor der er plads til outsideren Khal Allan og hans hiphop-plade, siger noget om spændvidden. Og lige netop hiphoppen falder i øjnene på listerne i år. For selvom der er blevet plads til en del af den forventelige indierock, som bl.a. den danske vinder Larsen & Furious Jane og udenlandske navne som Jenny Lewis og No Age, så er der en del mere hiphop på vores liste end tidligere år. Således var M.I.A. eneste hiphop-navn på listen i 2007, og hun er jo egentlig ikke hiphop i klassisk forstand. Men i år er der mere regelret hiphop på listen med househiphopperen Cadence Weapon, Q-Tip, som melder sig i comeback-truppen efter ni års fravær, og de melodiske hiphoppere Lupe Fiasco og Black Milk. Lupe Fiascos The Cool udkom egentlig sidste år, men først 18. december, hvorfor vi har taget den med i år. Grunden til forøgelsen af hiphop skyldes ikke så meget en ændring i Undertoner-redaktionens smag, men nærmere en forandring i sammensætningen af anmeldere. Men det har også givet en større spændvidde på vores årsliste, som klæder den.

De danske

10. Khal Allan: Tuder og høvding

9. Choir of Young Believers: This Is for the White in Your Eyes

8. Le Fiasko: Le Fiasko

7. Causa Sui: Summer Sessions vol 1.

6. The William Blakes: Wayne Coyne

5. Lack: Saturate Every Atom

4. Peter Sommer: Til rotterne, til kragerne, til hundene

3. Barra Head: Go Get Beat Up

2. Svartbag: s.t.

1. Larsen & Furious Jane: Zen Sucker

 

De udenlandske

20. Girl Talk: Feed the Animals

19. Shearwater: Rook

18. Black Milk: Tronic

17. No Age: Nouns

16. Wildbirds & Peacedrums: The Snake

15. Joan as Policewoman: To Survive

14. Beck: Modern Guilt

13. Lupe Fiasco: Lupe Fiasco’s The Cool

12. Jenny Lewis: Acid Tongue

11. Q-Tip: The Renaissance

10. Conor Oberst: s.t.

9. Frightened Rabbit: The Midnigt Organ Fight

8. Fuck Buttons: Street Horrrsing

7. Deerhunter: Microcastle

6. Why?: Alopecia

5. Cadence Weapon: Afterparty Babies

4. TV on the Radio: Dear Science

3. Gang Gang Dance: Saint Dymphna

2. Portishead: Third

1. Foals: Antidotes

Deltag i debat