Plader

Cody: s.t. EP

Skrevet af Signe Palsøe

Mystikken vil ingen ende tage. Er her tale om en gruppe opmærksomhedssøgende ballademagere? Eller er det kunst? Antifolken breder sig som ringe i vandet. Cody, det nyeste skud på stammen, har fået bægeret til at flyde over. Nu er det frem med luppen!

Gennem stort set al den tid, jeg har interesseret mig for musik, har jeg haft et genremæssigt hængeparti. En betegnelse jeg ikke umiddelbart har kunnet adskille fra så mange andre og derfor ofte har set mig nødsaget til, af dovenskab eller af mangel på opklarende kilder, at overse eller at tolke som et blæreord, kunstnere kan bruge for at højne anerkendelsen af deres produktioner. Når man lægger øre til et af disse værker, som har påduttet sig selv en etikette med definitionen “antifolk”, lyder det jo unægtelig ofte hen ad den folk, som den nødvendigvis må være en modreaktion på. Indimellem er produktionen mere skrabet, og musikken tenderer lo-fi, men den kan på den anden side også være forholdsvis pompøs. Måske er tekst- såvel som musikside præget af alvorlige miner, og instrumenteringen kan være mindre iørefaldende end hos folken. Men heller ikke dette er nødvendigvis tilfældet. Cody påstår med sin debut-ep at have udgivet et antifolk-værk. Jeg vil tage ham på ordet og udnytte chancen til forhåbentlig at blive en smule klogere.

Som en ægte internetdetektiv af det 21. århundrede starter jeg min færd på Wikipedia. En hurtig søgning bekræfter mig i, at jeg ikke er pinligt uvidende. Wikipedia, der ellers er flink til at fortælle mig om samtlige kemiske intermediærer i den menneskelige metabolisme af fedtsyrer eller til bare at fremtrylle et par opmuntrende billeder af blomster og kattekillinger, kommer til kort, når det gælder antifolken, og må undskyldende forklare sig med: »It is still highly debated what exactly the defining characteristics of this sub-genre are« og vise mig et nydeligt billede af Beck. Hvis musik jeg egentlig ikke synes minder synderligt om Codys, selvom Sea Change har sine lighedspunkter med ep’ens mere afdæmpede passager, som eksempelvis “Shame”, der er båret af en stille, melankolsk, men stadig vældig melodiøs guitarmelodi.

Wikipedia giver mig alligevel et nyt spor i form af adressen til denne samling sælsomme musikeres hovedkvarter, hvor jeg hurtigt befaler min browser at føre mig hen. Her tager en broget skare af mænd, kvinder og animerede amish-gutter venligt imod mig med sang, dans og skramlede videoer, der viser, at antifolken skam ikke behøver at være stille og indelukket; her kan sagtens være fut på instrumenteringen, så længe den ikke er for velpoleret, og du samtidig ikke tager dit kunstner-ego alt for alvorligt.

Her ville Cody sikkert passe fint ind i fællesskabet med sine gennemgående fængende melodier og et åbningsnummer, der pludselig sætter ind med en høj, bred og skramlet instrumentalside, selvom hans hang til country og det til tider særdeles velproducerede måske ikke er så velset i disse kredse. Et link til antifolkens verdenskort, hvor kun USA og England er afbilledet, fortæller mig nu alligevel, at Cody har fine venner; igennem en lang række koncerter har den unge musiker gjort sig bemærket i antifolkens højborg i The Big Apple, hvilket siden har ledt til opvarmningstjanser for så prominente kunstnere som Bonnie ’Prince’ Billy og The National.

Efterhånden har jeg dannet mig et helt godt billede af, hvad antifolkens kunstneriske kvaliteter indebærer, men alligevel vælger jeg at slå et smut forbi Allmusic for at få de sidste sager på plads. Umiddelbart virker sitet lige så uvidende som Wikipedia, da man må lede forgæves efter antifolken i den ellers imponerende liste af genrebetegnelser, så jeg må ty til skrappere og ganske grænseoverskridende midler i form af advanced search-funktionen. Og her er der bid. Allmusic opsummerer ganske præcist antifolken som en intelligent og eftertænksom modreaktion på folken, som inderst inde besidder en bidende og protesterende punk-spirit. Og som tydeligvis foretrækker at gemme sig temmelig godt.

Jo, når alt kommer til alt, besidder Cody ganske vist nok af disse kvaliteter til at kunne kalde sin musik for antifolk. Jeg vil med ro i sjælen tage min bløde detektivhat af, læne mig tilbage i stolen og lytte til en ganske udmærket debut-ep.

★★★★☆☆

Deltag i debat