Plader

Common: Universal Mind Control

Skrevet af Christian Klauber

Det er nye tider for Common. Feel good-attituden, snakken om at være true, for real og alt det der synes at være væk. Nu er der dømt markedsføring på Allmusic, sex og champagne, og det er godt nok en sjov forvandling at være vidne til. Men spidser man ører, gemmer der sig faktisk en overraskelse eller to.

Jeg vil ikke direkte kalde mig Common-fan, men jeg har altid ment, at han var noget af det bedste solskinshiphop, der findes. Skulle det gode humør findes frem på en regnfuld dag, fandt fingrene hurtigt og helt af sig selv frem til C. Nå ja, og så var der jo lige den fremragende lyriske hyldest til hiphoppen på “I used to love H.E.R.” fra Resurrection. Også det seneste album, Finding Forever fra 2007, er habilt, om end nogen uden tvivl vil mene, at der er lige lovlig meget pop indblandet. Fair nok, men sådan har Common altid været.

I 2008 er tiderne skiftet. Common har fået Kanye West og Pharell Williams/The Neptunes til at dreje lidt på knapperne på mixerpulten, og både West og Williams yder også vokalbidrag på pladen. Produktionsmæssigt har ovenstående team-up skabt nogle potentielle hit, men i farten har man tabt lidt af den gamle Common, den socialt bevidste, politiske, følsomme rapper – ham med solskinnet – og i stedet erstattet ham med en 40-årig mand med sex på hjernen.

Nå, men af sted hamrer den nye Common. Og ret skal være ret: Det første nummer, titelnummeret, kunne bestemt godt være et særdeles succesrigt klubhit, hvor Neptunes’ fremragende beats og synthtoner flyder godt sammen med samplingen af Afrika Bambataas “Looking for the Perfect Beat”. Det er kvalitets-hitmageri, og det er da om noget det, Neptunes-drengene kan.

Og så sker det: Den frådende, sexfikserede Common-variant slippes løs. Og selvom der ikke er noget galt med at have sex på hjernen (det har de fleste mennesker), må jeg blankt erkende, at det univers, som jeg værdsætter og på mange måder kobler til Common, ikke har sex som hovedfokus. Og skulle der være anelser af i retning af den slags, har det primært været i form af låååve. Men det er slut nu. Det er, som der står på pladens forside, »The Future of Hip-Hop«, og på Geffen Records er der ikke længere plads til følsomme, famlende solskinshyldester (her skulle man tro, at Common nok skulle være mand for at bestemme selv, og måske gør han også netop det, bestemmer, på sin helt egen måde).

Indtil videre er der i hvert fald ikke lagt skjul på, hvad det nu handler om, f.eks. på “Punch Drunk Love (the Eye)”: »My uh is in ya body / my uh is in ya mind / check my dictionary / that ass is so defined / it’s slippery when it’s wet girl / I can read the signs / I knocked and I knocked (uh) can I come inside / I knocked and I knocked girl can I come inside / I feel like it’s home when I’m in between ya thighs.« Og sådan er det faktisk også på den ret ensformige og kedelige “Sugar 4 Sex”, der kører sølle tre vers, men til gengæld har man så omkvædet: » Girl, you’ve been touched by the forces of nature / I’m just tryin’ to motivate ya / electricity is definitely there / I got shot when I touch your hair / sex 4 sugar, sugar 4 sex / sex 4 sugar, sugar 4 sex / sex 4 sugar, sugar 4 sex / sex 4 sugar, sugar 4 sex / « intet mindre end otte gange. Det er langt over at være i overkanten.

Kort sagt virker de første fem numre af Universal Mind Control, som om den er gennemsyret af ønsket om at lave en dansegulvsorienteret pensionsopsparing. Og selvom der er alt, alt for lidt af den gamle Common-version, må han jo være med på den, tænker jeg. Jeg fristes til at råbe ham op: »Common, com’ on!«

Og så, efter omkring 20 minutters beregnende hitmageri (hvor titelnummeret og Cee-Los bidrag til “œMake My Day” trods alt skiller sig en smule positivt ud), kommer Common on. På “Gladiator” smider Common pludselig den i længden lidt indholdstomme, ulidelige, dansable klub-hiphopham og lyder som sit gamle jeg. Og smider samtidig en redningskrans ud til mig.

For er man bare en smule ked af den udvikling, som de første fem numre repræsenterer, er det i hvert fald oplagt at se “œGladiator” (med et helt fantastisk trompetriff) som en kommentar til hiphop som underholdning (og ham selv, ikke mindst): »They say he’s a radical, he don’t fit the game / a heart full of glory and a fist of pain / a couple of battle scars but shit’s the same / are you not entertained? / So all the onlookers and the bystanders / wait til intermission, run buy your camera / record the moment, cause it’ll be platinum / and you could say you seen Common rock the stadium.« Hvis man tager ordene for pålydende, kan man i hvert fald se det som bevisførelse for, at Common bestemt tilhører “the game”, hvis han vel at mærke vil.

Samtidig er “Gladiator” – trods den maskuline attitude og praleriet om at “gå platin” – også startskuddet til en Common, der er til at kende igen, for pludselig rapper han – lyrisk sprudlende og varieret – om fred, identitet og hjemløse (“Inhale”) og om forandring, ydmyghed og håb (“Change”), inden han på “What a World”, der også har et catchy, velproduceret beat, igen forårsager tvivl og usikkerhed.

Her synger han nemlig: »They say: »Hey boy you rap real good, but you ain’t making no hit songs« / so he’d tell himself yo yo yo self you gotta do it the way you do / and make this music from your soul and make it fresh and new.« Og på mange måder er det at lave musik fra sjælen og lave den frisk og ny jo netop det, Common gør. Men han siger samtidig til sig selv, at han skal gøre det på sin egen måde, også selvom nogle siger, at han ikke laver hit. Spørgsmålet, der ligger tilbage, er så, om det virkelig er direkte fra Commons sjæl at lave en (hit)plade som Universal Mind Control, eller om der måske er nogle udstukne ledelseskrav, der skaber en tohovedet djævel som denne, hvor (hit)halvdelen kan bruges til fest og den anden til mere eftertænksomme hiphopstunder, men hvor der synes at mangle et eller andet. Måske er manglen i virkeligheden den sjæl, der først kommer til i anden del?

Måske er min tolkning i overkanten og et udtryk for min egen frustration over, at Common i hvert fald delvist har skiftet stil – og så til noget, der for lige over halvdelen af pladens vedkommende ikke fungerer for mig. Måske følte Common faktisk, at der manglede noget elektronisk-dansabelt i hans katalog. Måske er der nogle driftige chefer på Geffen Records, der har forlangt en mere hit-fokuseret plade. Der er mange muligheder. Faktum er, at Commons Universal Mind Control først starter, når de første fem numre er overstået. Og det er ikke nok til at gøre mig tilfreds.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat