Plader

Crystal Stilts: Alight of Night

Nattens komme betyder kulde, mørke, stilhed og ensomhed. Alt det er at finde på Alight of Night, men selvom pladen indeholder disse ting, er der stadig ingen tvivl om, at den er godt selskab i en frostklar og søvnløs nat.

BANG! Man, hvad ramte dig lige i hovedet dér? Én ting er i hvert fald sikkert, det var ikke Crystal Stilts. Du bliver ikke ramt af noget nyt, innovativt eller for den sags skyld et klokkeklart hit. Du bliver nødt til at give dig tid til at lytte til pladen, men hvis du gør det, er der også en god chance for, at den vil følge dig i en rum tid.

Det starter stille og roligt på “The Dazzled”. Et simpelt beat, rumklang til den store guldmedalje, forvrængede guitarer, simple riff, lidt synthdryp hist og her, og så har du det første nummer, der egentlig definerer, hvordan lyden på pladen er. Den er mørk, den er kold, og den er desperat. Ekkoet, det simple trommespil, de repetitive guitarriff og følelsen af håbløshed burde egentlig gå hen og blive for meget. Men Crystal Stilts redder den alligevel hjem. Med deres lo-fi-sange, der lyder, som om de er optaget i en forladt lagerhal, hvor der intet andet er end tomhed og beton, giver de lytteren en oplevelse af nattens mulm og mørke, selvom det er højlys dag.

Man burde egentlig tænke, at der er grænser for, hvor meget rumklang det er tilladt at benytte sig af på en plade. Men det er Crystal Stilts ligeglade med, og det er også helt i orden. For selvom det lyder kedeligt på papir, gør udtrykket, den skrabede produktion og sangenes skrøbelighed alligevel, at man ikke falder i søvn. Det er altså bestemt ikke kedeligt, der bydes bare ikke på vanvittigt meget af det, man kalder variation. Dermed ikke sagt, at Crystal Stilts bare har indspillet det samme nummer 11 gange, for selvom de følger den samme formel med skrøbelig produktion, rumklang og snøvlende vokal, er der alligevel også numre, der skiller sig ud.

Et af disse er “Graveyard Orbit”, der starter som de andre numre. Her er forskellen dog, at der bliver spillet surfguitar, og selvom det måske ikke er verdens bedste rocknummer nogensinde, er det alligevel meget rart at høre, at The Crystal Stilts kan spille andet end mørk noisepop. Selvom sangen er langsom og skrøbelig, bliver den bragt sikkert i land via et gennemgående orgel. Det er dét, der får numrene til at skille sig ud fra hinanden – evnen til at tilsætte et enkelt element som orgel eller harmonika for den sags skyld. Det gør, at du ikke keder dig ihjel.

Det kan godt være, at Crystal Stitls med Alight of Night ikke opfinder nogle tallerkner, hverken flade eller dybe. Men de formår alligevel at komme med deres bud på, hvordan noisepop skal lyde i 2000’erne. Og man må sige, at det er et yderst godt bud, og jeg vil med glæde vente på deres næste udspil. Ikke fordi jeg forventer den vilde fornyelse, men simpelthen fordi de er så gode til det, de gør.

★★★★½☆

1 kommentar

  • Denne plade må være definitionen på en “grower”… hvert nummer har haft sin periode hos mig siden jeg købte pladen… jeg vender konstant tilbage til den!

Deltag i debat